Af Niels Westy Munch-Holbek
Siden unge, primært med muslimsk baggrund, valgte at bruge vinterferien til afbrænding af biler, skoler, affaldscontainere, stenkast og hærværk, har der været mange bud på, hvorfor det er kommet så vidt. Overordnet kan de forskellige bud deles op i to forklaringsmodeller. Venstrefløjens offermodel, som den f.eks. fremgår af socialpædagog Manu Sareens udtalelser til Politiken om, at "du og jeg har sammen med resten af samfundet været med til at skabe den her situation".Offermodellem synes, sine mange variationer til trods, primært at kredse om diskrimination og racisme som gennemgående forklaringsvariabel. Ideen om, at muslimer diskrimineres, fordi de er muslimer, er altså ikke opfundet af Islamisk Trossamfund. Denne forestilling var på plads, før den første muslimske indvandrer stort set havde sat sine ben på dansk grund.
Heroverfor står hvad vi kan kalde en borgerlig forklaringsmodel, hvor der lægges vægt på forældrenes og de unges eget ansvar.
Absurditeten i påstanden om diskrimination og racisme som forklaring burde egentlig være åbenlys - eller som kultursociolog Mehmet Ãœmit Necef fra Syddansk Universitet siger det i et interview: "Danmark har modtaget de unges forældre for 20 år siden. Givet dem lejligheder, sprogkursus og sociale ydelser. Lige nu er økonomien god, og de unge får masser af chancer. De må selv gribe dem." Selv om det formentlig er en historisk fejltagelse uden historisk sidestykke, at man i den grad sikrede de nyankomne en levestandard, de kun vanskeligt kan forbedre ved at arbejde, kan det næppe tolkes som udtryk for diskriminering og racisme.
Selv om det aldrig er empirisk påvist, at Danmark skulle være særligt præget af diskrimination og racisme, er det blevet til en nærmest religiøs besværgelse, der indgår som en naturlig del i "kirken for korrekte politiske holdninger". Holdninger der danner grundlag for en stor del af integrationsundervisningen på landets seminarer - og nyhedsdækningen i en række af landets medier.
Naturligvis har situationen også været brugt af de sædvanlige grupperinger på begge sider af den religiøse "frontlinie". Her betragter man primært sine medmennesker ud fra deres religiøse baggrund. Det gælder selvfølgelig Islamisk Trossamfund med dets evindelige fremturen om, at de diskrimineres, fordi de er muslimer - måske et udtryk for det gamle ordsprog, "tyv tror, hver mand stjæler"?
Fra den anden side hævdes, at unge muslimers muslimske baggrund forklarer deres asociale opførsel. Uden at bruge mere tid på denne forklaring, kan man jo spørge sig selv, hvorvidt man ville tage det alvorligt, hvis nogen foreslog, at rockernes kriminalitet primært skyldtes deres kristne baggrund?
Fælles for religionsmodellen og offermodellen er, at de bygger på et stærkt reduktionistisk og kollektivistisk menneskesyn, hvor mennesket bliver et (forudsigeligt) produkt af sin opvækst.
Den stigning i kriminaliteten, vi oplevede i 2. halvdel af det 20. århundrede herhjemme, skete ikke efter, men før den hastige vækst i antallet af herboende indvandrere og flygtninge fra muslimske lande. Og på trods af årtiers forebyggende socialt arbejde, særlige indsatser overfor unge, SSP-medarbejdere, klubtilbud osv. osv. er det aldrig påvist, at indsatsen overfor "indfødte" ballademagere har påvirket kriminaliteten positivt i denne gruppe. Udefra betragtet synes sammenhængen nærmere at have været omvendt. Så hvorfor skulle det være anderledes med unge af anden etnisk baggrund?
Hvis ansvaret for, at mennesker gik i hundene eller blev kriminelle tidligere blev tillagt et ondt kapitalistisk system, som angiveligt ikke tog sig af de svage, hvordan skal vi så forklare nutidens (endnu flere) tabere, der er vokset op i den moderne velfærdsstat, med alle dens smukke intentioner?
Den logiske slutning må være, at det netop er det moderne velfærdssystem, som det materialiserede sig fra slutningen af 1960erne og frem, der er det fundamentale problem. Eller med Mehmet Ãœmit Necefs ord: "De frugter, vi samler nu, kommer fra det forhold, at alt for mange indvandrere har været arbejdsløse alt for længe. De fik lov til at sejle i deres egen sø. Vi gav dem bistandshjælp og lejligheder, men vi kunne ikke finde job til dem. Og det var ikke fordi, vi var ondskabsfulde eller racister, men fordi det danske system er skruet sammen på en bestemt måde."
Den erkendelse skal vi næppe forvente fra systemet selv. Der er alt for mange interesserer forbundet med at opretholde illusionen om, at velfærdsstaten gør en positiv forskel. At denne sammenhæng aldrig er påvist er uden betydning for fortalerne. Om det er egennytten hos de involverede eller blot udtryk for religiøs tro, skal jeg ikke afgøre, men mon ikke det er lidt af hver.
Og mens vi kun kan håbe på, at påskeferien ikke fejres på samme måde som vinterferien blev det i år, må vi nok forvente, at vi kommer til at opleve lignende situationer mange gange i fremtiden. Indtil vi erkender, at vores velfærdssystem i bund og grund er en systemfejl.
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
