Ritts borgerlige apologet

Slettet Bruger,

16/07/2007

Af Jarl Cordua

Jarl Cordua er kommentator og freelancejournalist.

Forrige uges helt overskyggende politiske historie handlede om Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard, der nu åbenlyst benægter nogensinde at have udstedt et valgløfte før kommunalvalget i 2005 om i løbet af fem år at bygge 5.000 boliger til en månedlig husleje på 5.000 kr. Benægtelsen stod først på ugen i et interview i Berlingske Tidende. Det var i sandhed en opsigtsvækkende og ny fremstilling af Bjerregaards store slagnummer forud for sidste kommunalvalg, og avisen var ikke sen til at fremstille overborgmesteren som en presset politiker i lyset af, at kommunen kun har kunnet vedtage at bygge 12 boliger. Dermed er hun nu på vild flugt væk fra sit udstedte valgløfte, og den fortolkning var stort set samtlige medier, herunder Politiken, enige i og de politiske kommentatorers vurderinger var enslydende: Ritt havde et kæmpe troværdighedsproblem.

Dermed var det på ingen måde kun den borgerlige opposition på Københavns Rådhus, som dernæst stillede sig op og sagde, at Ritt Bjerregaard var løbet fra sit løfte til vælgerne. Der var faktisk en meget bred konsensus om denne vurdering. Listen med folk, der opfattede Ritts boligforslag som et valgløfte, er lang og bestod af Ritts "venner" som socialdemokratiske borgmestre og den radikale lokalpolitiker Manu Sareen, lederskribenter, ja faktisk også af mange, som man kunne kalde for "uhildede" i sagen, så som "sagkundskaben" som retorikeren Christian Kock. Befolkningens opfattelse af sagen stod krystalklar for enhver, da en efterfølgende meningsmåling i Berlingske viste, at 62 procent af københavnerne mente, at sagen skadede overborgmesterens troværdighed. Med andre ord også vælgerne var helt enige i, at Ritt var rendt fra sit valgløfte.

Men sidst på ugen, da vendte stemningen. Måske fordi der ikke har været andet at skrive om i ugens løb, for pludselig begyndte flere aviser at bagatellisere Ritt Bjerregaards åbenlyse problemer med troværdigheden.

Først på ugen reagerede Politikens journalister som en flok lemminger, der løb efter Berlingskes historie om Ritts manglende troværdighed. Bydronningen blev således hængt ud på forsiden mv. Men da man nåede weekenden, og der ikke var mere fut i flere Ritt-kritiske vinkler, ja så kom det til den store "forbrødring" på Rådhuspladsen. For sidst på ugen kunne bladets kommentator, Peter Mogensen, i sin klumme fastslå, at Ritt Bjerregaard da "ikke har snydt nogen", men bare har "kæmpet for sin sag"(!).

Alligevel slår intet journalisten Mads Kastrups hyldestartikel i Berlingske søndag, hvor overborgmesteren nærmest kanoniseres, og det fastslås: "I en alder af 65 lyser Ritt Bjerregaards stjerne klarere end nogensinde før". Beundringen forbliver ingenlunde skjult, heltinde-eposet flyder over og afsluttes med følgende linjer:

"Efter denne uge er Ritt Bjerregaard, ifølge alle vurderinger, stadig den største socialdemokratiske succeshistorie i dette årti. Det ikke mindst derfor iveren efter at afbryde kontakten for hendes politiske ledestjerne er så stor, forlyder det. Desuden er Ritt ikke bare den største, hun er tillige den sidste af sin generation samt nogle mindre sogne ufortalt den eneste socialdemokratiske succes i dette årti."

"Amen," burde Mads Kastrup og Berlingske Tidende måske have tilføjet.

Jeg er i og for sig enig i, at Ritt Bjerregaard har en forbavsende evne til "at komme tilbage", for således at blive hyldet som triumfator i medierne, selv når hun kvajer sig. Det sker bl.a., fordi visse medier og skribenter lader sig så let og næsegrus imponere og falder for fristelsen for at hylde denne kvindelige politiske veteran, der da har haft en enestående politisk karriere. Det sker naturligvis også i de af socialdemokraterne åh så forkætrede såkaldte "borgerlige medier".

Berlingske Tidende er i mine øjne en avis, der består af en flok holdningsløse slingrefise. Først på ugen udstiller avisens rådhusredaktion Ritt Bjerregaards løftebrud til vælgerne, alt imens søndagsredaktionen slutter ugen af med at ophøje hende til et politisk ikon. Det er så utroværdigt og uhæderligt over for læserne, at det skriger til himlen. Andre ville bede om at få brækspanden efter at have læst dette hykleri.

Jeg har respekt for, at aviser ændrer deres opfattelser, hvis nye oplysninger ændrer en sag. Det er dog ikke tilfældet her. Ritt Bjerregaards politiske troværdighed lå sidst på ugen fortsat komplet i ruiner præcis som Nyrups, da han i sin tid løb fra sin efterlønsgaranti.

Ritts løftebrud er næppe nok til at skaffe København en borgerlig overborgmester, men det er da en politisk skandale, at en så ledende politiker åbenlyst har stukket vælgerne en plade. Og nu bagefter frækt håner vælgere og medier op i deres åbne ansigt for at have troet på hende! Det er sagens kerne. Alt andet er demagogi og udenomssnak.

Reaktionen på Berlingske er, at vi uanset hvad skal ære og respektere Ritt Bjerregaard, der tilsyneladende skal have lov at slippe af sted med hvad som helst, fordi nogle journalister i Pilestræde åbenbart er så pjattede med hende, at de blot trækker på skuldrene, når overborgmesteren nu render fra sit eneste konkrete løfte til vælgerne før sidste kommunalvalg. Alt tilgives! Ritt ville formentlig kun være utroværdig i Mads Kastrups øjne, hvis hun tog af kassen eller foretog sig noget decideret kriminelt, hvad hun næppe gør. Når journalister udsteder carte blanche til Ritt, så kan hun jo bare i fremtiden bilde vælgerne, hvad som helst ind. I sidste ende skal hun nok få de palmer, der tilkommer hende.

Man forstår, at vennerne ovre på Politiken nu indstiller kanonerne over for den så skamskudte Ritt Bjerregaard, men man har da afholdt sig fra det store hyldestportræt i denne omgang. At en avis som Berlingske Tidende netop føler trang til at gøre netop det i denne situation, sætter da behovet for Netavisen 180Graders eksistens i et yderligere perspektiv. Om end det sker på en så sørgelig baggrund.

Kilde: