Af Rune Kristensen
På trods af, at debatten i de fleste medier fra nu af og frem mod den 7. juni vil koncentrere sig om EU-politik, så er det ikke det, emnet er i denne klumme - selvom overskriften kunne friste mig til at skrive herom. Nej, denne klumme handler om et nej til forslaget om tronfølgeloven, som vi har folkeafstemning om selv samme dag, hvor der er valg til EU-Parlamentet. Vi skal kort opsummeret stemme om et forsøg på indførelse af ligestilling i vores Kongehus.Min pointe med nærværende indspark i debatten omkring tronfølgeloven er, at begrebet ligestilling slet ikke giver mening i Kongehuset. Det gjorde det ikke i 1853, da linierne i loven blev nedskrevet, det gjorde det ikke, da linierne blev omformuleret i 1953, og det gør det ikke i 2009, hvor linierne igen skal op til revision.
Meningsmålinger viser dog, at en stor del af befolkningen har ændret holdning, ligesom en stor del af partierne har det. I 1953 var der ifølge en Gallupmåling stor modstand mod tankegangen bag det forslag, som befolkningen skal behandle om nogle uger.
Min tese er dog, at det handler om viden og oplysning. Hvis folk fik en mere nuanceret information om afstemningens indhold, så tror jeg, at meningsmålingerne i disse dage ville pege i den anden retning. Dertil kommer, at det ikke er befolkningen i 2009, der kommer til at opleve beslutningens virkninger. Ja, faktisk er det ret sandsynligt, at de fleste stemmeberettigede ikke lever, når denne lovændring til sin tid bliver aktuel. Vi skal trods alt skifte regent hele tre gange, før beslutningen bliver befolkningen vedkommende. Alene derfor bør man stemme nej, og lade beslutningen udskydes til den generation, som den vil vedrøre om 70-80 år.
Den altoverskyggende grund til at stemme nej handler dog om ligestillingsbegrebet - og dets påvirkning på Kongehuset. En total ligestilling i monarkiet vil nærme sig en republik, og derfor er lovændringen et skridt på vejen væk fra en gammel tradition. Når ja-siden populært spørger, hvorfor en lille prinsesse i lyserødt ikke er ligeså god som en lille prins i lyseblåt, så giver det også mening at spørge sig selv, hvorfor en almindelig lille pige eller en almindelig lille dreng ikke er ligeså god som en tilsvarende i kongefamilien? Svaret giver sig selv: Ideen og grundtanken bag monarkiet er dybest set særstilling - og fjerner vi denne, så udvander vi monarkiet.
Kongefamilien er særstillet. Kongen er særstillet. Dronningen er særstillet. Den førstefødte er særstillet. Og sådan skal det blive ved med at være.
Jeg kan ikke blive tronarving, og jeg ønsker ikke at være særstillet som dem. Jeg vil ikke møde en royal i køen i Bilka. Jeg vil ikke have, at Dronningens mand bliver konge på linie med, at kongens kone bliver dronning (læs: Prins Henrik vil blive til Kong Henrik, hvis der kommer ligestilling). Og sådan kunne jeg blive ved.
Hele tanken bag monarkiet er et udtryk for særstilling, og derfor giver det ikke mening at tale om ligestilling internt i den royale familie. Ikke alt kan afgøres af logikker og ideologier. Der er et punkt, hvor logikken bør stoppe med at regere, og værdierne, følelserne og traditionen tage over. Dette punkt mener jeg, at vi har nået.
Jeg er fortaler for ligestilling - jeg er en af de få, der går så meget ind for ligestilling, at jeg er imod positiv særbehandling. Ligestillingen i Danmark har gennemgået en hastig og glædelig udvikling i de seneste 150 år. Der er naturligvis stadigvæk mål at nå mod øget ligestilling, men Kongehuset bør ikke være et af dem. Ligeså vigtig som kampen for ligestilling er nemlig de historiske værdier, som vi kan hænge vores danske arv op på.
Jeg tror på, at hvis danskerne præsenteres for disse argumenter, så vil en stor del af dem stemme nej. Netop derfor er det helt grotesk, at det er Statsministeriet, der også har stillet lovændringsforslaget, som skal føre hele oplysningskampagnen om tronfølgeloven frem mod den 7. juni. Det er altså forslagsstilleren selv, der nu vil bruge fem millioner kroner på at påvirke folk op til folkeafstemningen.
Argumentet er, at man i Statsministeriet frygter, at forslaget falder uden kampagnen, grundet reglen om de 40 procents tilslutning - denne vender jeg tilbage til. Man vil altså benytte statskroner for at få gennemtrumfet lovændringen. Jeg er imod, at der bruges penge på statslig propaganda, og hvis der skal bruges penge på oplysning, så mener jeg, at det må komme både ja- og nej-siden til gode. De metoder, som vi ser fra den nye statsminister, nærmer sig jo Sovjet-lignende tilstande med statslig propaganda.
Jeg og Konservativ Ungdom stiller gerne kompetencer til rådighed i oplysningens ånd for en flersidet information. Og jeg deltager gerne i en debat på landsdækkende tv eller andre steder om emnet med Statsministeren eller andre partiformænd. Som ved alle andre afstemninger bør der vel være en afslutningsdebat, når nu der skal være så megen information?
Flere og flere har rejst spørgsmål til mig vedrørende opbakningen på de 40 %, som kræves, for at lovgivningen kan vedtages. Det er ikke stemmedeltagelsen, den regel henviser til, som mange tror. Det er opbakningen. Man kan altså roligt stemme nej uden at tælle med i de 40 %.
Jeg har herunder helt objektivt kategoriseret stemmemulighederne ved det forestående valg:
Stem nej, hvis du er for monarkiet, og dermed har respekt for dets traditioner! Hvis du er imod Kongehuset, og ønsker at udstille dets traditioner negativt! Samt hvis du er i tvivl!
Stem ja, hvis du ik-ke kan læ-se oven-stå-en-de!
Stem blankt, hvis du er imod Kongehuset, og ingen indflydelse ønsker på dets opbygning!
Du kan blive væk, hvis du er 100 % sikker på, at der kun kommer 39,9 % af befolkningen og sætter kryds ved ja!
Følg ovenstående stemmeguide, og så tror jeg, at der er noget at fejre den 8. juni. Jeg ser frem til resultatet!
Rune Kristensen er BA. scient. pol. og landsformand for Konservativ Ungdom
