Af Lars Seier Christensen
Folk, der kender min filosofiske overbevisning ved, at Ayn Rand's roman Atlas Shrugged har spillet en stor rolle i mit liv. I den senere tid har flere debattører draget tvivl i forskellige liberalistiske fora om, hvorvidt jeg har kastet min kærlighed til Ayn Rand over styr, fordi jeg har taget en mere aktiv rolle i samfundsdebatten og indgår i politisk arbejde.Svaret på det spørgsmål er naturligvis nej, og folk, der har et detaljeret kendskab til Ayn Rands liv og filosofi, ved også, at hun ikke havde noget problem med politisk arbejde, der havde til formål at begrænse statens negative indflydelse på borgernes liv. Hun var ikke anarkist, men mente at staten havde en vigtig, omend begrænset rolle at spille - især med henblik på at sikre såkaldt "negative rettigheder", altså at forsvare og beskytte folk og nationalstater imod utidig indblanding i deres forhold fra udenlandske magter, emsige politikere og kriminelle kræfter. Så der er ingen modstrid imellem Ayn Rand og traditionelt liberalt politisk arbejde.
Faktisk er jeg netop i gang med at genlæse den danske udgave af romanen - Og verden skælvede - endnu engang. Jeg finder, at jeg vender tilbage til Ayn Rands bog engang imellem for at genopleve hendes knivskarpe observationsevne og uhyggeligt nøjagtige forudsigelser af velfærdstaternes udvikling. Og i den nuværende situation er den 50 år gamle bog desværre mere aktuel end nogensinde. Så har du, kære læser, endnu ikke fået taget dig sammen til at arbejde dig igennem 1.200 sider af skarpsindig analyse, så er det altså mere end nogensinde tiden at gøre det nu.
Ayn Rands science fiction-agtige roman handler om et socialistisk USA, der med hastigt stigende acceleration braser sammen under politikernes katastrofale planøkonomi og meningsdannernes angreb på liberale, individuelle værdier. Hvert nyt statsligt tiltag begrundes med "det fælles bedste", næstekærlighed og "retfærdighed" og er rettet mod at fjerne de i socialisternes optik urimelige og unfair fordele, som produktive kræfter har tilranet sig på middelmådighedens bekostning. Hvert nyt statsligt tiltag må indføres for at rette op på tidligere tiltags uventede negative konsekvenser, mens skylden skydes på alle andre end staten selv. Hvert nyt tiltag søger at redde usunde forretningsmodeller og udygtige erhvervsfolk, mens de sunde modeller, der opretholder økonomien, gøres stadig vanskeligere at holde i live og beskattes stadig hårdere, indtil de til sidst nationaliseres. De bedste virksomheder forhindres i at konkurrere med de svage, og bankerne tvinges til at give lån til de virksomheder, som staten finder værdigt trængende, men som i virkeligheden er dygtigst til at sikre sig offentlig hjælp gennem lobbyisme. Konsekvensen er katastrofal - økonomien svækkes stadig hurtigere og bryder til sidst fuldstændigt sammen med det resultat, at de mest produktive og dygtige borgere simpelthen forlader samfundet for at finde grønnere græsgange.
Lyder det svagt bekendt - giver det mindelser om, hvad vi globalt oplever i finanssektoren, bilbranchen, om skattetrykket og ineffektiv offentlig ressourceallokering?
Samtidigt giver Ayn Rand et skræmmende indblik i, hvordan den menneskelige natur reagerer irrationelt og ondskabsfuldt i takt med, at økonomien forværres, og panikken breder sig - hvordan rationalitet og respekt for andres værdier afløses af blindt had og ødelæggelsestrang. Giver det mindelser om optøjerne i Athen eller Paris? Om den retorik der rettes mod erhvervslivet og "de rige" verden over? Om visse politikeres vilje til at kaste ansvarligheden overbord for at score hurtige populistiske point hos en opskræmt befolkning?
Jeg har talt mange gange om Ayn Rands bog i offentlige forsamlinger, og jeg plejede indtil for nyligt at sige, at vi var nået til cirka side 500 i virkelighedens verden. Desværre er vi i det seneste halve år hastigt sprunget et par kapitler videre i den apokalyptiske vision, og vi kommer stadig tættere på afgrunden og sammenbruddet.
Vi skal ikke undervurdere hvilke stærke kræfter, der er på fremmarch igen - efter års dvale, diskrediteret af virkeligheden - for at ødelægge det samfund, vi som liberale har vænnet os til som normen. Trods masser af skønhedspletter har samfundet på mange områder udviklet sig til det bedre siden de mørke 70'ere. Men vi må aldrig tro, at tingene ikke kan ændre sig hurtigt igen. Kampen mod irrationalitet, socialisme og tyranni må aldrig glemmes, og især ikke nu, da disse trusler som oftest opstår i økonomiske krisetider. Derfor er det vigtigt, at vi står fast på de værdier, der giver livet indhold, og som skaber grundlaget for vores velstand: Friheden til at indrette vores egen tilværelse som vi selv ønsker det, det personlige ansvar for vores liv, retten til for at skabe værdi for os selv og vore familier, ytringsfriheden, respekten for forskellighed, individets forret overfor kollektivet, og modet til at stå op for det vi mener, også når det indebærer at gå imod strømmen.
Så nej, jeg har ikke glemt Ayn Rand, og det ville også være det helt forkerte tidspunkt at gøre det på, for hun er mere relevant end nogensinde før. Lad mig advare eventuelle nye læsere om, at historien ender skidt for det socialistiske samfund, Ayn Rand beskriver, meget skidt endda - men netop hvis vi kender og forstår de evigtgyldige mekanismer, som beskrives i Atlas Shrugged, er der måske en chance for at vi endnu kan forhindre, at udviklingen bliver så grel, som Rand forudser. At vi kan vende retningen og undgå, at en bedre verden først kan genskabes efter et totalt kollaps. Det er vel værd at bruge nogle lange aftener på, i selskab med en god roman, selvom den er på 1.200 sider?
Der har længe været rygter om en forestående filmatisering af bogen. En af de mest fremtrædende kendere af Ayn Rand, David Kelley, der er præsident for The Atlas Society udtalte, da han blev spurgt om rigtigheden af dette rygte, de følgende - i sandhed skræmmende, når man kender deres betydning - ord:
"We don't need to make a movie out of the book. We are living it right now."
Lars Seier Christensen er adm. direktør i Saxo Bank
