Til reception med Arbejderen

Af Lisbet Røge Jensen og Eva Agnete KrzeminskiHvor går grænsen mellem intrigerende, tendentiøse holdningsindlæg og seriøs erhvervsjournalistik i b...

Slettet Bruger,

16/11/2008

Af Lisbet Røge Jensen og Eva Agnete Krzeminski

Hvor går grænsen mellem intrigerende, tendentiøse holdningsindlæg og seriøs erhvervsjournalistik i borgerlige danske medier?

Skæver man til en artikel forfattet af erhvervsjournalist Birgitte Erhardtsen på Berlingske Tidende den 5. november 2008, fristes man til at tro, at der ingen grænse er; at det er muligt at producere holdningsindlæg med en væsentlig distance til virkeligheden, forklædt som en sandfærdig og nogenlunde neutral erhvervsjournalistisk beretning. Artiklen går under den lovende overskrift "Verdensrevolutionen udgår fra Saxo Bank", men skuffer altså fælt.

Klokken er ikke mange - omkring 8 om morgenen tirsdag den 4. november 2008. Vi er til bogreception hos Saxo Bank, hvor genoptrykningen af Ayn Rands klassiker Og verden skælvede fejres med en række taler af bankens to stiftere, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, og investeringschef Steen Jacobsen.

Lars Seier Christensen introducerer forfatterindens liv og filosofi. En høj og insisterende kvindestemme afbryder Seiers tale. Han når ikke at afværge et malplaceret spørgsmål fra en journalist, der med skinger røst udbeder sig svar på noget, der vel var tænkt som kritisk journalistik. Desuagtet at det intet havde at gøre med det, Seier netop havde talt om.

På trods af at taleren må bede hende hele to gange om at vente med spørgsmålene til det dertil afsatte debatprogrampunkt, lykkes det spørgeren at afbryde Seier for at fremsætte sit synspunkt, forklædt som erhvervsjournalistik. CEO'ens budskaber var dog ikke til at misforstå, idet han simpelthen refererede objektive kendsgerninger vedrørende Ayn Rands liv og filosofi. Derfor kunne de indignerede angreb ikke bortforklares som 'opklarende spørgsmål'.

Tilbage på podiet gør Lars Seier sin præsentation af Rands liv og levned færdig - en tale der i øvrigt ikke maler noget rosenrødt billede af forfatterinden, men nøgternt opregner hendes mindre tiltalende idiosynkrasier - og giver ordet til Steen Jacobsen.

Jacobsens tale er, for de tilhørende, underholdende og holdt i et ærligt sprog. Han lægger ikke skjul på, at han hellere så politikerne forsvinde med al deres uformåen, end at måtte bevidne endnu en omgang fiaskodømt post-krise-regulering. 179 jubelidioter gør det ikke, og det gør den inkompetente Trichet (direktør for den Europæiske Centralbank) ej heller.

Atter skærer den vrede stemme igennem. Vi undres; er det mon Dagbladet Arbejderen, der har beæret forsamlingen med sin fordomsfulde tilstedeværelse? At Arbejderens udsendte på forhånd dømmer enhver begivenhed på Saxo Banks adresse som et udtryk for kapitalismens grusomhed, er alle klar over. Men afbrydelser forklædt som kritisk journalistik, fremsat på indigneret facon, med harmdirrende stemme på aldeles upassende tidspunkter? Selvom man er venstredrejet og ikke bryder sig om konventioner, kunne man dog alligevel have den fornødne respekt og anerkende, at når anderledes tænkende inviterer til reception, så overholder man de uskrevne regler for god opførsel.

Dagen derpå byder på en overraskelse. Det viser sig, at "Arbejderen" faktisk er Berlingeren, og at Berlingeren, i skikkelse af Birgitte Erhardtsen, er lige så fordomsfuld på skrift som i tale. Artiklen burde ifølge flere af de tilstedeværende i stedet have været bragt som et blogindlæg. Det overordnede indtryk læseren får af arrangementet er nemlig, at den "kritiske" journalists forehavende har været alt andet end at give sine læsere en sandfærdig beretning af begivenheden. Og det er, ydermere, langt fra et godt stykke skrivearbejde, som man ellers med rette kunne forvente det i artikler under sektionen "Spot på brancher - Finans".

Det er derfor påfaldende, at journalisten i rubrikken kalder Rand "ultra-liberalistisk". Og det er sigende, at forfatteren ikke giver sig af med at forklare, hvad hun mener med "ultra-liberalistisk". Læseren forventes velsagtens at konnotere det samme som i alle andre situationer, hvor en venstredrejet journalist hæfter ordet "ultra" på noget, vedkommende ikke bryder sig om. Betegnelsen "ultra" er slet og ret nedsættende. Den benyttes som regel på folk, der ikke er så heldige at være omfattet af venstrefløjens politiske korrekthed og har som formål at stemple sit objekt som marginalt, som ekstremt og dermed forkert.

Rand ønskede, derudover, faktisk at bevare staten og omtaler flere steder i sine værker nødvendigheden af en sådan. Men, ak: Baggrundsresearch er tilsyneladende ligegyldig, så længe man som forfængelig journalist kan iscenesætte sig som de undertryktes forsvarer, som magtens kritiker, som et godt menneske, som det modsatte af de "forkerte".

I artiklen berettes det endvidere, harmdirrende, at "Saxo giver bonus til dem, der yder en ekstra indsats (og fyrer resten, kan man for egen regning tilføje med tanke på de 300, som for nylig måtte forlade deres job i banken, red.)."

Denne såkaldte redaktionelle kommentar er sådan set ligegyldig i relation til Saxo Banks bonusordning. Men mens relevansen af redaktionens indblanding i denne henseende må stå hen i det uvisse, er det værd at hæfte sig ved kommentarens underliggende idé; Saxo Banks moral er slet, fordi de ikke vedbliver at lønne folk, der ikke bidrager til bankens vækst. Eller fordi de tager konsekvensen i dårligere tider. Virksomheder skal fungere som socialkontorer - deres indtjening er sekundær i forhold til "sociale hensyn". Havde journalisten det mindste begreb om, hvad hendes opgave var denne dag, ville hun have vidst, at det netop er denne form for anløben moral, Rand og Saxo Bank ønsker at bekæmpe. En moral, der gør alle større virksomhedsejere til slaver af de uformående, af de uvillende, af alle de, der foragter samfundets værdiskabere.

I endnu et forsøg på at frame de tilstedeværende som kynikere, skriver Birgitte Erhardtsen: "»Hun var storryger af princip og døde af lungekræft,« fortæller Lars Seier igen til salens moro - hvorfor de synes, det er sjovt, forstår man jo egentlig ikke."

Uden at give sig tid til at spørge en af de andre tilstedeværende bagefter, hvad denne latter dog mon skyldtes, har journalisten på forhånd konkluderet, at det ikke er sjovt. Havde hun spurgt, ville hun sandsynligvis have fået et noget andet svar end forventet (deri var sandsynligvis årsagen til ikke at spørge); folk lo, fordi det er så randiansk at tage konsekvensen af sine handlinger - også når konsekvensen er fatal. Hun kendte risikoen, men ville med stok og gevær have forsvaret sig mod alle denne verdens Bente Klarlund'er med deres formynderiske og emsige råd. Salens latter var en afmægtig af slagsen; vi blev mindet om dengang, hvor det enkelte menneske stadig havde ret og ikke mindst pligt til at bestemme over sit eget liv.

Et par andre eksempler på fraværet af journalistisk lødighed må nævnes. I rubrikken anfører forfatteren, at de tilstedeværende omfatter "Cepos-medlemmer" og "førsteårsknægte fra CBS". Det første er bemærkelsesværdigt, al den stund at man ikke kan være "medlem" af en tænketank. At hævde, at de tilstedeværende er "medlemmer" af Cepos vidner blot endnu en gang om journalistens lemfældige omgang med realiteterne. "Førsteårsknægte" - er det nedladende ment? Kunne formålet med dette ordvalg mon være at tegne et billede af arrangementet som ét, hvor kun liberale grønskollinger og "medlemmer" af en art liberal forening deltog?

Havde det været tilfældet, ville tilstedeværelsen af journalistikkens kritiske røst sandelig have været nødvendig, i en forsamling fuld af onde "ultra-liberalister"(!). Vi forstår så udmærket journalistens incitament til at give læseren indtryk af det nødvendige og retfærdige i hendes spørgsmål. Men det er simpelthen en usandhed. Publikum var en sammensat gruppe, med et fåtal af studerende, hvoraf endnu færre var fra CBS, og hvor det eneste gennemgående træk var, at de fleste havde klædt sig pænt på til lejligheden. Det kan faktisk ses på det billede, der anvendes i artiklen.

Journalisten nævner kun sine egne spørgsmål med undtagelse af ét, kritisk, fra erhvervsmanden Flemming Lindeløv, der dybest set spurgte, hvordan markedet kan løse et "fælledens problem", her i forhold til overdreven trafik. At journalisten nævner dette, og afslutter artiklen med at give læseren indtryk af, at Lindeløv satte Steen Jacobsen skakmat, men undlader at fortælle, at problemet er ét, der ofte benyttes som forsvar for liberale idéer, er karakteristisk for artiklens indhold generelt.

Et spændende spørgsmål om genindførsel af guldstandarden nævnes heller ikke i artiklen - også selvom det i høj grad er relevant for dagens emne og hovedperson: Finanskrise og Ayn Rands filosofi.

De mange pointer i Kim Fournais' oplæg om verdens økonomiske situation, og i Steen Jacobsens præsentation af finanskrisen og dens årsager er ligeledes gået tabt i Berlingskes artikel. Fravalget af substans og tilvalget af kritik er sigende for danske mediers erhvervsjournalistik og for artiklen generelt.

Journalisten kunne have diskuteret Rands filosofi og Saxo Banks brug af ideerne som decideret forretningsmodel. Hun kunne have beskrevet et alternativ til en seddelpresse på speed, talt om økonomiske depressioners årsager og virkninger, drøftet reguleringens plads i erhvervslivet. Hun kunne have været kritisk og debatterende; hvem mener hvad og hvorfor; virker det og hvorfor (ikke)? Se, det havde været erhvervsjournalistik.

Det her? Det er bare sensationsjournalistik som kunne bringes i Ekstra Bladet. Ikke engang Arbejderen ville sandsynligvis trykke det. Det lader til, at den laveste fællesnævner er udgangspunkt: Lad os hade nogen og være rigtig, rigtig enige om det. Vi ved jo alle sammen, at Saxo Bank er en ondsindet pengemaskine. Og ejerne er sådan nogle, der mener, at det ville være rigtigt, om vi tog et ansvar for os selv og vores nærmeste. Kender du typen? Fy føj da - det skidt har man vel folk til her i velfærdsstaten.

Vi, der har for vane at sammenholde virkeligheden med dén, der beskrives i medierne, blev ikke overraskede over artiklen og dens arrogante omgang med fakta. Men vi blev kede af endnu en gang at blive bekræftet i, at journalister kan trykke urigtigheder pakket ind som kritisk journalistik i såkaldte "borgerlige" medier. Lad Birgitte Erhardtsens artikel stå som et sørgeligt bevis på tendentiøs erhvervsjournalistik, hvis ikke på journalistikken i det hele taget i det danske medielandskab.

Eva Agnete Krzeminski er stud. mag. i filosofi. Lisbet Røge Jensen er stud. merc. og bestyrelsesmedlem i CEPOS. Hun blogger på KapitaLisbet.blogspot.com

Kilde: