Af Jeanette Serritzlev
Er det min krop, eller der det statens? Grundlæggende er det det spørgsmål, der burde melde sig, når emnet er prostitution. Men det er det sjældent. Næ nej, vi taler om stakkels kvinder uden fri vilje og primitive mænd med et nedgørende kvindesyn og et uhæmmet behov for sex. Men hvad nu hvis begge parter synes, at aftalen er fin?"Det er det mest nedgørende for kvinder." Sådan lyder en ofte fremsagt påstand. Og hvad med: "Tænk, at nogen mand vil tiltvinge sig det." Efterfulgt af: "Se bare på Sverige" - som sjovt nok aldrig får følgeskab af: "Folk gør det i øvrigt alligevel."
Godhedsindustriens pendant i politik. Der er (altid) nogen, det er synd for. Så må vi hellere forbyde det. Det er jo til deres eget bedste.
At tro, at man kan forbyde prostitution, forstået som: fjerne det, er nok en af de mest naive forestillinger, som man ofte hører fremsagt af i grunden ganske fornuftige mennesker. Hvis vi bare lige kriminaliserer manden, så kører han nok hurtigt gennem Skelbækgade og hjem til mor i stedet. Puha, alle er glade. Og den stakkels kvinde, der indtil nu har måttet kaste sig selv i grams, kan i stedet finde sig en pæn lejlighed og gå i gang med lægestudiet.
Nå, tilbage til virkeligheden.
Retten til selv at vælge
Hvis man vil forbyde prostitution (om det så er salget eller købet eller samtlige tænkelige kombinationer heraf), fratager man den enkelte muligheden for selv at vælge. Dansk Kvindesamfund & venner vil, i godhedens navn, vælge for kvinden. Det må i så fald betyde, at det er en anden/noget andet, der har større dispositionsret over kvindens krop end kvinden selv.
Hvordan kan man så nemt slippe af sted med en argumentationskæde, der i bund og grund vil fratage individet ret til at bestemme over den fysiske ramme, vi nu engang er født med?
Ole Birk Olesen har i en artikel på 180Grader kredset om metaforen "at sælge sin krop", for hun (eller han) leverer jo blot en serviceydelse. God pointe. Vi taler jo heller ikke om, at en revisor sælger sin hjerne. Så ville det jo i øvrigt også være forbudt.
Jeg ved godt, at Pretty Woman var et hollywoodprodukt, og at prostitutionslivet ligger langt derfra. Jeg ønsker ikke at foregøgle drømmen om den lykkelige luder. Jeg har ingen slumromantiske drømme og ville til enhver tid hellere samle pantflasker i Nyhavn - men! Det ændrer ikke ved, at skellet går ved, om det er staten, der vælger, eller om det er mig selv.
Det er ikke kun et synspunkt for individstankefanatikere. Afdelingsleder Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder citeres for en lignende holdning i en anden artikel her på 180Grader."Vi må respektere deres ret til at bestemme over eget liv og egen krop, og til at sælge seksuelle ydelser," siger hun om forbudet mod køb af sex.
"Du må gerne sælge; vi vil bare forbyde kunderne"
Mange debatter rummer indbyggede modsatheder, og prostitutionsdebatten er absolut ingen undtagelse. Jeg er under alle omstændigheder modstander af den svenske købsforbudstanke, men jeg har svært ved at se logikken i, at de, der er fortalere for et forbud mod køb, tillige er imod at forbud mod salg.
"Det er jo ikke den svage part, vi skal straffe," siges det, og manden, der ikke kan styre impulserne i sine ædlere dele, kan jo bare lade være at købe, når han ved, at det er forbudt.
Hanne Helth fra Dansk Kvindesamfund forklarer på 180Grader, hvordan dette skal forstås:
"Vores kampagne (tagstillingmand.dk) retter sig ikke imod at forbyde prostituerede, den retter sig imod at forbyde sexkøb, fordi vi mener, at mænd skal tage et ansvar. I en liberal tankegang taler man om frihed under ansvar, og hvis man vil tage det ansvar alvorligt, så mener vi, at man bør se på, at sexkøbere har et ansvar, fordi det netop er skadeligt for nogen af de mennesker, der skal sælge sex."
Jeg kan have misforstået noget i de år, jeg har interesseret mig for politik, men at gøre frihed under ansvar-mantraet til styrkemarkør for et argument, der går på et juridisk indgreb, er vist liiiiige at tolke teksten frit nok.
"Der er jo ingen, der vil gøre det frivilligt ..."
Slår man op på de sidste sider i Ekstra Bladet (hvad hverken jeg eller De, ærede læser, naturligvis kunne drømme om), kan vi jo vælge at smide enhver tanke om den fri vilje over skulderen og i stedet antage, at enhver annoncør er en stakkels kvinde udsat for tvang eller, i det mindste, præget af social slagside i en grad, der gør, at hun ikke ser anden mulighed. I så fald burde vi jo straks iværksætte en hjælpeaktion. Sætte nogle offentligt ansatte til at ringe til de stakkels piger, begyndende med første annonce med en masser A'er. Få identificeret om ofret er udsat for a) tvang, hvorefter vi sender politiet ud og befrier hende og smider den grimme (bag)mand i fængsel, eller b) socialt belastet, hvorfor hun har behov for en socialrådgiver, med hvem hun i fællesskab kan komme i gang med en uddannelsesplan.
Forestil Dem denne tanke til ende. Medarbejderen, der skal ringe rundt, har to kategorier; a eller b. Men da hun (offentligt ansatte er som bekendt ofte kvinder) ringer til "Anaïs", får hun et problem. Hun mangler en kategori c. Kvinden påstår, at hun selv har valgt det.
Men hun ved selvfølgelig nok ikke bedre.
Social indsats er noget andet end forbud
Når velmenende folk ønsker at lovgive, så de kan lindre ulykken for de få, er tanken jo ofte smuk, men vejen farlig. Den 17-årige pige, der mangler både mor og far og uddannelse og fremtid, skal ikke tvinges ud i et liv i kriminalitet og prostitution. Nej. Det er rigtigt. Det skal hun ikke. Men det er her, at man blander mål og middel. Det er her, at man blander en social indsats med en principiel ret.
"Jamen, vil du slet ikke forholde dig til det voksende problem med kvindehandel?" Jo, gerne. Men det er, så vidt jeg er orienteret, heller ikke i dag lovligt at tvinge folk ud i et slavelignende forhold. Så det er jo ikke prostitutionen forstået som handel-mellem-udbyder-og-aftager, der er selve essensen i det problem.
Fordi nogle bruger noget til kriminalitet, er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vi skal kriminalisere hele det område. Vi skal vel heller ikke forbyde køb og salg af virksomheder på grund af selskabstømmere, vel?
Det er jo min krop
"Sex er ingen menneskeret," bruges også som en slagkraftig parole i kampen mod mændenes dyriske adfærd. Næ, det er det ikke, men det er et naturligt behov. For mænd og kvinder.
Prostitutionsdebatten for mig handler ikke om, at mændene (og de kvindelige kunder) skal have ret til at købe, men om at den enkelte, mand som kvinde, skal have ret til selv at vælge, om vedkommende vil sælge den pågældende ydelse. En ydelse, der for mange af os er forbundet med intimitet og følelser, hvorfor vi kan have svært ved at forstå, at nogen kan finde på at vælge det som erhverv. Og det er jo fint nok. Vi behøver ikke at forstå eller være enige. Vi skal bare lade være med at diktere, hvad andre må og ikke må, så længe det ikke sker mod nogen af de implicerede parters vilje.
Hvis jeg som almindelig velfungerende borger rent faktisk indvilliger i at indgå en handel om en seksuel ydelse med en anden part, det være sig som køber eller sælger, og vi begge er tilfredse med de vilkår, som aftalen beror på, hvad er så statens - eller Dansk Kvindesamfunds - problem?
Det er jo min krop.
Jeanette Serritzlev er cand.mag. i dansk og informationschef i Totalforsvarsregion København
