"Sociologisk levende" islamforskning

Af Kim MøllerDen danske islamdebat er polariseret i en grad, ingen kan være tjent med, hvad den store mediedækning om min nyligt udgivne bog, Ve...

Slettet Bruger,

10/02/2008

Af Kim Møller

Den danske islamdebat er polariseret i en grad, ingen kan være tjent med, hvad den store mediedækning om min nyligt udgivne bog, Vejen til Damaskus, om dansk islamforskning vidner om. For at forklare problemets karakter, vil jeg kort opridse bogens mere overordnede pointer.

Jeg påviser historiografisk, hvorledes den danske islamforskning har bevæget sig fra sprogvidenskabelige studier af Koranen, i retning mod sociologiske feltstudier af muslimer som enkeltstående individer. De forskningsmæssige modpoler er i den henseeende Frants Buhl (d. 1932) og Jørgen Bæk Simonsen (f. 1951). Hvor førstnævnte professionaliserede den danske islamforskning i 1880'erne, blandt andet ved at tage det store opgør med den kristen-fundamentalistiske tilgang (Islam er løgn, fordi Kristendommen er sand), så viser min analyse, at sidstnævnte omkring 1988-1990 undsiger sit tidlige forfatterskab, og nu qua sin accept af enkeltstående muslimers trosbaserede opfattelse, reelt islamiserer islam som forskningsobjekt. 'Gone native' kalder man det indenfor antropologien.

Det er således hårde anklager, jeg retter mod en af Danmarks mest citerede samfundsforskere, og selvom jeg ikke går langt ind i motivanalysen, så påpeger jeg dog, at Bæk Simonsens paradigmeskifte vidner om, at forskere ikke kan forstås uafhængigt af deres samtid. Hvor Buhl meget tidstypisk essentialiserede den enkelte muslim med baggrund i dennes religiøsitet, så er det min opfattelse, at Bæk Simonsens (nye) individorienterede tilgang er en konsekvens af den verserende debat om islam og multikultur i en dansk kontekst.

Som jeg skrev i det oprindelige historiespeciale, gav "Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur ikke videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen, men [...] ofte blot en slags idealiseren af 'gode intentioner' i forhold til den enkelte muslim i en konkret dansk sammenhæng".

Så vidt bogens overordnede pointer og kritikken af Jørgen Bæk Simonsen, der desværre kun indirekte refereres af medierne. Hvor borgerlige medier gerne vil gøre undertegnede til islamforsker og ikke fokuserer på bogens dokumentation, så er de øvrige medier endnu længere fra bogens budskab.

Dagbladet Information gjorde bogen til emne for en stort anlagt bogdebat (26/1-08), men undlod at forholde sig konkret til bogens konklusioner. I stedet refereres mit synspunkt som værende et krav om objektivitet - noget jeg et par dage tidligere understregede overfor journalisten bestemt ikke var tilfældet.

Politiken var ikke stort bedre. Det fremhæves i en overskrift, at jeg kritiserer Bæk Simonsen for at ville "afkristne Danmark" (31/1-08), men som jeg fortalte journalisten, så er det på ingen måde bogens budskab, ikke blot fordi jeg ikke er kristen (udmeldt af Folkekirken som 18-årig), men fordi Vejen til Damaskus ganske enkelt ikke er et kristent stridsskrift. I samme artikel kunne man læse, at jeg kritiserede Bæk Simonsen for at - og jeg citerer - "holde for meget af muslimer".

Forfatteren til Kristeligt Dagblads anmeldelse (5/2-08) kommer fra samme forskermiljø som Jørgen Bæk Simonsen, og helt ned i detaljen virker det som den 'forurettedes' personlige genmæle. I lighed med Bæk Simonsens nyere værker er han dybt polemisk, og meget sigende for hele artiklen forsvares den sociologiske tilgang med den argumentation, at den da også har "givet 'strammerne' gode kort på hånden".

Den røde tråd i bogen, som jeg har fremhævet igen og igen overfor de journalister, jeg har talt med, er, at der er behov for både en filologisk og sociologisk tilgang til problematikken. Den enkelte muslim skal naturligvis ikke stå til ansvar for alt, der står i Koranen, men samtidig må det være legitimt at fortsætte studiet af helligteksterne, selvom der nu, modsat tidligere, også er danske muslimer. Studiet af islam kan ikke reduceres til integrationsforskning, og man behøver ikke være en større geopolitisk tænker for at se, hvorledes den islamiske verden konkretiserer de "naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser" af Koranen - for nu at bruge Bæk Simonsens ord - før paradigmeskiftet.

Et paradigmeskifte alle sådan set anerkender, men kun indirekte formulerer, fordi anerkendelse af det faktuelle, i journalistisk henseende, medfører en række ubehagelige spørgsmål relateret til Bæk Simonsens motivation.

Bortforklaringerne er dog også i sig selv interessante. En forsker vælger i Information den offensive tilgang og hævder, at det er undertegnede, der "ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning". Jeg er ganske enkelt ikke dygtig nok.

Politiken er mere defensiv og henviser til, at Bæk Simonsen reelt var diplomat i Damaskus i årene 2001 til 2005 og derfor nødvendigvis måtte "udtale sig anderledes end en uafhængig forsker".

Jørgen Bæk Simonsen selv udtrykker sig som altid med et abstraktionsniveau af en anden verden, men erkender dog at der har fundet en bevægelse sted væk fra de skriftlige kilder. Som han selv forklarede det til Politiken (31/1-08):

"Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende."

For nyligt blev islam sociologisk levende på en måde, jeg allerede havde mødt i teksterne. 73 døde, heraf mange børn, da jihadister i deres kamp mod det spirende irakiske demokrati detonerede bomber anbragt på to retarderede kvinder midt på dyrskuer i hovedstaden.

Kim Møller er cand. mag. i historie og blogger på uriasposten.net

Klik her for at købe Kim Møllers bog, "Vejen til Damaskus", hos saxo.com for 178,00 kr.

Kilde: