Af Ole Birk Olesen
Ole Birk Olesen er ansvarshavende redaktør på Netavisen 180Grader.dk
Tak fordi I alle er kommet her i dag i anledning af, at min bog, Taberfabrikken, kommer ud til boghandlerne i morgen. Arrangementet her har Saxo Bank stået for. Årsagen er, at bogen nok ikke havde ligget her i dag, hvis det ikke havde været for Lars Seier Christensen og Kim Fournais fra Saxo Bank.
En af deres ansatte, David Karsbøl som sidder dernede, vidste at jeg puslede med tanker om at lave den her bog, men at jeg ikke kunne afse tiden til det, når jeg også skulle passe både arbejde og familie. Og så snakkede han med Lars og Kim om det. Jeg blev inviteret til et møde, og der gik ikke lang tid, så havde jeg pludselig fået lovning om, at de ville betale min løn i fire måneder, hvis jeg tog ulønnet orlov fra mit arbejde på Berlingske Tidende for at skrive bogen. Det vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige mange tak til Lars og Kim for.
Taberfabrikken fortæller en historie om velfærdsstaten, som vi kun sjældent hører om. Taberfabrikken fortæller, om de mange sociale problemer, som velfærdsstaten har gjort større i dens cirka 45 år lange levetid. "Hvad er det han siger?" tænker I måske. Sagde han virkelig, "de sociale problemer som velfærdsstaten har gjort større"? Ja, det gjorde jeg, og jeg ved godt, at det klinger mærkeligt. For vi er jo vant til at høre, at velfærdsstaten har reddet os fra en masse sociale problemer. Er levestandarden for alle danskere måske ikke betydeligt større i dag, end den var i 1960? Jo, det er den, men det har ikke noget med velfærdsstaten at gøre. Vi er rigere i dag, fordi vi producerer meget mere og fordi vores lønninger er steget i takt med det. Og det skyldes ikke velfærdsstaten.
Det, velfærdsstaten må bære skylden for, er til gengæld, at antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder, som forsørges af det offentlige, er steget fra 200.000 i 1960 til 900.000 i 2004. Den udvikling er fundet sted i lige præcis den periode, hvor man har opbygget velfærdsstaten, og den udvikling er et direkte produkt af velfærdsstaten. Det er derfor velfærdsstaten er en taberfabrik. Den har gjort en fjerdedel af befolkningen i den arbejdsdygtige alder - og så har jeg endda regnet SU-modtagerne fra - afhængig af pengeudbetalinger fra det offentlige apparat. En fjerdedel af de 18-66 årige har i dag ikke et arbejde at stå op til om morgenen.
Årsagen er ikke, at det er blevet hårdere at arbejde eller sværere at forsørge sig selv. Tværtimod. Det er blevet meget nemmere at arbejde, vi arbejder meget færre timer om ugen, vi har længere ferier, og arbejdet er ikke så fysisk hårdt, som det engang var. Og fordi lønningerne er steget så meget, så er det i dag meget nemmere at forsørge sig selv. Reallønnen for en gennemsnitlig beskæftiget er i dag tre gange så høj, som den var før velfærdsstaten. Så faktisk kan man i dag nøjes med at arbejde 12 timer om ugen og stadig tjene det samme som sin fuldtidsbeskæftigede kollega i midten af 50erne.
Det har aldrig været nemmere at forsørge sig selv - men der har aldrig været så mange som bliver forsørget af det offentlige.
Årsagen til problemet er ene og alene, at velfærdsstaten er blevet udvidet så kraftigt i årene fra 1960 og frem. Flere har fået mulighed for at modtage overførselsindkomst, og beløbene er blevet større, så det i dag er meget mere attraktivt at tage imod tilbudet.
Og hvad er så problemet? Går det ikke godt i Danmark? Jo! Det går godt økonomisk for alle os, der lever et almindeligt arbejdsomt liv. Vi har masser af penge, masser af fritid og masser af indhold i vores liv. Men det går ikke så godt for de mennesker, som ikke er i arbejde. En række helt alvorlige sociale problemer er blevet meget, meget større i velfærdsstatens levetid, selvom det blev forudsagt, at velfærdsstaten ville gøre dem mindre.
Arbejdsmoralen er blevet mindre. Der bliver flere og flere danskere, som ikke synes, det er en pligt at arbejde. De yngre generationer svarer i mindre grad ja til, at det er en pligt at arbejde, end de ældre generationer gør. Faktisk er det sådan, at jo større en del af ens liv, som er levet efter 1960, jo mindre er sandsynligheden for, at man opfatter arbejdet som en pligt.
Og vi giver det videre til vores børn. Befolkninger i 42 af verdens lande er blevet spurgt, om det er vigtigt at lære børn værdien af hårdt arbejde. Danmark er det land, hvor færrest svarer ja til det spørgsmål. Og det er lande som ligner os - Sverige, Østrig, Norge, Finland og Holland - der ligger lige over os der i bunden af ranglisten. Omvendt mener folk i lande som USA, Canada og Schweiz, at det er meget vigtigt at lære børn værdien af hårdt arbejde. Og det er jo lande, hvor velfærdsstaten ikke er helt så udviklet som i Danmark.
Kriminaliteten er eksploderet i velfærdsstatens levetid. Velfærdsstatens fædre var helt overbeviste om, at der ville komme mindre kriminalitet, men der er altså sket det stik modsatte. Der anmeldes i dag fem gange mere vold til politiet end i 1960. Og hovedforklaringen er ikke, at folk bare anmelder volden mere, altså at de er blevet mere ømskindede. I de såkaldte voldsofferundersøgelser, som kriminologerne bruger til at vurdere kriminalitetens udvikling har man fundet ud af, at der virkelig er sket en meget markant stigning i volden. Ifølge Gallup steg volden fra 1971 til 1977 med 50 procent. Observa fortæller om en stigning på yderligere 50 procent fra 1979 til 1984. Og AIM vurderer, at volden fra 1980 til 1986 steg med 120 procent.
Det ses også af mordraten, som der ikke er så meget at diskutere ved. I starten af 60erne blev der typisk slået én person ihjel årligt for hver 200.000 danskere. I dag er det dobbelt så mange.
Tyverierne er også markant flere af. Der bliver anmeldt tre gange så mange tyverier i dag sammenlignet med forholdene i 1960. Og her ligger anmeldesprocenten ret konstant.
Hærværk var et næsten ukendt fænomen i 1960. I dag er det noget alle kender til.
60 procent af alle voldsdomme blev i 2004 udstukket til personer, som enten modtog dagpenge, aktivering, revalidering, kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension. Det samme gælder 60 procent af alle ejendomsforbrydelser, mens 70 procent af alle domfældte narkoforbrydere var fra de nævnte grupper.
I familier som rammes af ledighed er der 24 gange større risiko for at faren får en ubetinget frihedsstraf, hvis han er langtidsledig, end hvis han ikke er ramt af ledighed.
Det forholder sig, som det gamle ordsprog siger: "Farlig er den, som intet har at miste". Folk der har et arbejde, har meget at miste ved at begå kriminalitet. De har opbygget en levefod, købt et hus og en bil, de har vænnet sig til at tage på ferie hvert år. Hvis de begår kriminalitet og bliver taget, så ryger det hele. De skal i fængsel, de mister jobbet, huset bliver solgt på tvangsauktion, konen forlader manden med børnene, fordi han ikke længere kan forsørge familien. Men hvad har en kontanthjælpsmodtager at miste? Ikke så meget. Kontanthjælpen kan man altid få, der er ingen krav om, at straffeattesten skal være ren på socialkontoret, tværtimod. Har man begået rigtigt meget kriminalitet, så stiger sandsynligheden for, at man får en førtidspension.
Antallet af hjemløse, narkomaner og alkoholikere er også steget i takt med, at velfærdsstatens fædre har besluttet, at de grupper skulle have flere og flere penge udbetalt af velfærdsstaten. De alkoholrelaterede dødsfald per dansker er fordoblet de seneste 45 år. De narkorelaterede dødsfald er femdoblet siden 1970. Og for disse misbrugsproblemer gælder det, at de offentligt forsørgede er kraftigt overrepræsenterede i statistikkerne. Jo længere tid, man har været arbejdsløs, jo større er risikoen for, at man bliver syg af et misbrug.
Man kan betragte velfærdsstatens ydelser som et tilskud til en bestemt adfærd. I gamle dage var ens liv som f.eks. alkoholiker jo ikke særligt tillokkende. Man havde svært ved at yde en ordentlig indsats på arbejdsmarkedet og dermed svært ved at opretholde en rimelig levestandard. Men i dag kan man have et fuldt fungerende hjem med kabel-tv og varme i radiatorerne takket være den førtidspension, man får tildelt, hvis man bare drikker nok.
Villy Søvndal, som endnu ikke er kommet her i dag, er helt klar over konsekvenserne, hvis man giver offentlige tilskud til en bestemt adfærd: man får mere af den. Det er derfor Villy gerne vil give mere tilskud til vindmøller. Han vil gerne have flere af dem. Men effekten er altså ikke anderledes, når man beslutter sig for, at alkoholikere skal have større tilskud fra det offentlige, sådan som man har gjort med velfærdsstaten. Jo større tilskud man giver til alkoholikere, jo flere får lyst til at blive alkoholikere. Eller måske skulle man sige, at jo færre bliver afskrækket af et liv som alkoholiker. For som alkoholiker har man jo et udmærket liv i dag sammenlignet med for 45 år siden. Derfor er der i dag flere som vælger det liv, end der var for 45 år siden.
Den negative sociale arv er også steget. Der bliver stadig flere børn, som ikke kan finde ud at begå sig i det her samfund. Men det er faktisk ikke så sært. 10 procent af børnene i Danmark i dag vokser op i hjem, hvor forældrene heller ikke behøver at begå sig i samfundet for at skabe en materielt betryggende tilværelse for sig selv. De forældre henter nemlig deres hovedindkomst fra overførselsindkomster, hvor SU igen ikke er medregnet. Socialforskningsinstituttet har lavet udførlig statistik på, hvad det er for en opvækst, de børn har. De er langt mere udsat for vold og omsorgssvigt. Deres forældre bliver oftere skilt. De flytter meget mere i løbet af deres barndom. Deres forældre er oftere alkoholikere eller narkomaner. Og børnene bliver oftere indlagt på sygehuse. Det er faktisk ikke så sært, at mange af dem er ret utilpassede, når man tager i betragtning, hvad de oplever i hjemmene.
Socialforskerne spekulerer i, at folk knækkes psykisk af et liv i ledighed, og at det kan gå ud over børnene, men det er kun spekulationer. Jeg tror en større del af forklaringen er, at man som offentligt forsørget ikke alene mister sin tilknytning til arbejdsmarkedet, men også til en vis grad mister sin kontakt med de normer og den kultur som trives på steder, hvor man er gensidigt afhængige af hinanden. På arbejdspladsen kan man jo ikke opføre sig, som man vil. Der er grænser for, hvor meget man kan brokke sig og gå op i sin egen navle. Man skal yde en indsats for det fællesskab, som en arbejdsplads er. Man skal med andre ord lære at begå sig og tage hensyn til andre mennesker, for ellers mister man sit job.
Nogle af de langtidsarbejdsløse har aldrig prøvet det. Eller de har måske kun prøvet det i kort tid for mange år siden. Det er uvant for dem, at der bliver stillet krav til dem, at de skal underordne sig andre hensyn end deres eget velbefindende. De mangler den del af den kulturelle opdragelse, som kommer af, at man er afhængig af andre menneskers velvilje. På socialkontoret får man jo penge, uanset hvordan man opfører sig. Jeg tror, det smitter af på hjemmelivet, for som Viggo Hørup sagde i 1893: "Hvor sørgeligt de tager fejl, der tror, at Kultur er ligesom god Vin, der ligger og modnes paa velafproppede Flasker! Kultur er som Medicin. Flasken skal stadig rystes og Patienten holdes for næsen tre Gange daglig. En Spiseskefuld Morgen, Middag og Aften, det er Recepten. Kultur skal læres om og om igen, Dag ud og Dag ind; saasnart det stopper, fordamper den som Æter paa en Underkop, og man har at begynde det Hele forfra igen."
Velfærdsstaten må også tage ansvaret for, at stadig flere børn vokser op med splittede familier. Her er forholdet nemlig igen det, at velfærdsstaten giver meget klækkelige tilskud til skilsmisser. For nogen par kan det ligefrem betale sig at blive skilt. Socialministeriet har regnet lidt på nogen familietyper til bogen. I to af de tre familier har man økonomisk overskud af at blive skilt. Tag f.eks. Lars og Hannes familie. Han tjener 300.000 kroner om året, hun er på maksimal dagpengesats, men hun kunne lige så godt have haft et lavtlønsjob eller et deltidsjob. Regnestykket ville have været det samme. Lars og Hanne har to børn, der går i børnehave og vuggestue. Efter deres skilsmisse flytter de fra ejerlejligheden til to lejelejligheder. Men selvom de nu skal betale to huslejer, så har de tilsammen 45.000 kroner mere til sig selv om året efter skat og husleje er betalt. Årsagen er, at de får tilskud fra det offentlige som skilte, som de ikke fik som samlevende. De får børnetilskud, de får boligstøtte, og de får først og fremmest et meget større tilskud til børnepasning. Det er altså en god forretning for dem at blive skilt.
Jeg siger ikke, at forældre bliver skilt for alvor, fordi der er er penge i det. Men jeg siger, at folk før i tiden bl.a. blev sammen fordi det var det mest praktiske - også økonomisk. Det er det så ikke længere. Og det gør skade på børnene. En række undersøgelse peger på, at de fleste børn har bedst af bo hos begge deres biologiske forældre, men det kan vi måske komme ind på senere, for jeg skal forsøge ikke at overskride min tid for meget.
Endelig har velfærdsstaten skabt en ny klasse af indvandrere i Danmark, som har en meget ringe eller ikke-eksisterende tilknytning til arbejdsmarkedet. Danmark er et af de lande i verden, hvor indvandrerne er dårligst integrerede på arbejdsmarkedet og her henholder jeg mig helt til Gunnar Viby Mogensens arbejde. Han sidder dernede. I lande som USA og Canada er der næsten ingen eller kun lille forskel på, i hvor høj grad indvandrerne er i arbejde, og i hvor høj grad de indfødte er i arbejde. I Danmark er forskellen til gengæld meget markant. Forklaringen er, at det offentlige deler meget rundhåndet ud af overførselsindkomster i Danmark og at minimumslønnen på arbejdsmarkedet derfor er tilsvarende høj.
På den måde er det lykkedes for velfærdsstaten at skabe denne nye underklasse af indvandrere i Danmark, som lever afsondret fra arbejdsmarkedet og også afsondret fra de kulturelle normer, som præger resten af samfundet. For indvandrerne såvel som for danskerne på overførselsindkomst gælder det, at de ikke behøver at opføre sig som det forventes af omgivelserne. De kan f.eks. gå enormt meget op i deres religion, eller i meget gammeldags kønsroller og æresbegreber uden at få at vide af det omgivende samfund, at det synes man faktisk ikke er i orden. For de har ikke kontakt med det omgivende samfund, de har kun kontakt med deres landsmænd i de indvandrerklubber, hvor man mødes i stedet for at gå på arbejde.
Jeg skal slutte nu. Jeg vil slutte af med at sige, at løsningen på mange af de her sociale problemer er, at man skal lade være med at give så rundhåndede tilskud til adfærd, som man gerne vil have mindre af, for der sker lige det modsatte: Man får mere af den uønskede adfærd, når man giver tilskud til den. Løsningen er også at få folk i arbejde, så de har et indhold i tilværelsen og noget at miste, hvis de opfører sig uacceptabelt og asocialt set med omverdenens øjne.
Og hvis vi skal have alle de mennesker i arbejde, så skal vi acceptere, at de arbejder til den løn, de er værd. Ingen arbejdsgiver vil ansætte en medarbejder til en mindsteløn på 93 kroner i timen, hvis hans arbejdskraft kun er 80 kroner værd. Det ville være en underskudsforretning, og virksomheder har til formål at skabe det modsatte, nemlig overskud. Derfor skal folk have lov til at arbejde til en løn, de kan gøre sig fortjent til.
For det er bedre at gå på arbejde til 8750 kroner om måneden end at være på kontanthjælp til 8750 kroner om måneden.
---
