Star Wars i dansk politik

Af Mads Storgaard Jensen

Mads Storgaard Jensen er forfatter og filosof

Med udnævnelsen af Karen Jespersen som socialminister blev vi endnu en gang vidne til, at der er ved at gå Star Wars i dansk politik. Ved indsættelsen proklamerede hun nemlig frejdigt: "Nøgleordet for mig er ordet sammenhængskraft. Hovedopgaven i de kommende år bliver at holde sammen på Danmark." En udtalelse, der kun er ét skridt fra "may the force be with you".

Nok en gang må vi konstatere, at VK-regeringen lever af åndeligt vraggods fra den socialdemokratiske tænkning, den her gang begrebet sammenhængskraft. Det er hævet over enhver tvivl, at Karen Jespersen - og såmænd også Anders Fogh Rasmussen, der fra tid til anden også tager begrebet i sin mund - tænker i fællesskabet.

Nuvel, vi synes vel alle godt om fællesskabet og sammenhængskraften? Det er vel evidente goder for samfundet, hvis de to ting er tilstede? Svaret er umiddelbart ja. Men kun hvis de allerede eksisterer. Derimod er det straks mere betænkeligt, hvis man gør dem til politiske målsætninger. For her foregøgler man, at det med politiske midler er muligt at tilføre samfundet mere solidaritet og ikke mindst, at denne solidaritet i sig selv løser nogle af samfundets problemer.

Hvad de kære socialdemokrater - for idéen er essensen af socialdemokratisk tænkning - postulerer med begreber som sammenhængskraft og fællesskab er, at der imellem staten og borgerne er enighed om, hvad det fælles projekt er. Socialdemokraterne er så selvgode, at de ikke kan forestille sig, at nogle ville være uenig i deres altid velmenende tiltag. Fordi venstrefløjstænkning fundamentalt set er rundet af omsorgen for de svage, tænker en god socialdemokrat per definition, at vi alle er i samme båd. Derfor giver det her god mening at tale om sammenhængskraft og fællesskab.

Men det burde det ikke gøre for de borgerlige. Her burde man vide, at staten og borgerne aldrig har haft fælles interesser. Enhver, der har ringet dødssyg til vagtlægen og fået at vide, at han bare kan tage nogle panodiler og lægge sig i sengen, ved, hvad jeg taler om. Enhver, der er ude i fortolkning af skattesager med skattevæsenet, ved, hvad jeg taler om. Enhver arbejdsløs, der bliver konfronteret med arbejdsløshedssystemets idiotiske, moraliserende tiltag ved, at staten har andre interesser end den enkelte borger. Sådan har det altid været.

En borgerlig bør ikke foregøgle, at fællesskabet er midlet eller målet for løsningen af samfundets problemer - selv om der findes eksempler på konservatisme, der tænker i kulturelle fællesskaber. Her burde man vide, at statens rolle er at udstikke rammerne for samfundslivets udfoldelse, og borgerne tilpasser sig så herindenfor med deres respektive individuelle projekter. Eneste krav er, at man overholder loven.

Derfor er ikke kun begreber som sammenhængskraft og fællesskab tvivlsomme. Det burde heller ikke give mening at tale om parallelsamfund - som Karen Jespersens bedre halvdel Ralf Pittelkow glad og gerne gør - for samfundet er ikke andet end parallelle kulturer, der har forskellige interesser. Kun hvis man i disse såkaldte parallelsamfund bryder loven, er det et problem - men det er vel at mærke lovbruddet, ikke den parallelle kultur, der er problemet. Det er jo ikke, hvad vi er, der er kriminelt, men hvad vi gør.

Nuvel, nogle vil sige, at det er et problem med grupperinger, hvor man dyrker fx autonom romantik eller islamisk fundamentalisme - også inden de bryder loven. For det er netop denne alternative kultur, der er årsag til lovbrud. Men faren ved denne tankegang er jo, at man skaber en gråzone, hvor den ene og den anden tankegang kan kriminaliseres, fordi den ikke passer ind i fællesskabets interesser. Er det et skråplan at sige, at borgerne kan være parallelle og asociale lige så tossede, de vil, så længe de holder sig inden for lovens rammer?

Jeg indrømmer gerne, at det i sig selv ikke behøver være en realpolitisk katastrofe, hvis en borgerlig socialminister taler om sammenhængskraft. Men sagen er jo et symptom på, hvordan man i det danske demokrati på både højre- og venstrefløjen har vanskeligt ved at tænke i løsninger, der ikke har fællesskabets eksistens og fælles interesser som forudsætning.

Hvis man som politiker forestiller sig samfundet som et fællesskab af fælles interesser og antager, at borgerne tænker det samme, vil man fundamentalt set vælge de forkerte løsninger - fordi man forestiller sig borgerne mere sociale, end de egentlig er. Eller man vil bruge sin energi på at lave love og forslag, der alene har som formål at socialisere borgerne. Tænk eksempelvis på integrationserklæringen, hvor man som sammenført ægtefælle skal skrive under på, at man vil arbejde aktivt på at blive integreret og lære dansk kultur at kende. Hvorfor bruger politikerne tid på at vedtage så symbolsk en lov, hvis ikke det er, fordi det luner at forestille sig, at vi alle bør være jovialt glade for hinanden. Samtidig med, at man så ikke bruger sin tid på at overveje, hvad der virkelig skal til af realpolitiske løsninger for at få eksempelvis ægtefællesammenførte ud på arbejdsmarkedet.

Så ikke før politikerne erkender, at Danmark ikke er en klub, vil vi for alvor kunne træde ind i fremtiden.

Mads Storgaard Jensen er forfatter og bidragsyder til flere bøger, heriblandt: Forandre for at bevare? - tanker om konservatisme , Den konservative årstid - betragtninger og visioner efter 2001 , romanen Tænk at Grace Kelly eksisterer og debatbogen Når politik bliver pop (endnu ikke udkommet).