Af Filip Ulrichsen
De freds- og frihedselskende borgeres enmandshær i Folketinget, Søren Pind, har netop peget på det paradoksale i, at Hells Angels er begyndt at fremstå som samfundets beskyttere. Fænomenet kan minde om den kontroversielle film Irreversible, der i 2002 viste realiteternes verden i en parisisk forstad, hvor underverdenen havde overtaget jurisdiktionen. Søren Pinds nødråb blev som forventet fordrejet af medierne og tolket af politiske modstandere som en støtte til Hells Angels.Som jeg læser Pind, peger han på det fuldstændig uacceptable i, at "samfundet" overlader definitionsmagten til rockere ved at negligere integrationsproblemerne. HA får jo en troværdig kommunikationsplatform foræret, når HA's Sjakalmanifest virker mere genkendeligt for almindelige borgere end politikernes undvigende snak.
Retsstatens voldsmonopol er i den grad blevet udfordret på det seneste med bandekrig og venstreekstrem vold. I overensstemmelse med tidens tendenser forholder politiet sig passivt og dialogsøgende, og anbefalingen til kriminalitetsramte borgere lyder som regel: 'Lad vær at spille helt, gå inden døre og ring efter politiet'. Bekæmpelsen af kriminalitet går derefter. Bandekrigen producerer stabler af lig, autonom hærgen bunker af knuste værdier, og vi venter spændt på, om det bliver danske eller internationale gangstere, vi skal underkaste os, når krigen er slut.
Det er ikke kun den personfarlige kriminalitet, der vækker rædsel. Alene truslen herom skaber en eskalerende, utryg stemning. De mange bodybuildertyper af forskellig herkomst danner kloner, fordi spinkle, underkuede mænd kun ser én mulighed for at avancere i hierarkiet. Også de må til stålet i motionscentret, købe kamphund, tilegne sig den karakteristiske, fjedrende gang og anlægge en 'hvad glor du på - attitude'.
International ydmygelse
Vi andre er nødt til at sænke blikket, holde albuerne ind til kroppen og krybe langs panelerne, lige som mange har gjort symbolsk ved at opgive ytringsfriheden efter pres fra religiøse fanatikere.
Heller ikke på den internationale scene formår vi i nævneværdig grad at skabe respekt om os selv. Efter at statsministeren havde vaklet og næsten undskyldt Muhammed-tegningerne over for mellemøstlige medier i 2006, var jeg såmænd selv med til at videreføre denne linje på vegne af den danske bataljon i Irak.
Men egentlig er Danmark bare en fuldgyldig repræsentant for den vestlige kulturkreds, vi tilhører. Flere totalitære ulande, der rutinemæssigt truer naboer med død og ødelæggelse, er ved at anskaffe sig atomvåben, uden at det demokratiske verdenssamfund tør gribe ind.
Den vestlige koalition formår knap nok at standse nogle afghanske stenalderkrigere eller at sende de teenagere, der leger sørøvere ud for Afrikas Horn, ud over planken. Det magter vi ikke, fordi vi - som f.eks. Røde Kors - nægter at erkende krigens væsen. Vi sender vores soldater af sted på et mandat, der medfører, at de må koncentrere sig mere om at dokumentere, at de efterlever krigens love, samt sikre beviser, som om der var tale om en politimæssig efterforskning, end at tilintetgøre, fordrive eller tage fjenden til fange, sådan som kamp bliver defineret i feltreglementet.
Retssamfundets mangel på konsekvens, fraværet af selvjustits over for truende adfærd i det offentlige rum og flertallets manglende forsvarsvilje i sammenstødet med andre civilisationer må uundgåeligt føre til fremmedgjorthed og apati hos anstændige mennesker.
Man kan kun gisne om, hvad de langsigtede konsekvenser af eftergivenheden kan blive. Det kunne være et interessant forskningsfelt for psykologer at afdække, hvad der sker med mennesker, som vedvarende ydmyges og berøves evnen til at forsvare sig selv og deres familier.
Personligt er jeg begyndt at skærme mig imod, hvad der kan minde mig om samfundets moralske forfald og handlingslammelse. Jeg bladrer væk fra retsreportager i aviserne og sletter alle nyhedsbreve fra Trykkefrihedsselskabet. Men det er naturligvis en Strudsen Rasmus-strategi, som vil ramme som en dobbelt så hård boomerang engang i femtiden.
Bøsserne kan
Mere modigt og konstruktivt ville det være at konfrontere problemet en gang for alle. En begyndelse kunne passende markeres med en international konference om årsagerne til den vestlige verdens deroute, dens transformation fra selvbevidst supermagt til ynkeligt underkuet. Den skal vække selvopholdelsesdriften til live igen og skabe en vilje til at forbedre verden gennem eksemplets magt - ved at sejre moralsk og materielt - ikke ved at undskylde vores egen eksistens og overlade værdier og initiativ til verdens aggressive og altfortærende masser.
Når denne konsensus er tilvejebragt må vi se på nogle konkrete løsninger i dagligdagen.
Da politiet ikke længere er del af løsningen, vil jeg pege på muligheden for at undergrave politiets autoritet yderligere. Ved at nedværdige det i tale og handling - ligesom alle andre gør - vil incitamentet til at arbejde i politiet dale endnu mere, end det antagelig allerede er tilfældet, pga. den lave løn og de umulige arbejdsvilkår.
Når den sidste betjent har sagt op, er vejen banet for, at almindelige borgere kan forsvare deres liv og ejendom.
Mit forslag er da at efterligne de homoseksuelle borgere i 1960'ernes San Francisco. Da både myndigheder og kriminelle i fællesskab undergravede deres sikkerhed, begyndte de at bære fløjter, som de kunne blæse i, når de blev angrebet af voldsmænd, så de hurtigt kunne komme hinanden til hjælp. Den samme form for nabohjælp burde i dag kunne bekæmpe lovløsheden og genoprette borgerens ansvarsbevidsthed og selvrespekt.
En enkelt politiker har haft antennerne ude og erkendt, hvilken tilstand samfundet befinder sig i. Det er på tide at lytte til folk som Søren Pind, en af de eneste politikere med selvstændige meninger om værdi- og retspolitik. Denne efter sigende halvblinde og lidet frygtindgydende skikkelse synes ironisk nok at være den eneste med synligt mandshjerte i miles omkreds af Christiansborg.
Filip Ulrichsen er konsulent
