Racismens to ansigter

Slettet Bruger,

05/07/2007

Af Jesper Lau Hansen

Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.

På hjørnet af Nørregade og Skt. Pederstræde har Folkekirkens Nødhjælp fået nye lokaler, og her udfolder man de aktiviteter, der nok skal øge animositeten mod den kirke, man tilfældigvis deler navn med. Forleden var det Israel, man var ude efter. På fortovet var opstillet en slags sandsække, der blev bevogtet af alvorlige unge i grønt tøj med hjelme og attrapgeværer. Det eneste realistiske indslag var de små israelske flag. Formålet var at gøre de forbipasserende opmærksomme på de gener og ydmygelser, som Israel udsætter palæstinensere for ved de mange checkpoints.

Min første tanke var, at ville man skabe forståelse for disse problemer, burde nogen liste ned på Strøget og sprænge et kæmpe kanonslag i menneskemyldret. I forvirringen og mens røgen lettede, kunne man smide om sig med slagteriaffald og rød maling for at gengive de rædselsscener, der jævnligt er i Israel, når en selvmordsbomber har slået til. Det burde nok give en vis forståelse for problemerne hos de forbipasserende, herunder israelernes ejendommelige forkærlighed for checkpoints.

Men det mest slående ved dette optrin var ensidigheden; den ensidige fokusering på jøderne i Israel som årsagen til problemet. Her var det jødernes vejspærringer og kontrol, man ønskede at påtale, men der var intet om de palæstinensiske lystmordere, som dog udgør en del af konflikten. De deltagende i aktionen var unge, men denne ensidighed er ikke ny; den er i Europa uhyggeligt gammel.

Her vil læseren nok indvende, at Danmark da er kendt for sin venlighed over for jøderne, og få minutters gang fra Nørregade ligger Israels Plads. Men ville bystyret mon stadig kalde pladsen for det, hvis den skulle navngives i dag? Og er vi egentlig så glade for jøderne, som vores selvforståelse dikterer?

Redningen af jøderne i '43 indtager med god grund en central plads i Danmarkshistorien og dermed også i den ikoniske forenkling, som Matador udgør, hvor Maude i lighed med det vage danske folk omsider tager sig sammen og redder hr. Stein fra de onde tyskere. Ingen tvivl om, at det danske hjerte også banker for jøderne. I hvert fald den slags jøder. For ville sympatien have været den samme, hvis hr. Stein ikke var den underdanige trofaste bankfunktionær, men havde været den rige selvbevidste bankdirektør. Kan man overhovedet forestille sig en rig jøde fremstillet sympatisk i en dansk folkekomedie?

Vores sympati er størst, når jøden er lille; vores hjerter svulmer af sympati for udsultede jøder i stribet fangedragt, især når det giver mulighed for at slå de bestialske tyskere i hovedet med vores civilisatoriske overlegenhed. Men er jøden mæt og velbevæbnet, så bryder de århundreder gamle fordomme gennem den tynde fernis af tolerance, som vi har påført os i den korte tid, siden krigen sluttede.

Spørgsmålet er, om jødehadet nogen sinde har været helt væk? Sandt nok, at som anti-amerikanismen en kort overgang efter 11. september 2001 blev jaget på internt mentalt eksil, blev også jødehadet forvist i en årrække efter krigen. Men allerede i slutningen af 60'erne begyndte det at vise sig igen. I mellemperioden var det aldrig langt væk, men overlevede i form af kapitalisthadet, for i europæisk kultur er der et klart sammenfald mellem den onde kapitalist og den griske jøde; prøv at sammenligne satiriske tegninger af de to arketyper.

Da den nye generation af diktaturtilhængere gjorde sig gældende på venstrefløjen i generationen efter krigen, kunne jødehadet igen indtage en mere prominent plads i fjendebilledet, nu under eufemismen anti-zionisme. Det var ikke kun i udlandet, at en tysk RAF-terrorist kunne få sig til at adskille de jødiske flypassagerer fra de øvrige gidsler, som generationen før ham havde gjort det ved kreaturvognene. I Danmark førte Blekingegadebanden lister over danskere af jødisk herkomst, så de var udskilt, når tiden var rede. Det var ikke et forbigående fænomen, for disse jøderegistranter hyldes stadig på visse dele af venstrefløjen.

Som Nick Cohen påviser i værket om venstrefløjens åndelige fallit, What's Left, har venstrefløjen efter kommunismens implosion ikke længere noget at kæmpe for, men er overladt til at være imod. Det forklarer den gryende forbrødring mellem kommunister og islamister, fordi de første genkender de sidstes had til USA og jøderne og fejlagtigt tror, at de er åndsbeslægtede af den grund.

I dag kan vi se en genopblomstring af jødehadet, der for få år siden virkede urealistisk. Naturligvis er ikke al kritik af Israel udtryk for jødehad, israelerne gør det uafladeligt selv, men lakmustesten på jødehadet er dels ensidigheden, hvor der stilles større krav til jøder end til andre, dels ligegyldigheden over for deres situation; en basal mangel på empati der afslører en grundlæggende umenneskelighed. Når det britiske fagforbund for universitetsansatte laver en boykot af israelske akademikere, der ikke offentligt har taget afstand fra deres eget land, og ikke gør det samme ved palæstinensere eller andre folkeslag fra mere oversete konflikter, bekræfter det ikke blot min erfaring om, at det sjældent kun er blomsten af en generation, der søger varig ansættelse på universiteter, men en så afstumpet aktion kan vanskeligt kaldes andet end jødehad.

Nu bør det ikke overses, at ikke blot findes racismen i forskellige grader fra den stille modvilje til det altfortærende had, men derudover har racismen to ansigter. Som i det græske drama er der to masker, den negative og den positive. De fleste kan gennemskue den hattedame, der bedyrer, at hun skam ikke er racist, og at hun tværtimod elsker negere; for de har sådan en vidunderlig rytmesans. Men også i andre former lever forestillingen om den ædle vilde videre og giver de mest absurde udslag. Det er en sær beundring, der næres af det civilisatoriske selvhad, som mange på venstrefløjen plages af. Denne racismens anden maske bæres også, når venstrefløjen drøfter Mellemøsten. Et eksotisk folk har altid ret, som man næsten sagde i de mange fraktioner under det hedengangne VS, når man valgte side for palæstinenserne og afskrev alverdens jøder som agenter for Israel.

Denne forkærlighed for oprindelige (læs: eksotiske) folk, der ikke opfattes som rigtige mennesker, der kan tage ansvar og være kedelige, er heller ikke ny. I moderne tid kendes den i hvert fald fra da den elskelige PH gled i Josephine Bakers bananskræller. Generationer af kulturradikale har siden henført lovprist de uspolerede og sanselige vilde, der var så vidunderligt frie for den hvide mands byrde, og derfra har det spredt sig til det øvrige samfund.

Man kan næsten høre deres barndoms radio intonere: Jeg er sigøjner og heeedt er mit blod, når Lykketoft og andre med anstrengt tålmodighed skal forklare deres mindre opvakte tilhørere, hvorfor palæstinenserne ikke kan gøres ansvarlige for noget som helst, og at det derfor er op til jøderne at vende den anden kind til den næste bombemand, handle fornuftigt og i øvrigt se at få skabt orden.

Et helt harmløst eksempel på denne tendens er Flemming Jensen, der begyndte sin løbebane som naiv politisk folkeopdrager med børne-tv og vel aldrig rigtig er kommet videre. I hans utallige julekalendere gennemtravles vores gamle kolonier for at finde de spontane indfødte, der endnu ikke har mistet deres humør eller musikalitet, og som kan hjælpe de mere hæmmede hvide med at besejre den fæle kapitalist, der naturligvis kun tænker på penge og prøver at ødelægge Julen.

Mindre harmløse eksempler er det, når man falder over de moderate muslimer, fordi de ligner os, og i stedet priser terroristerne og de øvrige fanatikere for at være rigtige muslimer. Den kritik, som Ian Baruma og andre hjemlige mindre ånder fremsætter af Ayaan Hirsi Ali, synes at udspringe af denne tendens.

Jeg ved ikke, hvad der egentlig er værst: det indolente jødehad, der aldrig rigtig kan bekvemme sig til at træde i karakter, eller infantiliseringen af palæstinenserne, så de aldrig behandles som voksne ansvarlige mennesker, men konstant afskrives som enten ædle vilde eller iltre børn, der bør fodres og forsørges, men derudover er unddraget enhver ræson. Begge masker er groteske og forhindrer det klarsyn, vi har brug for nu.

Kilde: