Af Steen Leth Jeppesen
Det er ikke altid let at forstå dansk politik.Som bekendt har vi for få måneder siden haft folketingsvalg. Før og efter valget var det for adskillige partier et vigtigt punkt at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Der kan godt anføres fornuftig grund for det standpunkt. Således at DF i socialpolitisk og økonomisk sammenhæng lever på et populistisk overdrev, der savner kontakt med virkeligheden. Problemet er bare, at dem, der hedest ønsker at bryde DFs magt (S, SF og Enh.l.), stort set har samme - eller endnu mere forvrøvlede - holdninger i disse spørgsmål.
Skulle nogen bryde DF's påståede dominans, måtte det vel i øvrigt ved valget være vælgerne. De gjorde det ikke. Efter valget kunne det have været Socialdemokraterne ved fast samarbejde med regeringen. De gjorde det heller ikke.
"Blokpolitik" skal væk, lyder det. Hvad er dog det for noget? Var det ikke "blokpolitik", når der før 2001 blev lavet afgørende beslutninger beroende på et flertal med SF og Enhedslisten? For resten, hvis "blokpolitik" er ondt, kan S jo bare bryde ondskaben ved et fast samarbejde med regeringen? I stedet for er det tilsyneladende en katastrofe, at det ikke lykkedes at etablere en ny "blok", byggende på afhoppere og grønlandske folketingsmedlemmer, hvilke sidste ellers undsiger dansk politik.
Hvorfor er det i øvrigt særlig slemt med DF? De er som nævnt økonomisk uansvarlige og populistiske, men det er S, SF og EL - og i nogen grad VK - jo også. Og med hensyn til udlændingepolitik o. lign. er DF og S stort set enige. Hvorfor er DF så mindre "stuerent" end SF og Enh.l.? Sidstnævnte rummer begge adskillige tidligere kommunister, ja endog vist ureformerte af slagsen, (frafaldne?) støtter til palæstinensiske og latinamerikanske terrorgrupper o. lign. Hvorfor så ikke i valgkampen bekæmpe disses magt i et muligt alternativt regeringsflertal?
Men farcen hører slet ikke op her: Nu skal der bevilges øget ulandsbistand, specielt til Afrika, selv om et hav af seriøse undersøgelser viser, at dette ikke har nogen fornuftig virkning. Der savnes flere "hænder" i den offentlige såvel som i den private sektor. Men efterlønnen må ikke afskaffes, selv om den holder et stort antal arbejdsduelige seniorer ude fra arbejdsmarkedet. Supplerende dagpenge til golfspil o.lign. kan ikke krænkes, og den danske rekord i dagpengeperiode er ikke til diskussion. Offentlig udgiftstilbageholdenhed er i vidt omfang opgivet. Nu skal de offentlige lønninger åbenbart have et ordentligt knald (med staten i spidsen), så man kan få flere "hænder". Hvorfra? Ellers afhænger udgiftstilbageholdenhed i høj grad af aftaler med Kommunernes Landsforening, der aldrig er blevet overholdt af denne forenings medlemmer. Utroligt store summer skal tilsyneladende ofres på at styre klodens klima (sic). Osv.
Det er svært at forstå. Ikke mindst for den del af befolkningen, som fremdeles tror, at dansk politik består i at dele sig efter anskuelser, at arbejde for egne principielt og politisk funderede "projekter". Men det er vist længe siden, at det var virkeligheden. Nu er der tilsyneladende bare tale om den politiske klasses egen infight, som vælgerne mere eller mindre måbende bivåner. Eller har nogen et bedre bud?
Steen Leth Jeppesen er cand. polit., tidligere direktør i Forsikring & Pension og nyudnævnt formand for Skatteborgerforeningen
