Af Anders Thomsen
Anders Thomsen er afdelingschef i TDC og radikalt hovedbestyrelsesmedlemI dansk politik vil ingen tale om, hvordan boligmarkedet - særligt i byerne - er et forskruet og uigennemskueligt pseudomarked på grund af statslig styring og regulering. De eneste boligdiskussioner der føres, drejer sig om småting som, om ejendomsværdiskatten må stige med pris- og løntallet eller ej, om et mindre antal almene lejligheder må sælges, og om Ritt Bjerregaard har brudt sit løfte om 5x5x5 (som om der er noget at være i tvivl om). Men de helt grundlæggende problemer med boligmarkedet diskuteres aldrig, selv om der er nok at tage fat på. Meget apropos den seneste tids debat om Ritts 5x5x5, kan det københavnske boligmarked anvendes som eksempel på, hvor absurd det står til.
Hvis man ser bort fra prisfaldet eller -stagnationen på ejerboliger det seneste årstid, så har man oplevet ganske kraftige prisstigninger på ejerboliger i Københavnsområdet de seneste år. Det udlægges som, at det nu er umuligt for folk med almindelige indkomster at finde en bolig i København. Magen til sludder skal man lede længe efter. København er fuld af billige boliger, de er bare ikke tilgængelige på et gennemskueligt og åbent marked, hvorfor de ofte ignoreres i debatten.
Situationen med de stærkt stigende ejerboligpriser i Københavns Kommune opstod i en situation, hvor flere gerne ville flytte byen, alternativt blive boende selv om de havde stiftet familie. Da det samtidig kun er ca. 20 pct. af boligerne i Københavns Kommune, der er ejerboliger, er det en meget begrænset andel, der er tilgængelige for alle på det frie og åbne marked. Dermed blev boliger til en knap ressourcer i København, hvorfor priserne ganske naturligt steg - sådan skal et marked jo reagere. Men det er ikke prisstigningerne på ejerboliger, der forhindrer folk med mellemindkomster at bosætte sig i København. Forhindringen består i, at ca. 80 pct. af boligerne alene er til rådighed gennem et absurd system af nepotisme, ventelister og sorte penge. Det nemlig på de vilkår andels- og lejeboligmarkedet fungerer på grund af årtiers misforstået statslig prisregulering.
Et frit boligmarked vil være eneste farbare vej til at skabe en reel sammenhæng mellem boligønsker og pris, hvorfor der vil en opstå en ligevægt på markedet, der uden tvivl vil gøre det muligt også for folk med mellemindkomster at skaffe sig en bolig i Købehavn.
Selvfølgelig vil der fortsat på et frit boligmarked findes folk med boligsociale problemer, der kan have brug for hjælp, men så må kommunen blot gå ud og skaffe en bolig på markedsvilkår. At opretholde en prisregulering på hele boligmarkedet for at bevare illusionen om, at det skaffer svage grupper adgang til boliger, er at skyde gråspurve med kanoner. Ikke mindst da de billige boliger jo netop ikke tildeles efter trangskriterier men efter nepotisme, ventelister og sorte penge.
Ritts 5x5x5-løfte er i virkeligheden blot seneste eksempel på en politiker, der mener, at problemerne med det overregulerede boligmarked skal løses ved yderligere offentlig indblanding og regulering. Politikere der vil kæmpe for et mere eller endda helt frit boligmarked hører man til gengæld sørgelig lidt til.
I stedet for at forarges over, at folk med de rette forbindelser (og ikke så sjældent gode indkomster) kan skaffe sig store billige boliger i København takket være en forældet statslig prisregulering, så forarges mange over, at helt almindelige mennesker, der tog en risiko og købte en bolig, for tiden har mulighed for at sikre sig et overskud ved at sælge på et frit marked med fri prisdannelse. Forargelsen begrundes endda med hensynet til ret, rimelighed og retfærdighed! Man føler sig i den omvendte verden.
