Af Finn Ziegler
Lene Espersen er nu kun en agurketid fra at fejre 1 års-jubilæum som leder for Det Konservative Folkeparti. Det har unægteligt været et turbulent første år for den nye partileder og økonomiminister, præget af finanskrise, bankers likviditets- og solvensproblemer samt begyndende økonomisk nedtur.Lene Espersen har iværksat flere offentlige redningsaktioner overfor skrantende banker, øget garantien for bankindskud og indført støtteordninger for byggesektoren. Og hun var med til at gennemføre den omdiskuterede skattereform, som nok sænker marginalskatten på arbejde fra 63% til 56,1%, men også øger det samlede skattetryk gennem stigende punkt-, miljø- og energiafgifter. Stigningen i skattetrykket gælder også, hvis man helt ser bort fra dynamiske effekter, altså øgede skatteindtægter fra arbejde udløst af lavere marginalskat.
Flere penge i de offentlige kasser og offentlige støtteordninger til erhvervslivet er ikke udpræget konservativ politik. Alligevel er der i store dele af det konservative bagland tilfredshed med den nye formand. Det skyldes måske nok så meget forgængeren som de politiske resultater. Bendt Bendtsen blev ikke anset for nogen god billetsælger for de Konservative. Men hvis man i baglandet havde forventet mirakler under den nye partileder, må man i dag være skuffet. Meningsmålinger ligger uforandret på omkring 10% og de konservative fingeraftryk er svære at få øje på.
Det forgangne år har vist, at det fortsat er populisterne i Venstre og Dansk Folkeparti, som trækker det længste strå. Måske er de konservative ministre så glade for taburetterne og magten, at de stort set finder sig i hvad som helst. Selv vil de nok hævde, at de jo skal tælle til 90 mandater og derfor må gå på kompromis. Men de politiske udspil fra Det Konservative Folkeparti, som må forventes at afspejle, hvad partiet gerne selv vil, er ikke mindre bekymrende. Partiet synes nu at efterabe Venstre i omklamringen af velfærdsstaten og er parat med egne opportunistiske ideer til fortsat kollektivisering af landet.
Den nye partileder lagde ud med på landsmødet i 2008 at afvise en fornyet udgave af Kristian Mogensens 11 bemærkninger fra 1974. Mogensens oprindelige bemærkninger, som understreger individernes ansvar og frihed og gør op med den tiltagende socialisering og skatteplyndring, blev formuleret efter valgnederlaget i 1973 og interne opgør mellem forskellige fløje i Det Konservative Folkeparti. Bemærkningerne lagde fundamentet for en fornyet fremgang for det konservative parti. Det var klar tale, som vi ser i følgende udsagn: "Vi må fremme forståelsen for, at det først og fremmest er folks egen indsats, som skaber tryghed og gode kår; det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen".
I stedet for en relancering af de konservative 11 bemærkninger har Lene Espersen nu lanceret arbejdsprogram, der, som det hedder på partiets hjemmeside, er de "konservatives vision for den fremtidige udvikling og styrkelse af den danske velfærdsstat". De Konservative har lanceret et skoleudspil, som ifølge omtale i Politiken skal gøre lærerne stolte og glade. Partiet vil også indføre en obligatorisk ordning med "sund mad til alle" i folkeskolen og dermed fortsætte den forfejlede kollektivisering af ansvaret for børnenes opdragelse og ernæring, som regeringen har startet med den tåbelige madordning i landets daginstitutioner.
Partiet har også lanceret en såkaldt "frihedsreform". Den handler (desværre) ikke om at give borgere og familier mere ansvar og større frihed. Næ, den handler såmænd om at give offentligt ansatte mere frihed. De skal "fritages overflødige regler og papirnusseri". Og senest har den konservative sundhedsminister annonceret, at han i EU vil kæmpe for en massiv stigning af afgifterne på cigaretter. Som om afgifterne på det "usunde" ikke var hævet nok med skattereformen!
Den offentlige sektor skal altså fortsætte med at vokse, ligesom den er vokset under Bendt Bendtsens lederskab, nu blot med mindre styring af de offentligt ansatte. De konservative borgmestre vil også have "mere frihed" fra central styring, hvilket helt sikkert ikke vil resultere i lavere offentlige udgifter. Kommuner med konservative borgmestre er i forvejen blandt de mest ødslende kommuner her i landet ifølge en analyse foretaget af CEPOS. Følgende kommuner med konservative borgmestre er mere end 10% dyrere end landet billigste kommune (Holbæk) i udgifter per indbygger: Allerød (+25%), Høje-Taastrup (+18%), Hørsholm (+16%), Vallensbæk (+15%), Helsingør (+13%), Lyngby-Taarbæk (+13%) og Gentofte (+10%). Den konservative kommunale klynkeklub kunne passende gennemfører besparelser i stedet for at beklage sig.
Den politiske kurs, hvor man forkaster konservative grundprincipper for at lefle for offentligt ansatte og konkurrere med andre partier med opportunistiske ideer, vil næppe styrke de Konservative. Vælgerne er usikre på, hvor de har de Konservative. Hvis Det Konservative Folkeparti skal genvinde sin tidligere tiders styrkeposition, er der brug for en anderledes strategi. Det bedste, de Konservative kan gøre, er 1) at udtræde af regeringen, 2) at vende tilbage til rødderne og konservative grundprincipper samt 3) at efterleve gamle dyder som arbejdsomhed og mådehold.
Dansk Folkeparti har vist, at det er muligt at opnå betydelig indflydelse på regeringens politik udenfor snarere end indenfor regeringen. De Konservative kunne formentlig opnå større indflydelse ved at forlade regeringen.
Vigtigst er det dog, at de Konservative vender tilbage til rødderne.
Grundprincipperne i konservatismen bør afspejles i de politiske udspil. Disse grundprincipper er anerkendelsen af menneskers forskellighed, friheden til at kunne tilrettelægge egen tilværelse uden indblanding fra andre, individets ansvar og pligt til at forsørge sig selv samt statens begrænsede opgave, som primært består i at bidrage med orden, sikkerhed og måske et minimalt socialt sikkerhedsnet. For den konservative er vi for længst forbi det punkt, hvor den enkeltes frihed og ansvar skal ofres for mere orden og sikkerhed.
Derfor skal de Konservative ikke kæmpe for at styrke den offentlige sektor. De Konservative skal styrke borgeren, familien og civilsamfundet på bekostning af kommuner, stat og EU. Konservative skal eksempelvis kæmpe for, at forældrene (ikke lærerne) får mere frihed, f.eks. gennem privatisering af skoler og direkte tilskud til forældrene, som de kan bruge på en selvvalgt skole.
Konservative skal naturligvis modarbejde ethvert tiltag til yderligere socialisering. Derfor vil det mest anvendte ord i den konservative politikers sprogbrug formentligt være ordet nej. Nej til nye skatter, nej til nye afgifter, nej til nye reguleringer, nej til at staten og kommunerne overtager familiernes opgaver, ansvar og indflydelse, nej til nye offentlige udgifter og nej til, at stegte duer kommer flyvende ind i munden af sig selv. Og nej til Venstre og Dansk Folkepartis populisme. Nej, nej og atter nej.
Endelig bør konservative politikere leve efter gamle dyder som arbejdsomhed og mådehold i deres politiske virke. Især efter Bendt Bendtsen er der grund til vise sig som klassens bedste elever på dette punkt. De Konservative bør være de mest velforberedte, så de kan arbejde målrettet for at styrke det personlige ansvar og frihed. Og de Konservative skal være mådeholdende, når det gælder forbrug på fællesskabets regning. Den konservative tager derfor hellere madkassen med end at lade sig bespise med rejemadder på det offentliges regning. For den konservative ved, at hverken rejemader eller stegte duer kommer flyvende ind i munden af sig selv, men er fremskaffet af flittige borgeres slid og slæb.
De stegte duer kommer ikke flyvende i munden af sig selv, heller ikke på konservative. Det kræver hårdt arbejde at bringe Det Konservative Folkeparti op på en størrelse, det har haft i fordums tid. Men det kan lykkes, og Danmark har brug for et rendyrket og stærkt konservativt parti her på tærsklen til en (måske) længerevarende økonomisk krise.
Finn Ziegler er public affairs-chef
