Af Jacob Bræstrup
Det siger sig selv, at demokratier virker bedst, når vælgerne har en nogenlunde virkelighedsnær opfattelse af fakta i de forskellige politiske sager.Målt efter den standard står det sløjt til i skattedebatten. Især når det gælder de to "rigmandsskatter" - mellem- og topskat - er debatten nemlig præget af en række myter, som hverken politikere eller medier synes synderligt interesserede i at få aflivet.
Nu gør DI så forsøget med pjecen Fem myter om mellem- og topskat.
Myte: Det er kun de allerrigeste, der betaler mellem- og topskat
Tag f.eks. myten om, at det kun er en lille, rig elite (måske med udsigt til Skovshoved Havn), der bliver ramt af mellem- og topskatten. Tror man på det, er det klart, at man heller ikke tror på, at en afskaffelse af disse to skatter vil have den store effekt på arbejdsudbuddet.
For at teste mytens udbredelse har Megafon for DI spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne, hvor stor en andel af de fuldtidsbeskæftigede, de tror, betaler topskat (mellemskat er udeladt, da grænsen har bevæget sig en del de senere år). Det rigtige svar er ifølge Økonomi- og Erhvervsministeriet ca. 44 procent, men kun hver femte dansker peger på, at andelen af topskatteydere ligger på mellem 40 og 50 procent af de fuldtidsbeskæftigede. Hver fjerde tror rent faktisk, at andelen er højere, men ca. dobbelt så mange - næsten hver anden dansker - tror, at andelen af topskattebetalere er under 40 procent. 13 procent har svaret "ved ikke".
Hertil kommer, at antallet af topskatteydere ikke viser det fulde omfang af de høje marginalskatters betydning. Der ligger nemlig en stor gruppe lønmodtagere med indkomster lige under topskattegrænsen. Ved blot en lille lønfremgang - f.eks. hvis de påtager sig ekstravagter eller får overarbejde udbetalt frem for at afspadsere - vil de også skulle betale topskat. Det påvirker selvfølgelig deres arbejdsudbud. Anskuet på denne måde, anslår Økonomi- og Erhvervsministeriet, at topskatten påvirker to ud af tre fuldtidsbeskæftigede.
Det er således - stik mod myten - utopisk at forestille sig, at en afskaffelse af mellem- og topskat ikke vil have en kolossal effekt på incitamentet til at yde en ekstra indsats og dermed på arbejdsudbuddet. Og det er netop, hvad Danmark har brug for.
Myte: Det er mellem- og topskatten, der finansierer velfærdsstaten
Dette er også en velkendt myte i skattedebatten - på trods af at den står noget i kontrast til den foregående: Selv om mellem- og topskat i mange danskeres øjne kun rammer et fåtal af personer, støder man ofte på den opfattelse, at netop indtægterne fra disse to skatter udgør fundamentet for velfærdsstaten. Uden dem, ville velfærdssamfundet, som vi kender det, kollapse.
At denne myte er endog meget udbredt, bekræfter den føromtalte Megafon-undersøgelse. Sandheden er, at mellem- og topskat tilsammen bidrager med lige under tre procent af statens samlede indtægter. Men kun syv procent af danskerne tror, at de to skattetyper bidrager med fem procent eller mindre af statens samlede indtægter. Hver fjerde dansker svarer "ved ikke", men de resterende to ud af tre overvurderer, hvor meget de to skatter bidrager med - de fleste endda meget betydeligt. Således tror over halvdelen af danskerne, at mellem- og topskatten bidrager med mere end 10 procent af statens samlede indtægter, hver tredje tror, at bidraget udgør over 30 procent, og hele 15 procent - ca. hver syvende dansker - tror, at de to skatter tilsammen indbringer mere end halvdelen af statens indtægter.
Alt i alt tror danskerne gennemsnitligt, at staten får hver tredje indtægtskrone fra mellem- eller topskatten. Det er mere end 10 gange højere end i virkeligheden. I det lys kan det jo ikke overraske, at mange danskere stejler, når forslag om at sænke eller afskaffe mellem- og topskatten luftes i debatten: De tror simpelthen, at det vil fjerne finansieringen af den offentlige sektor.
Myte: Vi kan ikke arbejde mere, end vi allerede gør
De danskere, der abonnerer på denne myte, kan ikke forstå, hvorfor en organisation som DI siger, at en afskaffelse af mellem- og topskatten vil øge arbejdsudbuddet. De - og deres venner - har i forvejen så travlt, at de umuligt kan klemme en ekstra arbejdstime ind, uanset hvor lav skatten bliver. At denne myte er udbredt bliver jævnligt bekræftet i diverse voks-pops og opinionsmålinger, hvor danskerne over en bred kam svarer, at de har travlt, og ikke har tid til mere arbejde.
Sandheden er imidlertid, at de arbejdende danskere tilbringer meget få timer på jobbet, sammenlignet med andre lande. Sådanne internationale sammenligninger falder især dårligt ud for de højtuddannede danskere, som i forhold til tilsvarende uddannede i andre lande arbejder relativt få timer.
Når vi alligevel føler, vi har så frygtelig travlt, så skyldes det alt det, vi laver, når vi ikke er på arbejde. For vi holder nemlig ikke fri. Vi støvsuger og støver af, slår græs og klipper hæk, køber ind og vasker op, vasker tøj og pudser vinduer. Hvis vi da ikke maler, lægger ny flisegang, opfører carport eller sætter nyt køkken op. Danske kvinder bruger ugentligt over 20 timer på almindeligt husarbejde - eksklusiv børneomsorg. Mænd bruger godt 12 timer ugentligt på den slags, men tilbringer så til gengæld 200 timer om året i færd med diverse gør-det-selv projekter. Kvinderne bruger ca. 60 timer om året på den aktivitet.
Så når man ser en tilfældig dansker på TV svare, at vedkommende vil bruge en skattelettelse til at holde mere fri, så tænker personen i virkeligheden: Fedt, så kan jeg komme en time tidligere hjem og få ordnet garagen, klippet hækken, eller hvad det nu er, der trænger til en kærlig hånd derhjemme. De fokuserer ensidigt på, at skattelettelsen vil give dem flere penge mellem hænderne, så de kan gå ned i tid uden at miste indkomst. Men hvis skattelettelsen er fornuftigt indrettet, så er der yderligere to effekter: For det første stiger gevinsten ved at arbejde. Og for det andet falder omkostningen ved at købe sig til hjælp i hjemmet.
I dag skal en topskatteyder tjene over 900 kr. før skat for at kunne aflønne en håndværker bare 100 kr. efter skat. Uden mellem- og topskat falder beløbet til under 400 kr. Med ét kan det dermed for en meget større gruppe danskere - med mindre de har hænderne specielt godt skruet på - betale sig at tage nogle ekstra timer på arbejdspladsen og i stedet betale sig fra gør-det-selv arbejdet derhjemme.
Den største effekt kommer dog uden tvivl fra de højtuddannede kvinder. Danmark udmærker sig i dag som ét af de få lande i Nordeuropa, hvor højtuddannede kvinder arbejder mindre end lavere uddannede kvinder, og hvor forskellen mellem mænds og kvinders arbejdstid derfor stiger, desto højere uddannelse de har.
En oplagt årsag til dette er, at en dansk topskatteyder skal tjene næsten 500 kr. før skat for at kunne betale en ufaglært timeløn (f.eks. til rengøring). Der er ikke mange danskere som oppebærer en så høj timeløn, at det kan betale sig, også selv om en professionel rengøringsassistent uden tvivl kan gøre jobbet både hurtigere og bedre. Derfor vælger mange familier i stedet, at den ene part går ned i tid og passer huset. Og da det som regel er kvinden - lang uddannelse eller ej - der har den laveste timeløn i parforholdet, er det også ofte hende, der må ofre karrieren, så familien får mere tid til at være sammen uden at skulle bruge hele tiden på husarbejde.
Uden mellem- og topskat falder den løn, en topskatteyder skal tjene for at kunne honorere en ufaglært timeløn, til under 300 kr., hvilket straks gør det meget mere realistisk for højtuddannede kvinder at forfølge karrieren og betale sig fra de huslige opgaver. Og det vil uden tvivl være en udvikling, som efter nogle år vil sætte sine spor både på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne.
Myte: Uden mellem- og topskat er det ikke længere de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder
Sjældent debatteres skattelettelser i toppen, uden at én eller anden politiker på et tidspunkt skærer igennem og siger, at vedkommende ikke vil acceptere et skattesystem, hvor det ikke længere er de bredeste skuldre, der bærer de tungeste byrder.
Er der hold i den frygt? Overhovedet ikke!
Mellem- og topskatten betales i dag næsten eksklusivt af de højestlønnede 20 procent af skatteyderne. Dét, der også kaldes 9. og 10. indkomstdecil, hvor hvert decil refererer til 10 procent af skatteyderne: første decil er de 10 procent lavestlønnede osv.
Disse 20 procent skatteydere betaler i dag helt nøjagtig halvdelen af den samlede indkomstskat, og dermed står de sidste 8 ud af 10 skatteydere tilbage med kun halvdelen af den samlede skatteregning. Heraf løfter 7. og 8. decil tilsammen ca. halvdelen, hvilket efterlader en fjerdedel af den samlede skattebyrde til at blive båret af de sidste 60 procent skatteydere. I den forbindelse skal det måske også nævnes, at 1.-5. decil består næsten udelukkende af overførselsmodtagere, som altså betaler skat af deres overførsler.
Det nuværende system er således i særdeleshed indrettet, så de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Og sådan vil det fortsat være, selv hvis man afskaffer mellem- og topskatten. De 20 procent højestlønnede ville nu ikke længere betale 50 procent af den samlede indkomstskat - men ca. 47 procent. Det ville fortsat være betydeligt mere end deres andel af den samlede indkomst, som er på ca. 42 procent.
Og det er endda før de adfærdsmæssige virkninger gør sig gældende. Pointen med at sænke skatten er jo netop at øge arbejdsindsatsen for dem, der får lavere skat. Og det vil jo øge både indkomsten - og skattebetalingen - for netop denne gruppe. Det betyder altså, at mellem- og topskatteydernes andel af skattebetalingen - selv uden mellem- og topskat - vil krybe opad igen mod de 50 procent.
Myte: Uden mellem- og topskat vil uligheden eksplodere
Denne sidste myte er enten drevet af ren og skær misundelse, eller - hvis man skal være venlig - af oprigtig bekymring for følgerne af et samfund, hvor der er enorme forskelle mellem top- og bund.
Der er dog intet at være bekymret for.
Danmark er i dag verdens mest lige land, hvis man ser på indkomstfordelingen efter skat. Og her er endda ikke engang medtaget den omfordelende effekt, som det offentlige forbrug har i sig selv. Nærmeste konkurrent til titlen er Sverige, og så er der ellers et par placeringer ned til lande som Finland og Norge.
For et par år tilbage beregnede CEPOS, at en total afskaffelse af topskatten slet ikke ville rykke på Danmarks placering som verdens mest lige land. Vi ville rykke tættere på svenskerne, men ikke passere dem. Afskaffer vi også mellemskatten, sådan som bl.a. DI foreslår, har CEPOS beregnet, at Danmark lige akkurat sniger sig forbi Sverige og dermed falder ned på en andenplads over de mest lige lande i verden.
Som nævnt er beregningerne imidlertid et par år gamle, og eftersom Sverige de seneste par år har reduceret skatten på arbejde ret betydeligt, er det usikkert, hvorvidt det stadig vil være tilfældet. Uomtvisteligt er det dog, at Danmark - selv uden mellem- og topskatten - vil være at finde blandt de to økonomisk mest lige lande i verden. Så med mindre man mener, at de sociale spændinger i Sverige - og i endnu højere grad Norge og Finland - er faretruende for sammenhængskraften, så skal stigende ulighed ikke være begrundelsen for at frygte en afskaffelse af mellem- og topskatten.
Det er i øvrigt værd at pointere, at hvis man ser bort fra det faktum, at folk henover et langt livsforløb kan have meget varierende indkomst, så eliminerer man cirka halvdelen af den målte ulighed.
Jacob Bræstrup er cand. scient. pol og skattepolitisk konsulent hos Dansk
Industri
