"Kunde" hos skattevæsenet

Af Christian BjørnskovJeg har længe gået og troet at min topskat var på 62 procent, men forleden fik jeg en slem overraskelse

Slettet Bruger,

28/05/2008

Af Christian Bjørnskov

Jeg har længe gået og troet at min topskat var på 62 procent, men forleden fik jeg en slem overraskelse. Som om 62 - ikke 63 da jeg ikke betaler kirkeskat - ikke er en rigeligt eksorbitant misundelsesskat, viser det sig at ens effektive topskat kan ligge væsentligt højere under bestemte omstændigheder.

Sagen er, at jeg sidste år havde nogle mindre, B-skattepligtige indtægter fra foredrag og et projekt sammen med en kollega, som CEPOS medfinansierede. Jeg vidste derfor, at jeg kom til at stå med en regning på ekstraskat, når årsopgørelsen kom i løbet af foråret, og jeg havde lagt pengene til side til at betale den. Men i november fik jeg tildelt årets Statoil-pris for samfundsvidenskabelig forskning, som pludselig og ganske uforudset hævede min årsindkomst med 100.000 kroner, hvoraf de 90.000 var B-skattepligtige. I Danmark er alt nemlig et skatteobjekt, inklusive hæderspriser og andre belønninger for særlige indsatser.

Og da årsopgørelsen kom, stod der da også en regning på cirka 90.000 kroner, hvoraf de 55.800 var skat af min forskerpris. Efter at jeg havde set opgørelsen igennem for at sikre mig, at alt var som det skulle være, forsøgte jeg at sætte mig ind i vejledningen for, hvordan man betaler regningen. Vejledningen, der fulgte med årsopgørelsen viste sig dog at være så labyrintisk - den eneste af mine venner og bekendte, der umiddelbart forstår den, er juridisk ekspert i centraladministrationen - at jeg ringede til Skats hjælpenummer. Og efter at være kommet igennem fem automatiske menuer i telefonen og have indtastet mit CPR-nummer kom jeg igennem til en medarbejder. Den i øvrigt venlige dame i den anden ende af røret kunne herefter oplyse mig om, at jeg jo "bare" skulle betale min skat i rater over en længere periode. Konfronteret med, at jeg havde pengene klar og sådan set blot ville betale min skat med det samme og få problemet ud af verden, lød den rare medarbejder højest overrasket og meddelte mig, at dét kan man sandelig ikke.

Det var dagens første chok: Selvom man har pengene klar og er villig til at betale med det samme, kan man ikke få lov til at betale sin skat! Dagens andet chok fulgte umiddelbart efter, da jeg spurgte hvad man så kunne få lov til at gøre. Svaret var, at man kunne betale op til 40.000 kroner på det vedlagte girokort, og at man derefter kunne betale resten i tre rater. Og da det naturligvis er at sammenligne med et lån, påløber der en rente på syv procent på den resterende skat over de 40.000 kroner.
Jeg havde allerede da en snigende følelse af uvirkelighed, men da jeg argumenterede overfor medarbejderen, at det virkede absurd, at man ikke kunne få lov til at betale sin skat med det samme, ramte fornemmelsen af at være transporteret til et næsten Kafkask univers. Svaret var nemlig, at jeg jo kunne have betalt før den 15. februar og dermed undgået renteudgiften. Konfronteret med det indlysende i, at jeg jo ikke kunne betale min restskat før jeg havde fået min årsopgørelse og dermed vidste, præcist hvad jeg skulle betale, var svaret fra Skat, at jeg burde have fået min revisor til at lave et overslag over restskatten og så indbetalt det beløb før 15. februar.

Jeg vil ikke kritisere den pågældende medarbejder, der lød opgivende overfor den stigende mangel på almindelige fornuft og rimelighed i hendes regelbundne svar, og hun kunne da heller ikke give mig nogen form for svar på, hvordan jeg burde have forudset at få en forskerpris til udbetaling sidst i november, og regnet den ind i mit skatteregnskab for 2007 - jeg har dog ikke profetiske evner. Det virkede nok også en anelse underligt for hende at argumentere implicit for, at jeg som en selvfølge havde en revisor, for hvad skal en lektor med fast løn, nogle spredte foredragsindtægter, men uden aktier, obligationer, bil, fast ejendom eller andre komplikationer og dermed et formodentligt simpelt skatteregnskab bruge en revisor til?

Bundlinjen er, at jeg torsdag betalte det maksimalt tilladte beløb på 40.000 kroner til Skat, og at jeg nu venter på at modtage opkrævninger på de efterfølgende rater, inklusive tillæg på syv procent. Jeg er med andre ord, qua at have modtaget en pris for at have gjort mit forskningsarbejde ekstra godt, blevet tvunget til at låne cirka 51.000 kroner af staten, hvorefter jeg "naturligvis" skal betale renter svarende til 3.600 kroner. Når man sætter regnestykket lidt anderledes op, svarer det til, at jeg betaler en topskat på 69 procent - de almindelige 62 procent plus tvangsrenten på syv procent - på den ekstraindkomst jeg får fra at gøre mit arbejde godt og tage et ekstra ansvar for at formidle min og andres forskning til almindelige mennesker.

Forskerprisen på 100.000 kroner er, på trods af at de første 10.000 generøst er skattefrie, kun 37.900 kroner værd, efter at skattevæsenet har været der. Jeg har lært, at skattevæsenet går ud fra som en selvfølge, at helt almindelige mennesker har en revisor, og altså at de regner med, at skat er - og skal være - så uigennemskueligt, at vi andre med en baggrund udenfor revisorstanden ikke kan regne vores egen skat ud. En anden ting, jeg har lært af torsdagens øvelse i det danske regelunivers, er, at det første, man bør gøre, hvis man har nogen form for indtægt, eller ens situation ændrer sig, er at spørge sig selv, hvordan det påvirker ens skattemæssige situation, og hvor meget man "skylder" staten - det er det absolut vigtigste. Sidst, men ikke mindst, har jeg lært, at det eneste sikre at antage er, at skattevæsenets regler unddrager sig jordisk fornuft og - må man forvente - også jordisk kritik eller tilsyn. Det må være den eneste institution i Danmark, der kan tvinge folk til at låne penge af den og oven i købet tage sig betalt for det. Måske er det den danske pris for at gøre en indsats og tage et personligt ansvar?

Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet

Kilde: