Af Niels Westy Munch-Holbek
Da Dan Turell i 1975 skrev novellen "$torebror $am", hvor han hævdede, at hele hans generation i bund og grund var "amerikaner-danskere", var det absolut ikke politisk korrekt - og er det vel fortsat ikke i visse kredse.Men som han skrev: "Det er USA der definerer os, kulturelt som økonomisk. Når jeg siger det, betragter jeg det altså bare som en banal og basal realitet. Jeg mener: Jeg hulker ikke over det. Jeg fniser ikke ad det. Jeg slår mig ikke på lårene, og jeg snærrer heller ikke. Det er bare sådan, ligesom det nu er sådan at København er Danmarks hovedstad og at Korsika er en ø."
Når amerikansk kultur i bred forstand har påvirket og ændret vores måde at være, tænke og leve på, er det ikke resultatet af bevidste politiske valg, snarere tværtimod. Amerikaniseringen, som vi i dag måske snarere ville kalde globaliseringen, af vores kultur var og er konsekvens af borgernes frie valg, ofte i opposition til tidens smagsdommere - fra både på venstre- og højrefløjen. Et langt stykke af vejen kan datidens kombattanter vel genfindes indenfor både den nationalkonservative og den kulturrelativistisk fløj, der de seneste årtier har domineret indvandrerdebatten herhjemme. Men i modsætning til dengang da '"faren" var markedsdrevet, står kulturrelativisterne og de nationalkonservative i dag skarpt overfor hinanden.
Mens multikulturalisterne pine-død-mig vil holde liv i og værne om kulturer, der til rigelig mål har vist, at de historisk ikke har været befordrende for hverken velstand eller frihed, kendetegnes de kulturkonservative monokulturalister ofte ved deres forkærlighed for især at definere den nationale kultur ud fra religion. For eksempel argumenterer Henriette Kjær fra de Konservative alene ud fra religiøse symboler og diktater, når hun afviser, at Danmark skulle være et flerkulturelt samfund. Hendes begrundelse er, at "så ville landet se anderledes ud. Vi ville have moskeer og synagoger, og folk ville have ferier og helligdage på forskellige tidspunkter". Det kan selvfølgelig undre, at hun ikke er klar over, at vi har haft synagoger i Danmark i næsten 300 år. Og selv om vi ikke fejrer de jødiske helligdage her i landet, er det en temmelig urealistisk antagelse, at den lange række af bidrag til vores fælles kultur, som danskere af jødisk baggrund har leveret, helt kan løsrives fra det faktum, at de var jøder. Jeg vil nok også stille spørgsmålstegn ved religion som den eneste eller vigtigste kulturdeterminerende faktor. Hvilket ikke er det samme som, at religion ikke har spillet en stor rolle for vores udvikling og kultur.
At jeg således ikke helt accepterer den postulerede homogenitet og ej heller mener, at den er efterstræbelsesværdig, er dog ikke ensbetydende med, at jeg ønsker den kulturrelativistiske form for multikulturalisme med dens overdrevne hensynsfuldhed overfor tilkomne mindretalskulturer og værdinivellerende absurditet, som det f.eks. kom til udtryk, da en kvindelig politiker lod sig fotografere med tørklæde på, eller når man henviser til, at kvinder også gik tildækket her til lands en gang - hvilket er korrekt, men glemmer at nævne hvorfor de gik tildækket og ikke gør det mere.
Men tørklædebatten viser desværre med al tydelighed, hvor vanskeligt det er at debattere substans, og hvor hurtig man forfalder til at diskutere symboler - og enten kræve at de, der bærer tørklæderne, tager dem af - eller af andre at de har værsgod at se bort fra det pågældende stykke stof, som om det ikke betød noget.
Begge dele kan dybest set udlægges som diskrimination. Men hvad nu hvis diskriminering bare er en naturlig del af vores adfærd? Er det ikke det, vi alle gør hver dag og hele livet? Når vi til- og fravælger venner, partner og omgangskreds? Jeg vil mene, at det er en del af ethvert jobinterview og i ethvert møde med andre. Vi er endda så politisk ukorrekte, at vi i beklædning og omgangsformer gør det nemmere for andre at diskriminere. Det ér ikke ligegyldigt, hvordan vi går klædt, taler eller gestikulerer, om vi vælger at give hånd eller ikke give hånd, eller om vi spytter på gulvet eller ej for den sags skyld.
Mens det i privat regi og i frivillige relationer ikke er et problem, forholder det sig helt anderledes når det handler om det offentlige rum og ikke mindst vores kollektivt ejede institutioner og de privilegier, rettigheder og forpligtigelser, som vores universelle velfærdssystem har giver borgerne. Står kvinder klædt i burka til rådighed for arbejdsmarkedet? Kan man diktere kønsopdelt adgang til den kommunalt ejede svømmehal? Er det rimeligt at gøre en særlig indsats for arbejdsløse, blot fordi de har en anden hudfarve eller religion? Og hvad gør vi med Pia Kjærsgaard, når hun udtrykker bekymring for at blive behandlet af en muslimsk læge - jeg må jo gå ud fra, at hun mener det?
Hvis ikke skatteyderne risikerede at hænge helt eller delvist på forsørgelsen af tildækkede kvinder, kunne vi jo være ligeglade med, hvorvidt de var i beskæftigelse. Hvis svømmehallen var privat, måtte det blive et spørgsmål om det økonomisk rentable i valget om kønsopdelt badning eller ej. Hvis tilstrækkeligt mange mener, at lægens religiøse observans er afgørende, så ville et privat marked jo udbyde denne ydelse. Personligt tror jeg, at jeg ville lægge mere vægt på, at det var en faglig dygtig læge, der behandlede mig, end hvorvidt vedkommende bar sin religiøse overbevisning uden på kitlen eller ej.
Måske burde vi bare droppe hele kulturdiskussionen, og lade det være op til markedet, hvorvidt en kultur var levedygtige eller ej. Satse på kvalitet i stedet for nationalitet og erkende, at ideen om et monokulturelt samfund ikke er holdbar i en fri verden bestående af frie mennesker, der selv træffer deres valg. Jeg ser ingen rimelig grund til, at jeg skal pålægges at udvise særlige hensyn overfor hverken en minoritet eller majoritet - for slet ikke at tale om at skulle finansiere opretholdelsen af hvad jeg opfatter som gammel overtro og forældede vaner, uanset om disse deles af mange eller få.
Hvad vi kan kræve af hinanden må alene være, at vi respekterer hinandens ret til at leve det liv og foretage de valg, vi nu mener, er de rigtige (og tage konsekvenserne af dem), så længe vi respekterer andres individuelle rettigheder og krav på personlig og økonomisk frihed.
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
