Skatteminister på togt i udlandet

Af Jan LarsenSkattestoppet er vel en af den borgerlige regerings største fodaftryk i nyere Danmarks-historie

Slettet Bruger,

02/03/2008

Af Jan Larsen

Skattestoppet er vel en af den borgerlige regerings største fodaftryk i nyere Danmarks-historie. Og regeringen skal da også have stor ros for lysten til at gribe fat i ror-pinden på den skattemæssige supertanker, inden fartøjet stikker helt af fra resten af verden.

Stoppet har i hovedtræk låst ejendomsværdiskatten fast på 2002-niveau, og det har bl.a. forhindret skatten i at stige i takt med boligpriserne i de senere år. På den måde slipper danske boligejere - helt rimeligt - for at betale en skyhøj skat af en værdi, som langt de fleste alligevel kun råder over en mindre del af. Det typiske er jo, at hovedparten - hvis ikke næsten det hele - tilhører kreditforeningen og banken, når det kommer til stykket.

Men ikke alle danskere slipper for nogle ekstra vrid på skatteskruen. Hvis man tilhører de 70.000 danskere, der ifølge Skats vurdering har købt en feriebolig i udlandet, er skattestoppet en by i Rusland. Ved boliger i udlandet beregnes ejendomsværdiskatten nemlig af den fulde handelspris.

Denne mærkværdighed er kommet frem i lyset takket være en afgørelse fra EF-domstolen (sådan hedder den stadig) i en tysk skattesag den 17. januar i år. Advokatfirmaet Kromann Reumert vurderer, at den danske praksis efter dommen er i strid med EU-reglerne om kapitalens fri bevægelighed, fordi den forskelsbehandler ejendomskøb i forskellige lande.

Beregningen af ejendomsværdiskatten på den udenlandske bolig bør altså ske på basis af ejendommens værdi i 2002, men den kan blive svær at finde frem til. Derfor mener advokatfirmaet, at Skat - af mangel på anden lovhjemmel - kan blive nødt til at betale hele ejendomsværdiskatten tilbage til de danskere, der har købt bolig i udlandet siden 2002.

Den tygger Skat nu på. Inklusive skatteminister Kristian Jensen, der vil lade det være op til et større analysearbejde, om de pågældende danskere skal have skattepenge tilbage eller ej. "Vi vil som altid efterleve afgørelser fra EF-domstolen," har han udtalt.

Danskere med bolig i udlandet har i forvejen ikke haft det alt for alt let i det seneste par år. Og det samme gælder de skønsmæssigt 800.000 danskere, som drømmer om at få det.

Først var der problemerne med at få skøde på en bolig i Tyrkiet, efter at landet havde udviklet sig til den helt store dansker-magnet. Så kom Muhammed-krisen, og en række bombesprængninger bl.a. i Tyrkiet gjorde det hele værre. Senest er priserne på boliger i en række lande stagneret eller ligefrem faldet - med hvad det giver af ekstra spekulationer forud for et køb.

På den baggrund er EU-dommen vel nok den mest glædelige nyhed i flere år for danskere med bolig i udlandet - og for danskere med overvejelser i den retning. Vi taler trods alt om tusindvis af danskere, der har fået udsigt til lidt mere velfærd!

Kristian Jensen burde deltage i glæden i stedet for blot at spekulere i analysearbejde og garantere efterlevelse af EU-domme. Omvendt kan fodslæberiet ikke komme bag på en eneste, som følger bare en smule med i skatteministerens øvrige arbejde for kapitalens fri bevægelighed inden for EU.

Skatteministeren har således netop fremsat et lovforslag, som fjerner fordelene for danske pensionister i Frankrig og Spanien. De skal nu - trods bopælen langt uden for landets grænser - beskattes i Danmark med 40 pct. af deres folkepension, hvor de hidtil har kunnet slippe med halvdelen i de to lande. Hermed vil danske ægtepar med en folkepension på til sammen kr. 200.000 om året ikke længere kunne eksistere i Frankrig, vurderes det.

Samtidig har skatteministeren udfoldet store bestræbelser på at undgå virkningerne af en anden afgørelse fra EF-domstolen, som for et år siden kendte det ulovligt, at Skat ikke vil give danskere fradrag for indbetalinger på pensionsopsparinger i udenlandske selskaber. Det strider også imod reglerne om kapitalens fri bevægelighed.

Skatteministeren måtte altså give fradrag, og samtidig fik konkurrencen på pensionsopsparinger et løft. Slutresultat: Bedre pensionsopsparinger og flere penge til velfærd for en lang række danskere.

Alt dette kunne der dog heller ikke spores den mindste glæde over i Kristian Jensens udtalelser ved den lejlighed. I stedet foreslog ministeren, at Skat så at sige skal kunne flytte med danskerne ud i verden og beskatte pensionsudbetalingerne der.

Problemet er dog angiveligt, at det i visse lande er pensionsselskabets hjemland, der har retten til at beskatte pensionsudbetalingerne. Tja. Man risikerer nu en gang at løbe ind i konkurrence, når man bevæger sig uden for landets grænser. Det gælder vel også for skattevæsener.

Er sagen i virkeligheden, at skatteministerens holdninger efterhånden kan sammenfattes på denne måde:

Skattestop: Fint.

Kapitalens fri bevægelighed: Så OK da.

Men det må bare ikke gribe for meget om sig ...

Jan Larsen er webmaster på udvandrerne.dk

Kilde: