Public service - public control

Slettet Bruger,

27/05/2007

Af Jesper Lau Hansen

Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.

Medier er vigtige og nok en klumme værd. Fornøjelsen ved 180Grader styrkes af, at avisen faktisk er borgerlig-liberal i modsætning til de traditionelle medier af postuleret samme observans, hvor hovedparten af journalisterne kun synes at skrive for dem, fordi de ikke er dygtige nok til at blive ansat på Politiken. Denne klumme skal dog handle om public service, for det er et af de sjældne emner, hvis åbenlyse urimelighed alle synes at gøre sig de største anstrengelser for at ignorere i dannet selskab.

Historien
Public service går tilbage til radiofoniens barndom i de rød-brune 1920'ere, hvor de totalitære ideologier selvbevidst gik til angreb på den individualisme, som er kernen i de liberale demokratier.

I dette betændte åndelige miljø med dets vrangforestillinger om klassebevidsthed og folkekrop lod man Staten overtage radioen for ad den vej at opdrage masserne og forme deres bevidsthed. Vejen til helvede er brolagt med gode hensigter, og det var åbenbart meningen, at man skulle lytte til radio på vejen. Da tv blev introduceret i 1950'erne, var public service allerede en institution, og tiden mere end nogensinde præget af respekt for Sovjets planøkonomiske sejre, der slog Vestens socialdemokrater og svagt befæstede borgerlige med forbavselse og beundring. Andre planøkonomiske tiltag fra samme periode er hospitalsvæsenet og lejereguleringen, hvis åbenbare ineffektivitet selv i dag kun overgås af sentimental hengivenhed fra en forbløffende stor del af en ellers veluddannet befolkning.

Selv ikke da Østblokken spektakulært imploderede i slutningen af 1980'erne, faldt det nogen ind, at statsligt ejerskab til medier normalt hører diktaturer til, lige så lidt som man overvejede, om løsningen på den skrantende sundhed og boligmasse måske kunne være mere fundamentale ændringer og ikke bare flere penge.

Kulturbidraget
Argumentet for public service i relation til kultur er, at dansk kultur ikke kan overleve på et åbent marked, men må produceres med statsstøtte. Det eneste virkeligt fornøjelige ved public service er at se kulturpersonligheder i ramme alvor forfægte dette synspunkt, når de udspørges om public service, for dernæst at falde tilbage i deres sædvanlige fornægtelse af, at der overhovedet findes en særlig dansk kultur og egenart.

Men selv hvis man virkelig mener, at dansk kultur er så sart en blomst, at den ikke kan trives uden massiv statsstøtte, efterlades man med det nagende spørgsmål, om public service virkelig behøver udøves af en enkelt virksomhed - med eller uden koncertsal. At svaret så åbenbart er nej, blev om end tøvende udtrykt i det sidste medieforlig. Her oprettede man en fond, der skal yde økonomiske støtte til enhver, der vil producere en sådan statskultur. Og det er der overraskende mange, der vil.

Så hvis public service overhovedet har en fremtid, må det blive som et statsstøtteprogram til kulturlivets sære vækster ganske som EU's tilsvarende støtte til landbruget - og formodentlig med samme storladne konsekvenser af konkurrenceforvridning, korruption og afhængighed.

Nyhedsformidlingen
Begrundelsen for public service på nyhedsområdet er den for længst miskrediterede idé om den objektive nyhedsformidling, hvor nyhedsanalyse fremstilles i politisk sterile omgivelser af offentligt ansatte eksperter, som borgerne ubekymret kan konsumere. Nyhedsanalyse så sund og uangribelig som Lurmærket smør.

Men den objektive nyhedsformidling findes ikke. Alt afhænger af øjnene, der ser. Hvilke nyheder, man vælger at omtale, hvilke kilder man vælger at undersøge, hvilke spørgsmål man stiller, de ord man vælger, og hvordan man redigerer det samlede materiale. Alt reflekterer den subjektive indstilling.

Når nyhederne ligner hinanden på tværs af medierne, skyldes det således ikke, at vi her står over for den håndgribelige Sandhed i sin eneste manifestation, men at der er en uhyggelig konformitet i journalistbranchen. Denne avis, der flimrer på skærmen foran øjnene af Dem, er et af de bedre eksempler på, at der også er en anden virkelighed.

I erkendelse af, at objektivitet i journalistikken har samme status som Lysenko i biologien, har man i de senere år skiftet spor og hævder nu, at public service angår alsidighed. Det er smart, for hver gang man gribes i nyhedsformidling, der ikke tilnærmelsesvis er objektiv, kan man hævde, at det opvejes af andre indlæg og dermed udgør en del af alsidigheden. Men man mangler at forklare, hvorfor det er en statsopgave at lade en virksomhed stå for alsidigheden, når vi allerede har alsidige private medieudbydere.

Nej, public service i nyhedssammenhæng er uløseligt knyttet til forestillingen om den neutrale journalist, og selvom den på visse udøver samme tiltrækningskraft som forestillingen om Poul Richard som gæv landmand, er den lige så forløjet.

Pengene og magten
Omkostningerne ved public service dækkes ved opkrævning af en licens, hvorved det samme beløb opkræves af alle. De selv samme mennesker, der indigneret afviser flad skat, kræver med stor selvfølgelighed, at public service dækkes af den mest uretfærdige skat af alle, nemlig en kopskat, hvor samme beløb opkræves hos høj og lav uden proportion eller bundfradrag.

Det totalitære ophav bag public service ses i dets foragt for demokratiet. Enhver forestilling om, at befolkningen skulle have indflydelse, afvises bastant. Kan være, at landet ledes af politikere, der jævnligt må stå til ansvar ved valg. Men enhver ny regering kvitterer for deres folkelige opbakning ved at proklamere, at den tort skal ledelsen af public service i hvert fald ikke udsættes for. I det omfang folkevalgte fik adgang til ledelsen var det som ren staffage uden indflydelse.

Her mødes således mellemkrigstidens nationalromantiske forestilling om en særegen dansk kultur med en endnu ældre romantisme, nemlig den der i midten af det 19. århundrede udgjorde den første reaktion mod den liberale oplysningstid og dyrkede den mystisk skabende kunstner og de dunkle sammenhænge, som overfladiske mennesker altid har forbundet med kreativ virksomhed.

Under tiden bliver denne leflen for fraværet af et folkeligt mandat for meget. Man vælger da at understrege, at nu skal virksomheden drives af professionelle aktører som enhver anden medievirksomhed. Men spørgsmålet er da, hvorfor Staten overhovedet skal drive public service, hvis det skal ske på samme vilkår som alle andre?

Det ubehagelig svar er naturligvis, at public service må forudsætte, at dets indhold udfyldes af det folk, man ønsker at servicere. Public service forudsætter public control. Hvis man ikke kan lide det, kan man egentlig ikke li' begrebet. Fornuftigt nok.

Kilde: