Af Linda Kristiansen
"Øremærkning er den eneste vej frem!". Hvor tit har jeg ikke mødt bemærkninger som den - og "kvoter er den eneste vej frem!". Måske bør vi lige få defineret "frem mod hvad" inden, vi går videre frem ad vejen.Emnet er barsel. Målet er ikke helt afklaret. Handler det om ligestilling, barnets tarv, ensretning, rettigheder, pligter eller? I hvert tilfælde vil jeg gerne præsentere mine mål og min vej i dagens klumme.
Debatten kører på højtryk. Hvordan får vi manden til at tage mere barsel? Eller vendt om (bare for sjov), hvordan får vi kvinden til at tage mindre? Forslaget lyder "øremærk 12 uger til manden". Mit forslag lyder "fjern den nuværende øremærkning på 12 uger til kvinden".
Og allerede nu kan jeg fornemme de kritiske røster: "Status quo er ikke godt nok, vi er nødt til at gøre noget". Ja! Jeg har aldrig sagt og mener heller ikke, at status quo er godt nok. Der bør gøres noget. Jeg tror bare ikke, at pisk og ensretning af familiestrukturer er vejen frem - eller det håber jeg ikke, det bliver.
Bare fordi jeg ikke går ind for øremærkning, betyder det ikke, at jeg ikke går ind for ligestilling. Jeg mener bestemt, vi skal stræbe efter ligestilling. Og den mener jeg godt kan opnås ad andre veje. Og jeg mener heller ikke, at ligestilling "bare er et privat anliggende". Barslen er absolut noget af det vigtigste og mest grundlæggende i ligestillingsdebatten. Og jeg synes også, at samfundet har et ansvar og en opgave for at være med til at skabe rammer, der kan forbedre ligestillingen. Men at tvinge ligestilling ned over familien, det mener jeg er forkert.
Ligestilling handler om at have lige muligheder og rettigheder - og ja, pligter! Og vi er selvfølgelig stillet lige, hvis mændene pludselig også får "pligt" til at tage barsel, på samme måde, som kvinden har det i dag. Ind imellem virker det som om, at hvis vi skal opnå ligestilling, så er der kun en vej - øremærkning. Men var det ikke bedre, om vi gik efter at blive stillet lige og havde lige mulighed for at tilpasse sit familieliv efter behov, lyst, muligheder, evner, individuelt - uden pligt til at indrette os efter nogen andres idéer om, hvad der er godt for alle, hvordan et godt familieliv ser ud?
Er det ikke bedre, om vi begynder at vende tingene lidt om og tænke anderledes, i stedet for kun at fokusere på, hvor vi bør gribe ind, men måske også kigger på, om vi i dag griber ind nogle steder, der hindrer ligestillingen. Måske findes der steder, hvor vi kan give lidt slip - have lidt tillid. Og så selvfølgelig hjælpe på vej med forskellige positive tiltag som central barselsfond, ligelønskommission, mere oplysning vedr. den fleksible barselsorlov, som i dag er stort set hemmelig, men faktisk kunne være et rigtig afgørende skridt i form af bedre fordeling af barslen.
Jeg bryder mig ikke om øremærkningstanken, fordi jeg ved, at flere vil blive dømt "ikke god nok".
Hvordan kan det være, at der sidder nogen og har så godt et kendskab til min familie - ja, alles familier - at de ved, hvad der vil fungere for os. De ved åbenbart, at vi alle uden undtagelse har bedre af at gå hjemme i tre måneder med vores børn. De ved også, at vi alle uden undtagelse har valgt forkert, hvis vi har valgt at være på deltid og derfor er økonomisk afhængige af, at ægtefællens indkomst er forholdsvis uændret. Og de ved, at alle børn uden undtagelse har bedre af at komme i institution 3 måneder tidligere, frem for at den forælder, som gerne vil tage hele barslen, passer barnet.
Og det får mig så lige til at vende tilbage til, hvor det er vi er på vej hen. For hvorhen er det egentlig?
Hvor er det, vi kommer hen med en øremærket barsel?
Ligestilling: Ja.
Barnets tarv: Nej. For hvis en af forældrene af en eller anden grund ikke holder sin øremærkede barsel, så forsvinder den - og barnet skal i et pasningstilbud tidligere.
Ensretning: Helt bestemt. Familiens frihed til at indrette sig, som den finder bedst, er dømt uegnet og har tabt til fordel for ensretningen af, hvordan et familieliv bør indrettes.
Rettigheder: Tjah, hvis man mener, at det er en ret at kunne fravælge sin barsel, på trods af at man så ved, at barnet bliver taberen. Jeg mener mere, det lugter lidt som en tvungen ret.
Hvor er det vi kommer hen ved at fjerne al øremærkning og i stedet fokusere på andre indsatsområder?
Ligestilling: Ja.
Barnets tarv: Ja. Familien indretter sig, som den mener er bedst for den.
Ensretning: Nej, det er ok, at ønske andre familiemønstre.
Rettigheder: Ja. Familien har ret til at gøre, hvad den mener er bedst. Barnet bliver ikke brugt som gidsel til at tvinge familier til at indrette sig på en bestemt måde. Faktisk mener jeg, at vi så kan begynde at snakke om barnets ret til barsel frem for moderens eller faderens ret. Det må da være et gode.
Nu er det jo sat rimelig sort/hvidt op her. Jeg mener selvfølgelig ikke, at fjernelse af øremærkning alene løser alt. Nej, vi bør også arbejde på en central barselsfond, vi bør arbejde på holdningsændringer, vi bør få en ligelønskommission til at kigge på, om der kan gøres noget, for at lønniveauet mellem typiske kvindefag og mandefag udjævnes, og vi bør acceptere, at nogen vælger at satse på karriere frem for barsel. Og oplyse om at det er muligt at gøre begge dele!
Der findes i dag mulighed for fleksibel barsel/deltidsbarsel. Så beholder begge parter en tilknytning til arbejdsmarkedet - en tilknytning jeg tror er afsindig vigtig. Og vi kan måske også lære lidt af finanssektoren, hvor parterne ved overenskomstaftalen i 2002 valgte at sætte øget skub i mændenes barselsorlov ved at tilbyde 14 uger med fuld løn til de mandlige finansmedarbejdere. Det har øjensynligt virket, for mændenes forbrug af barselsorlov i finanssektoren er steget med hele 65 procent i løbet af de første tre år, efter at ordningen blev indført. Noget kunne altså tyde på, at det ikke er lysten, der mangler - men den økonomiske mulighed.
Jeg tror, vi vil se, at flere mænd vil tage barsel, hvis de kan se, at det ikke påvirker deres arbejde og familiens økonomi i væsentlig grad. Vi vil se flere mødre være villige til at lade faderen tage barsel, hvis de kan se, at de stadig kan være meget sammen med barnet, samtidig med at de kan have en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi skal blive bedre til at anerkende og tillade, at vi er forskellige. Selvom jeg jo klart er af den mening, at det bedste er at være på arbejdsmarkedet og lade manden tage 9 mdr. barsel, så er det jo ikke givet, at alle er enige. Jeg kunne ikke drømme om at tvinge alle til at leve på "min måde". Og så synes jeg, vi glemmer barnet alt for meget. Barslen bør være barnets og ikke morens eller faderens.
Jeg vil gerne derhen, hvor vi har ligestilling, rettigheder og barnets tarv som mål. Jeg vil gerne gå langt uden om ensretningen. Så foreløbig har jeg fundet min vej til målet - fjern øremærkning og fokuser på de områder, der forhindre kvinder i at afgive barsel og mænd i at tage den.
Linda Kristiansen er folketingskandidat for Det Radikale Venstre og blogger på lindakristiansen.wordpress.com
