Af Christian Bjørnskov
Der er kun gået godt 100 dage af Barack Obamas præsidentperiode, men kommentatorer er allerede begyndt - de fleste i nærmest panegyriske vendinger - at evaluere hans præstationer. Mange bruger vendinger som, at han har ændret de politiske spilleregler, fjernet race som emne i det amerikanske samfund, og næsten lige så mange roser ham for hans handlekraft overfor den økonomiske krise.Jeg er ikke helt så positivt stemt overfor Obama, og når man ikke er det, skal man passe på. Beskyldningerne, hvis man kritiserer præsidenten, om at man bare længes efter Bush, sidder løst i det politiske og journalistiske arsenal for tiden. Så lad mig starte med at slå et par metaforiske korsets tegn for mig og understrege, at jeg ikke tror, at historien placerer George W. blandt de gode præsidenter. Dertil var hans otte år som præsident for rodede og præget af dårlig politisk og militær planlægning. Når det så er sagt, vil jeg her, et par og hundrede dage inde i Obamas periode, tillade mig at vurdere på det tilgængelige grundlag, at han heller ikke kommer til at høre til kategorien 'gode præsidenter'. For på trods af, at han tydeligvis er inspirerende, endda på flere plan, er der allerede nu problemer, man med temmelig stor sikkerhed kan sige, at han skaber og kommer til at efterlade til den næste præsident, om det så er om fire eller otte år.
Det store problem med Obama er ikke hans udenrigspolitiske famlen - den kan nå at rette sig op og hans valg af udenrigsminister ser pt. ud til at være virkeligt godt. Problemerne skal i stedet findes i indenrigspolitikken. For USA's indenrigspolitik kan somme tider blive til resten af verdens problem.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at Obama-administrationen har sat historiens største finanspolitiske stimulus i gang. Regeringen har i samarbejde med centralbanken sendt mere end 800 milliarder dollars ud i økonomien for at stimulere efterspørgslen. Meningen med det er naturligvis at sætte gang i den amerikanske økonomi, så man på kort sigt undgår en kraftig stigning i arbejdsløsheden. Mens flere topøkonomer, blandt andet Robert Barro og nobelpristageren Gary Becker har kritiseret finanspakken kraftigt for sandsynligvis ikke at virke på kort sigt, er flere begyndt at rejse advarselsflagene på det lange sigt.
Som blandt andet Financial Times Washington-korrespondent Clive Crook har bemærket, betyder Obamas massive stimulanspakke, lagt sammen med andre store offentlige udgiftsstigninger til blandt andet en offentlig sygesikring, at den amerikanske stat får et planlagt budgetunderskud på minimum fire procent hvert år de næste ti år. De fire procent er altså det årlige underskud, staten realiserer, hvis Obama-teamets økonomiske fremskrivninger holder, og stimulanspakken får den virkning, man håber på. Hvis USA havde været medlem af Eurozonen stod landet derfor til en massiv næse de næste ti år for at føre uansvarlig finanspolitik, selv hvis administrationens optimistiske planer bliver til virkelighed.
Er det overhovedet vigtigt, kan man spørge. Målt med de fleste økonomiske kommentatorers målestok, må svaret være ja, men de samme mennesker, der klagede højlydt - og med rette - over Bush-administrationens finansielle skred, er nu bemærkelsesværdigt tavse. Internt i Europa ville vi heller ikke sidde en sådan politik overhørig.
Ikke nok med at europæiske lande, der har ført lignende politik, er blevet kritiseret kraftigt, men de har også i en anden forstand siddet med den finanspolitiske dummehat på hovedet. Hvem ville for eksempel hævde, at italiensk, fransk eller græsk økonomi har haft tydelig gavn af de store underskud, landene har akkumuleret som følge af netop finanspolitisk slaphed? Når det nu gælder USA, er situationen naturligvis en anden, men også anderledes vigtig.
Man behøver ikke de store udredninger for at se det, men kan ganske enkelt forestille sig verdens største økonomi med fransk vækstperformance for at visualisere omfanget af problemerne. Sammenligningen ender ikke engang der, da Obama faktisk synes at forsøge at genskabe den amerikanske økonomi i en mere fransk form. Tydeligt inspireret af Roosevelt har han flere gange udtrykt et ønske om at øge fagforeningers indflydelse, og planerne om større detailregulering af den finansielle sektor, mere progressiv beskatning og større statslig indblanding, ikke blot i form af endnu en bailout af døende dele af den amerikanske bilindustri, er på bordet.
Uden at ville overdrive ligner mange af Obamas politiske ideer de dele af fransk økonomi, der gang på gang stempler landet i midten af Europa som kontinentets syge mand. Og hvis det hele skal finansieres - og det skal de massive underskud på et eller andet tidspunkt! - er USA hurtigt på vej mod at blive et højskatteland, hvis man da ikke vil tage et politisk smertefuldt nedskæringsfarvel til store dele af den amerikanske statssektor. De økonomiske problemer på den anden side af den nuværende krise er ikke til at ignorere, ligesom de politiske problemer, der opstår, når de økonomiske skal håndteres, ikke kan undervurderes. Begge typer problemer kan ikke undgå at påvirke resten af den vestlige verdens økonomi, inklusive Danmarks.
Mens man kan diskutere, hvordan man bedst håndterer den nuværende krise - og det er ikke en enkel diskussion - må man konstatere, at Obama opfører sig aldeles uansvarligt på den lange bane. USA er på vej mod et massivt gældsproblem, der denne gang ikke skyldes militærudgifter i Irak og Afghanistan, men derimod en præsidents klart ideologiske ændring af spillereglerne i det amerikanske samfund. Hvis ikke der relativt snart sniger sig lidt økonomisk realitetssans ind i administrationens langsigtsbetragtninger, spiller præsidenten hasard med det næste årti i den vestlige verdens økonomi.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
