Af Lars Pilegård
Tiden må efterhånden være løbet fra de argumenter i indvandrer- og flygtningedebatten, som entydigt og fordømmende placerer ansvaret for en problematisk integration hos de 'racistiske danskere'. Vel findes der racistiske danskere, men racisme alene kan langt fra forklare, hvorfor integrationen af nogle hundrede tusinder tilrejsende over tre årtier har været vanskelig.Man kan forvisse sig i sin daglige avis, hvor der blandt tophistorierne garanteret er én, der relaterer sig til noget med indvandring. Og - som det er mediernes raison d'etre - noget der er konfliktfyldt. Der bliver oprullet Glasvejssager, Muhammedtegninger hidser sindene op, der tales tørklæder og føres bandekrige, og indvandrere og efterkommere er pænt overrepræsenteret i petit-kriminalstoffet.
Disse problemer skal ikke blæses op til urimelig størrelse, men de skal heller ikke undervurderes, da mange mennesker - både etniske danskere og indvandrere - er trætte af al den 'muslimballade'. De vil gerne aflevere et samfund til deres børn, som er bedre end det, de er vokset op i, og de er dagligt irriterede over, at problemerne synes at tage til snarere end at mindskes.
Da langt de fleste indvandrere er muslimer, og da religion også spiller en rolle i konflikterne, så bliver det naturligt tolket som, at det er indvandrernes kultur (læs = islam) der er problemet. Og opfatter man islam som et 'forestillet fællesskab', snarere end en religon, så kan man ikke helt afvise synspunktet. Vesten og Muslimistan har en lang historie bag sig af gensidig nid og nag, og vrede over historiske uretfærdigheder og kollektive følelser af mindreværd spiller utvivlsomt ind.
Men man skal ikke glemme, at kultur kan være mere end blot national, etnisk eller religiøs. Kultur er også social og uden helt at afvise de etnisk-kulturelle aspekter, så ligger hovedparten af hunden begravet her, i det sociale. Indvandrere og flygtninge er ikke bare indvandrere og flygtninge, for der er stor forskel på, om man kommer fra en veluddannet Teheran-familie eller har en sekulær bosnisk-muslimsk baggrund, eller om man kommer direkte fra den analfabetiske, anatolske højslette eller fra en krigstraumatiseret og Hamas-inficeret flygtningelejr i Libanon.
Lavtuddannede, fattige mennesker er som oftest også traditionelt indstillede, de hæger om det nære, det velkendte og det trygge (se blot på Dansk Folkepartis vælgerskare). Det gør naturligvis også den del af de muslimske indvandrere, der har en meget traditionel baggrund, hvorfor det er forhastet at drage endelige konklusioner om muslimers generelle evne til integration på baggrund af de muslimske indvandrere, der er kommet her til landet eller til EU.
Hvor stor en forskel uddannelse og kulturel dannelse gør på den holdning, man møder op med som indvandrer, har jeg selv lavet feltobservationer på. Dannelse og selvværd samt et vist niveau af formel uddannelse er afgørende for den adgang til arbejdsmarkedet, som OECD og andre instanser bestandig har fremhævet som den vigtigste integrationsfaktor overhovedet.
Vi har heller ikke rigtig noget at sammenligne med, når vi skal vurdere muslimers evne til integration. Vi kan ikke vide hvorvidt og hvor hurtigt 300.000 indiske lavkastebønder, kristne kaffehøstere fra Kenya eller lige så mange portugisiske olivenplukkere ville lade sig integrere her i landet. Ja, et par hundredetusinder russisk-jødiske skomagere og revolutionære pamfletskrivere og psykoterapeuter kunne vel også give anledning til integrationsproblemer og racisme.
Vi har dog et vist sammenligningsgrundlag, hvis vi tager de oversøiske briller på og ser på den angelsaksiske verden; ikke så meget på det britiske moderland som på USA, Canada, New Zealand og Australien. USA er smeltediglen par exellence, og et eller andet fornuftigt må amerikanerne have gjort, for muslimer hører her til blandt de mest velfungerende og veluddannede i samfundet.
Som traditionelt indvandrerland har USA været langt bedre til at sortere blandt dem, man lukkede ind gennem grænsekontrollerne. De vanskeligt integrerbare elementer i det amerikanske samfund er dem, der blev ført til landet i lænker, og som begyndte deres tilværelse i 'The Land of Opportunities' med et massivt uddannelsesmæssigt og kulturelt underskud, og som siden har måttet kæmpe mod både formel forskelsbehandling og med egne mindreværdskomplekser. De sorte afroamerikanere.
En umiddelbar konklusion kunne være, at både i kærlighed og indvandringspolitik bør 'krage søge mage'. Det rimer også nogenlunde på konklusionerne i en rapport, som OECD for nylig udsendte. I et indslag i Orientering, DRs P1, sagde George Lamaitre fra OECDs afdeling for international migration, at Danmark - og de fleste andre højtudviklede kapitalistiske økonomier - fremover får brug for en lind strøm af indvandrere.
Alle lande, der som Danmark lider af udtalt mangel på arbejdskraft, forsøger i disse år at tiltrække højtuddannede indvandrere, men antallet af disse er på verdensplan begrænset (og indiske læger og andre højtuddannede udlændinge gider ofte ikke at blive hængende i et land, hvor de brandbeskattes og ikke får mulighed for at optjene en lille formue at rejse hjem med).
Problemerne med at tiltrække højtuddannede koster os meget i tabte eksportindtægter og fremtidige markedsandele, men den globale konkurrence om de kloge er stor, udbuddet er ret småt, og USA og de angelsaksiske lande har et langt stærkere indvandringsbrand end Danmark har. Så de højtuddannede må vi selv producere.
Georges Lamaitre og OECD anbefaler i stedet, at vi satser på lavt- og mellemuddannet arbejdskraft, og det er der fornuft i, fordi der bliver stadig flere ældre, og fordi den hjemlige efterspørgsel på omsorgsprægede serviceydelser bliver større og større (68-generationen er som bekendt kræsen og krævende, også som pensionister), mens de relativt få unge gerne skal have en højere uddannelse.
Det er afgørende, at den indvandrede arbejdskraft baseres på folk, som kan læse og regne og tale mere end blot deres hjemlands vemodige tunge. Indvandrerne skal have de basale kompetencer, som mange af de foregående årtiers tilrejsende ikke havde. De var ofte ikke blot ufaglærte, de var decideret analfabetiske eller med en meget begrænset uddannelsesmæssig baggrund, og den 'succes' er der ingen grund til at gentage.
Det er også Ebberød Bank at satse på 'gæstearbejdere', altså folk som forventes at rejse hjem igen, når de har udført deres opgave, for når indvandrerne kommer hertil som ufaglærte, blot med en grunduddannelse, skal vi bruge nogle år på deres oplæring. Og det koster penge, og det peger i retning af, at vi fremover kommer til at møde stadig flere dansk-kinesere, dansk-tyrkere, dansk-israelere osv., mens skellet mellem 'danskere' og 'udlændinge' gradvist vil udviskes.
I denne proces kan USA og de andre angelsaksiske indvandrerlande vise vejen, for disse lande er den moderne verdens sande pionerer, der frigør folkeslagene fra deres nationale, traditionalistiske baggrund. Den monokulturelle europæiske utopi går derimod sikkert - men naturligvis ikke uden sværdslag - sin forvandling i møde, og det kan undre, at mennesker som f.eks. Søren Pind, der ellers ofte hylder USA for det mere liberale økonomiske system, en mere håndfast retsstat og selvfølgelig de amerikanske frihedsidealer, trækker i land, når det gælder den amerikanske models virkelige styrke - evnen til at smelte folkeslagene sammen.
Tegn i sol og måne peger på, at den monokulturelle nationalstat må acceptere sin blide opløsning, hvis den ikke vil opleve en langt mere smertelig dødskamp med faldende befolkningstal, mangel på arbejdskraft, uoverstigelig 'ældrebyrde' osv. Vi taler ikke om revolutionære etniske omvæltninger, som forløber over to år eller ti. Processen kommer forhåbentlig til at være meget mere glidende, rolig og uproblematisk, men at det er den vej, udviklingen går, kan ingen være i tvivl om.
Hvis det skal blive til denne rolige og forholdsvis konfliktfri proces, så kræver det imidlertid, at vi bliver bedre til at sortere mellem indvandrerne, lige som vi på andre områder må tage ved lære af de mere erfarne, smidige og multikulturelle angelsaksere. Det gælder f.eks. i forhold til en hårdere kurs overfor de kriminelle indvandrere, der ødelægger ufattelig meget for sig selv og sine.
Ud på røv og albuer, hvis man er så fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, at man vedbliver at fastholde en destruktiv kriminel karriere. Det må være svaret til de hårdføre kriminelle, og det må ifølge denne ydmyge skribent også gerne gælde folk, hvis familie har opholdt sig to generationer her i landet, som lovgivningen giver mulighed for bl.a. i Australien.
Der er rimelighed i at kræve, at når vi åbner grænserne, så kan vi også forvente, at indvandreren - om han er svensker, somalier eller srilankaner - bruger chancen til at forbedre sit eget liv og så vidt muligt beriger sit samfund, frem for at være med til at nedbryde det. En hårdere kurs vil bidrage til, at 'almindelige mennesker' finder indvandringen nyttig og retfærdig. At den grundlæggende betragtes som en god byttehandel, hvad den ikke ubetinget gør i dag.
Undertegnede har ikke de endelige svar på, hvordan en fornuftig indvandringspolitik i detaljer skal se ud i disse år, hvor der skal ryddes op efter fejltagelser i 70erne og 80erne. 24-årsreglen ser f.eks. ud til at være nødvendig, selvom det må pine ethvert både liberalt og nationalsindet menneske, at reglen også holder velfungerende mennesker ude af landet, endog etniske danskere der har været så ufornuftige at gifte sig udenlandsk.
Flygtningebegrebet bør efter min mening helt skrottes, dels fordi det er umådelig svært at afgøre, om flygtninge har forladt deres hjemland på grund af fattigdom, krig eller politisk forfølgelse; de ting hænger jo sammen i lande som Afghanistan og Somalia. Og dels fordi flygtningene i alt væsentligt er indvandrere, som ikke kan forventes at rejse hjem inden for en overskuelig fremtid.
Men får vi ryddet op i fejltagelserne og sikret en indvandringspolitik, som nyder bred opbakning, så kunne det ende med at vise sig, at Danmark i sine indvandrere har en ressource, som kan komme os til gavn i de kommende årtier. Langt de fleste indvandrere er hverken kriminelle, terrorister eller fanatisk religiøse. De passer deres arbejde og bidrager hver dag til, at samfundet fungerer. Lad os behandle dem ordentligt, presse dem hvor de er ufleksible og reaktionære og lad os vise det absolutte mindretal, der ikke kan opføre sig ordentligt, ud af landet.
Lars Pilegård er folkeskolelærer, cand. scient. soc. og blogger på raapil.dk
