Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv

Slettet Bruger,

05/10/2007

Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde sidste år, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i '73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift "The Economist", der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos. 


Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt.

Få år efter kuppet indledtes en række gennemgribende markedsliberale økonomiske reformer i Chile. De blev afgørende for, at Chile i dag er et lysende eksempel på, at det frie marked og begrænset offentlig indblanding er den bedste måde at skabe vækst og velstand på. Men kan det bruges til at acceptere tortur, drab og undertrykkelse?

Tilsyneladende er svaret ja, hvis man ser på retorikken blandt de, der fortsat er fascineret af det åbne markedsliberale Chiles modsætning i Latinamerika, nemlig Cuba og dets diktator gennem snart 50 år, Fidel Castro.

Når hans nekrologer skal skrives (formentlig) inden for en overskuelig fremtid, vil der næppe være mangel på de, der vil stå i kø for at (bort)forklare Castros katastrofale betydning for Cuba de seneste snart 50 år. En periode, der har været præget af brutal undertrykkelse af det cubanske folk og manglende økonomisk, politisk og personlig frihed. Et Cuba, der før revolutionen var et af Latinamerikas rigeste lande - også rigere end flere vesteuropæiske lande, men i dag er endt som et af regionens fattigste lande.

Man vil formentlig atter en gang fremføre regimets myter om fremskridt indenfor bl.a. sundheds- og uddannelsessektoren. Myter, der bygger på en bevidst forvrænget fremstilling af forholdene før revolutionen, hvor Cuba bl.a. fremstilles som et land med ringe sundhed beboet af analfabeter. Realiteten er, at Cuba i 1950erne havde en efter tiden meget lav børnedødelighed og høj middellevetid, ligesom analfabetismen var lav efter latinamerikanske forhold.

I hvilken udstrækning man overhovedet kan tale om, at der er sket væsentlige fremskridt på Cuba siden er tvivlsomt. Den rosenrøde fremstilling af det cubanske sundhedsvæsen, som senest Michael Moore viderebringer i sin film, "Sicko", har ikke noget med almindelige cubaneres virkelighed at gøre. På trods af at Moore understreger, at den behandling man ser i filmen står til rådighed for almindelige cubanere, viser filmen reelt et af de særlige hospitaler, der er forbeholdt regimets topfolk og udenlandske betalende patienter.

Herhjemme er vi også beriget med de, der fortsat hopper på regimets historieforfalskning. Den tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet og nuværende chefredaktør for Nyhedsavisen, David Trads, skrev således i en kronik for et par år siden, at den cubanske revolution var "en af de mest sympatiske revolutioner, som kloden har set".

Dette skrevet om en revolution, der medførte henrettelsen af anslået 15-17.000 mennesker, anbringelsen af over 100.000 i slavelignende lejre med udpræget brug af tortur og forarmelsen af en hel befolkning,

Det påvirker åbenbart heller ikke de, der som David Trads mener, at revolutionen medførte, at "Cuba udviklede sig til et af de mest velstående latinamerikanske lande", at en stor del af befolkningen har foretrukket at forlade landet. Ca. 20% af Cubas befolkning lever i dag udenfor Cuba, mens titusindevis anslås at have mistet livet i deres forsøg på at flygte fra landet.

Selv når man erkender, at der har fundet undertrykkelse og drab sted, relativeres regimets brutalitet i en absurd grad. Førnævnte David Trads har således skrevet om Castro, at "de forbrydelser, som Che og Fidel har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som præsident George W. Bush i disse år står for".

Med denne logik in mente må Pinochet kanoniseres til at være en af Latinamerikas store helte. For når det nu kan konstateres, at Chile efter militærkuppet i '73 har udviklet sig til Latinamerikas rigeste og frieste samfund, så kan regimets undertrykkelse vel herefter affærdiges ved blot at skrive, at "de forbrydelser, som Augusto (Pinochet) har stået for, falmer jo i sammenligning med de overgreb, som Fidel Castro og Che Guevara har stået for".

Hvis man accepterer denne logik, svarer det til, at man tillægger nogle mennesker større værdi - og ret til at skade andre - alene baseret på, om man er enig i de politiske målsætninger (postulerede eller reelle). Desværre er dette åbenbart fortsat udbredt på venstrefløjen.

Kilde: