Af Martin Ã…gerup
Ok, indrømmet: overskriften på denne klumme har fået en tak ekstra for at tiltrække din opmærksomhed. Jeg synes - ligesom du selv, formentlig - at det er ekstremt vigtigt, at ytringsfriheden bevares og hele tiden forsvares mod angreb. Men jeg vil bede dig om at overveje følgende: er ytringsfriheden virkelig den af vores frihedsrettigheder, som er mest truet? Enhver, der har fulgt den offentlige debat i de senere år, kunne foranlediges til at få det indtryk. En søgning i mediedatabasen Infomedia afslører, at mens ordene "ytringsfrihed" eller "ytringsfriheden" blev nævnt ca. 11.500 gange i perioden fra 1. maj 2007 til 1. maj 2008, blev ordene "ejendomsret" eller "ejendomsretten" kun nævnt 1.670 gange. Helt ude af debatten er ordene "aftalefrihed" eller "aftalefriheden", som kun nævnes 47 gange i samme periode - og det alternative udtryk "kontraktfrihed" eller "kontraktfriheden" nævnes kun 7 gange.Det kan undre. Jeg vil her påstå to ting. For det første er både ejendomsretten og kontraktfriheden i dagens Danmark i langt højere grad truet, end ytringsfriheden er det. For det andet er disse frihedsrettigheder endnu mere basale end ytringsfriheden. Dermed mener jeg ikke, at de er vigtigere end ytringsfriheden - sådan kan man ikke stille det op. Jeg mener, at de udgør grundlaget for samtlige af det liberale demokratis øvrige frihedsrettigheder, inklusive forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og ytringsfriheden.
Det er derfor dybt bekymrende, at store dele af det borgerlige Danmark tilsyneladende tildeler kampen for ytringsfriheden hele deres opmærksomhed, mens de øvrige frihedsrettigheder næsten totalt ignoreres og i nogle tilfælde tilsidesættes uden nogen synlige tegn på skrupler, ja endog uden debat. Til tider får man det indtryk, at debatten om ytringsfriheden fylder så meget, at den skygger for en helt nødvendig debat om de to centrale frihedsrettigheder: ejendomsretten og aftalefriheden. Man kan endda få den mistanke, at den stærke fokus på ytringsfriheden fungerer som en slags aflad for alle de krænkelser af ejendomsretten og aftalefriheden, som accepteres i velfærdsstatens navn. Ved at tordne imod forsøg på at indskrænke ytringsfriheden kan borgerlige politikere fremstå som de borgerligt liberale dyders forkæmpere og samtidig i andre sammenhænge bidrage til at indskrænke de øvrige frihedsrettigheder.
Ud fra den nævnte mediestatistik kunne man få det indtryk, at ytringsfriheden i Danmark var ca. 7 gange mere truet end ejendomsretten og 245 gange mere truet end aftalefriheden. Det er ikke min opfattelse af situationen. Tværtimod vil jeg hævde, at ytringsfriheden har det ganske godt i det danske samfund sammenlignet med de andre frihedsrettigheder. Vi har ikke nogen generel censur. I det omfang ytringsfriheden er truet, er det på nogle få afgrænsede områder. Karikatursagen er alvorlig, men den er ikke et udtryk for en generel udvikling i retning af at besvare ytringer med vold eller trusler om vold. Det ændrer selvsagt ikke ved, at det er fuldstændig uacceptabelt, at det er sket i dette tilfælde. Men der er trods alt netop tale om et ret isoleret tilfælde. Spørgsmålet om embedsmænds ytringsfrihed er ligeledes vigtigt, ligesom Danmarks Radios dominans i mediebilledet burde vække mere bekymring, end det gør. Reguleringen af visse virksomheders ret til at reklamere er ligeledes problematisk. Men for mig at se er det svært at påstå, at ytringsfriheden generelt set skulle være udsat for et væsentligt pres i Danmark.
Anderledes forholder det sig med ejendomsretten. Den krænkes hver eneste dag i det danske samfund på grund af gældende lovgivning, og der indføres løbende ny lovgivning, som på forskellig vis tilsidesætter vigtige aspekter af ejendomsretten. Der er her ikke plads til en fyldestgørende beskrivelse af, hvad ejendomsretten egentlig er og indebærer. Jeg vil nøjes med at påpege, at en krænkelse af ejendomsretten ikke er begrænset til situationer, hvor staten decideret konfiskerer ejendom. Det er ligeledes en krænkelse af ejendomsretten, når ejeren får begrænset råderetten over sin ejendom. Det er jo netop denne råderet, som repræsenterer ejendommens værdi. Hvis man køber en bil, er det ikke ejerskabet som sådan, man betaler penge for, men muligheden for at køre i den og på den måde øge sin mobilitet. Hvis staten indfører regler om, at man kun må køre i sin bil på bestemte tidspunkter eller bestemte steder, mindskes værdien af bilen for ejeren, og ejendomsretten er blevet krænket.
Der kan være situationer, hvor en sådan handling er tvingende nødvendig og derfor legitim. Problemet er, at dansk lovgivning nærmest rutinemæssigt og helt uden overvejelser eller debat om de principielle spørgsmål regulerer folks råderet over deres ejendom.
En enkelt undtagelse fra denne regel bør nævnes. Flere kommuners fremfærd på dette område, blandt andre planerne om at ekspropriere til fordel for en golfbane i Kolding, har ført til et eftersyn af lovgivningen om ekspropriation. I forbindelse med den nylige debat om ekspropriation af en grund i Haderslev med henblik på at bygge et logistikcenter har folketingsmedlem Eyvind Vesselbo fra Venstre kritiseret kommunens beslutning om at ekspropriere og efterlyst en opstramning af lovgivningen om ekspropriation, så den i højere grad beskytter ejendomsretten. Dette er en positiv udvikling, men som nævnt krænkes ejendomsretten ikke kun ved ekspropriation, og det er vigtigt, at de borgerlige politikere bliver mere opmærksomme på dette.
Et nyligt eksempel var indførelsen af rygeforbud på restauranter og værtshuse. Rygning af tobak er som bekendt en lovlig aktivitet i Danmark, og det er derfor bemærkelsesværdigt, at Folketinget indførte et forbud mod denne lovlige aktivitet på disse private områder. Man kan diskutere, om andre tvingende hensyn berettigede denne krænkelse af ejendomsretten (jeg synes det ikke), men det er bekymrende, at lovgivningen blev indført stort set uden, at rettighedsaspekterne i den kom til debat eller overvejelse.
Socialdemokraterne har for nyligt foreslået, at danske børsnoterede virksomheder ved lov skal pålægges, at kvinder skal udgøre mindst 40 procent af deres bestyrelsers medlemmer. Virksomheder, som om fire år ikke lever op til dette krav, skal ifølge forslaget tvangsopløses. Dette forslag har fået opbakning fra en lang række meningsdannere, mens modstanden har været beskeden. Dette er dybt bekymrende. Forslaget burde have rejst et ramaskrig. Bestyrelsen er valgt af ejerne til at varetage deres interesse. At blande sig politisk i ejernes valg af repræsentanter er en meget alvorlig krænkelse af deres ejendomsret og dermed en krænkelse af et af de vestlige liberale demokratiers helt grundlæggende principper. Men hvor var de harmdirrende borgerlige politikere, som kom ejendomsretten i forsvar? De har indtil nu været stort set fraværende i denne debat, og i det omfang de har blandet sig, har ejendomsretten ikke været nævnt med ét ord.
Endnu værre står det til med viljen til at forsvare aftalefriheden. Igen kan jeg ikke gå i detaljer med, hvad aftalefriheden indebærer, men grundlæggende set er det en forlængelse af ejendomsretten. Hvis man ejer noget, har man også en ret til for eksempel at sælge det eller leje det ud på de vilkår, man selv finder passende. Også aftalefriheden krænkes i Danmark hver eneste dag. Vi har således politisk regulering af dele af boligmarkedet, som forbyder udlejer og lejer at indgå aftale om huslejer, der ligger over et vist niveau. Vi tillader sågar, at private foreninger med magt forhindrer andre mennesker i at indgå aftaler med hinanden. Det er netop, hvad der sker, når fagforeninger gennem fysisk blokade og anden magtanvendelse eller trusler om magtanvendelse tvinger medarbejderne til mod deres vilje at indgå aftale på forbundets vilkår i stedet for på egne. Nørrebro Bryghus er blot det seneste eksempel på dette.
Jeg vil påstå, at den største trussel mod ytringsfriheden kommer fra denne gradvise og foruroligende indskrænkelse af ejendomsretten og aftalefriheden. Jyllands-Posten og andre avisers uafhængighed fra - og mod til at udfordre - magthaverne hviler i sidste instans på deres vished om, at ingen kan konfiskere deres fysiske ejendom, forhindre underleverandører i at levere avispapir eller på anden måde gøre livet surt eller direkte umuligt for dem.
Derfor savner jeg politikere, som ligeså energisk og harmdirrende, som de forsvarer ytringsfriheden, vil forsvare det egentlige grundlag for såvel ytringsfriheden som alle de øvrige aspekterne af den personlige frihed: ejendomsretten og aftalefriheden.
Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS
