Af Ole L. Olesen
I den verserende debat om "muskelhunde" eller "kamphunde" er rigtigt mange stærke følelser indblandet. Det er ikke så underligt, når man piller ved noget, som mennesker har kastet deres kærlighed på.Der bliver dog jævnligt fra alle sider ytret noget forfærdeligt sludder, og til dette bør der være lidt saglig modvægt - det håber jeg at kunne give her.
Først og fremmest må både tilhængere og modstandere i denne sag være enige om, at det sådan set ikke er hunden i sig selv, der er problemet, men derimod dens adfærd. Det er altid uhensigtsmæssig eller uønsket adfærd, som forårsager alle de ulykkelige hændelser, hvor andre dyr eller mennesker kommer til skade.
En hunds adfærd er betinget af nøjagtig de samme tre ting, som gør sig gældende for menneskers adfærd, nemlig: arv, miljø og opdragelse, og det er kombinationen af disse tre elementer, der afgør, hvordan en given hund vil reagere i en given situation.
Arv
Lad os starte med at konstatere, at hunden er et rovdyr. Hvor væmmeligt det end er, så er alle hunde rovdyr. Stort set hele det genetiske arvemateriale i en hund er identisk med ulvens, som jo er stamfader til alle nulevende tamhunderacer. Kun ganske få procent af arvemassen er den diversitet, der kan tilskrives tusinder af års udvælgelse og avlsarbejde, siden de første ulvedyr blev domesticeret af mennesker.
Det betyder, at enhver hund potentielt er en "dræber", fordi den - hvis den er nødsaget til det - kan opspore, jage, dræbe og fortære et byttedyr.
Enhver landmand og andre, der kender til husdyravl, ved, at man ved målrettet udvælgelse og avl kan forstærke henholdsvis svække gode eller dårlige egenskaber ved en given dyreart.
Og det er her problemerne begynder at opstå. Seriøse hundeavlere har altid tilstræbt at fremme de bedst mulige egenskaber ved den race, de måtte arbejde med. Og de eksemplarer, der faldt uheldigt ud, blev elimineret fra fremtidig avl. Men når en given race pludselig bliver ekstraordinær populær, træder nogle mere griske mekanismer desværre i kraft.
Så bliver der avlet på alt, som blot ligner, uden hensyntagen til egenskaber, temperament eller sygdomme - med mange usunde, skrøbelige og ustabile hvalpe til følge.
Det skete med Collie som følge af Lassie-filmene, og det er også overgået Dobermann, Rottweiler, Labrador og Schæfer i de sidste 5 årtier - og hver eneste gang er antallet af ulykker med de pågældende hunderacer steget markant.
Nu er det så de korthårede muskuløse hunde samt de små taskehunde, der er populære.
Hundekampe blev forbudt i vores del af verden for over 150 år siden, og i de efterfølgende ca. 60 hundegenerationer har avlsarbejdet målrettet gået på at dæmpe de aggressive egenskaber og øge de sociale færdigheder hos disse hunde.
Dette står i skærende kontrast til den østeuropæiske hundeavl. I mange østeuropæiske lande eksisterer de modbydelige hundekampe stadig, hvilket naturligvis betyder, at man i avlsarbejdet dér stadig forsøger at fremme de aggressive egenskaber mest muligt.
Med den handelsmæssige åbning mod Øst betyder det, at vi lige pludselig har hunde af nøjagtig samme race, men med vidt forskelligt temperament og adfærd.
Så påstanden om, at alle "muskelhunde" er lige farlige, er derfor lige så idiotisk som at påstå, at alle køer giver lige meget mælk.
Kombineret med at hvalpe fra Østeuropa som regel er langt billigere end dansk opdrættede hvalpe - sommetider kun en tiendedel af prisen - gør det desværre disse hunde til oplagte emner for unge og urutinerede hundeejere.
Miljø
De første 16 uger af en hundehvalps liv er de allervigtigste. Det er i disse uger, at hvalpen skal lære alt det, den fremover skal kunne lide eller være påpasselig overfor. Det er også i denne periode, at hele dens sociale intelligens dannes.
Derfor er mange kenneler begyndt at flytte salgstidspunktet til 12. uge. Dette udelukkende for at give hvalpen den bedst mulige psykiske ballast, inden den nye ejer kan begynde at sætte sit præg på den.
Og igen er det de skruppelløse hundehandlere, der vælger omvendt. Utallige er de hvalpe, der er taget alt for tidligt fra moderen på en østeuropæisk hundefabrik. Disse hvalpe er ikke færdigudviklede, hverken mentalt, socialt eller fysisk, inden de kastes i armene på en uerfaren køber.
At de samtidig er blevet hårdhændet behandlet og transporteret i mange timer i lukkede bagagerum eller lignende gør ikke deres psykiske tilstand bedre. Det er uomtvisteligt at hundemoderens omsorg og prægning er uhyre vigtig for hvalpen, og hvis dette ikke bliver fuldbragt, må hvalpen jo selv "opfinde" sin adfærd ud fra de dybest liggende instinkter.
Et andet væsentligt punkt er, at hunde er flokdyr - de trives bedst og mest harmonisk i den flok, de tilhører, men skal også lære at omgås andre dyr og mennesker. Derfor er samspil med ejeren og socialiseringen med andre hunde uhyre vigtigt for at undgå uhensigtsmæssig adfærd. Det bedste middel til dette er hvalpekurser, lydigheds- og dressurtræning, for det træner både hund og ejer. Og så er det jo helt grotesk, at hovedparten af disse kurser frabeder sig "muskelhunde". Det burde jo være obligatorisk for enhver hundeejer at deltage i disse kurser, faktisk allermest for ejerens skyld.
Det andet negative aspekt vedrørende flokken er de forhold, hvor hunden "opbevares" isoleret fra ejeren. Det vil altid give mere usikre og frygtsomme hunde, som lettere får et hidsigt temperament. Det er et almindeligt kendt faktum blandt opdrættere og trænere af bidske og utilnærmelige pladshunde.
Så en for tidligt fjernet hvalp, der ikke bliver socialiseret, ikke kan komme til træning, og som bliver holdt gemt i et kælderrum, vil altså være milevidt i temperament og adfærd fra en ordentligt behandlet familiehund af nøjagtig samme race.
Opdragelse
At det netop var ulven, der blev stamfader til menneskets bedste ven er ikke så underligt; den er en fremragende og udholdende jæger, den er et socialt veludviklet flokdyr, den har en høj intelligens, og den er dermed meget lærenem.
Det er imidlertid vigtigt at forstå, at alle hunderacer oprindeligt er fremavlet til at udføre et arbejde for mennesker; som jægere, som hjælpere eller som beskyttere.
I vores moderne verden er de fleste hunde desværre blevet arbejdsløse, og derfor skal arbejdet nødvendigvis erstattes med andre fysiske og mentale aktiviteter, ellers vil hunden begynde at kede sig, og så finder den selv på noget at lave. Ofte noget der ikke er specielt hensigtsmæssigt.
Men kan bevidst avl og opdragelse overhovedet ændre på det, en hund oprindeligt er beregnet til?
Tja, Gravhunden er fremavlet til at kunne bide ræve og grævlinger ihjel, Dansk Svensk Gårdhund er fremavlet til at holde gårdene fri for rotter og vilde katte, Mynder er fremavlet til at kunne løbe et stykke vildt op og bide det ihjel og Puddelen er oprindeligt en særdeles fremragende jagthund til større fuglevildt.
Men pudsigt nok tror mange faktisk på, at en hund, der engang blev avlet til dyrekampe, stadig ikke kan andet.
Understimulerede eller dårligt opdragede hunde har altid givet problemer, og jo større hundene er jo voldsommere bliver problemerne selvfølgelig. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af de få valide statistikker, der findes om dette emne.
Træning og aktivering er absolut nødvendig for at få et harmonisk og velfungerende kæledyr, hvorfor det bør være en grundlæggende forudsætning for at eje et tæmmet rovdyr.
Et andet paradoks omkring opdragelse er at mange af de store hunderacer - Schæfer, Rottweiler og mange af "muskelhundene" - grundlæggende har et kærligt og følsomt sind, hvorfor hårdhændet opdragelse af disse hunde ofte vil have den stik modsatte virkning. Dette i modsætning til hovedparten af de mindre racer, som generelt er langt mere egenrådige og derfor kræver en noget mere konsekvent træning.
Også dette er en oplagt fælde for ukyndige hundeejere, med mange ulykkelige hundeliv til følge.
Men det vigtigste er dog at holde fast i, at enhver handling, som en hund måtte begå, ene og alene er ejerens ansvar. Derfor er det også ejeren, der skal bære den fulde konsekvens af dårlig opdragelse, ikke hunden!
Konklusion
Der bliver desværre ikke lavet valide statistikker på dette felt, men min påstand er, at østeuropæisk avlede hunde kombineret med uerfarne hundeejere er den livsfarlige cocktail, der desværre alt for ofte giver store overskrifter i medierne.
Derfor er det bydende nødvendigt, at det er de forhold, der adresseres i en lovgivning og ikke et generelt raceforbud, som ikke vil ændre en tøddel hos hverken skruppelløse hundeavlere eller inkompetente hundeejere - men som i stedet vil skade majoriteten af ansvarlige hundeejere med fornuftigt opdrættede hunde.
Jeg vil gerne vædde 10 stegte rødspætter på, at et forbud mod "muskelhunde" ikke vil reducere antallet af hundeoverfald nævneværdigt. Det vil blot transformere problemet til andre hunderacer, som vi så må forbyde næste gang. Og sådan kan vi blive ved, indtil det allersidste eksemplar af menneskets bedste ven er blevet forbudt - medmindre "nogen" snart indser, at det ikke er raceregulerende, men adfærdsregulerende lovgivning vi har brug for.
Sidstnævnte gerne kombineret med en markant begrænsning af hundeimporten østfra.
Forbyder man alligevel visse hunderacer, kan vi med samme logik ligeså godt fængsle samtlige indvandrerdrenge mellem 12 og 23 år, for de er jo alligevel alle sammen kriminelle - ikke?
P.S. Til enhver, der interesserer sig for debatten om hunde, kan jeg varmt anbefale Erik Westengaards glimrende bog, "Muskelhunde - hvad er det?" Den vender op og ned på en del populære vrangforestillinger.
Ole L. Olesen er seniorkonsulent ...
(... og i øvrigt den lykkelige ejer af en Olde English Bulldogge tæve. Af de 10 hunde, vi har haft i familien (Schæfere, Puddel, Labrador, Belgisk hyrdehund, Gravhund, Cavalier og Berner Sennen) er hun den mest afbalancerede og psykisk stabile hund til dato. Selv vore to katte kan spadsere mellem benene på hende, mens hun spiser. Det vil være fuldkommen bizart, hvis hun skulle blive forbudt, mens genboens uregerlige slædehunde (som i øvrigt åd én af vore kattekillinger i vores egen have) ikke bliver antastet af en lovgivning.)
