Tilbage til rødderne, Konservative!

Slettet Bruger,

29/08/2007

Af Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen er ansvarshavende redaktør på Netavisen 180Grader.dk

I 1974 formulerede landsretssagfører Kristian Mogensen 11 bemærkninger, som skulle tjene som sigtepunkter for hans parti, Det Konservative Folkeparti.

Bemærkning nummer to begyndte sådan her: "Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som trækker læsset, men som for tiden nærmest må føle sig til grin, og som idelig mistænkeliggøres eller bliver misundt, hvis de får nogen fordel ud af deres indsats."

Når Det Konservative Folkeparti formulerer tekster om samme emne i dag, så lyder det mere sådan her:

Der må føres en politik til støtte for de flittige og stræbsomme, som så kraftigt bidrager til finansieringen af denne vor allerkæreste velfærdsstat, som vi konservative elsker mindst lige så højt som enhver god socialdemokrat, og fordi vi elsker den så højt, så skal vi have de flittige og stræbsomme til at arbejde endnu mere for den - forandre for at bevare, som det jo hedder - og af den grund, men absolut ikke for, at de flittige og stræbsomme skal have mere til sig selv, det må I endelig ikke tro om os, af den grund må vi lette skatten på arbejde.

Kristian Mogensens femte bemærkning kommer her: "Vi må til det yderste bekæmpe den lammende skatteplyndring, som er slået igennem i de senere år, ikke mindst på grund af overhåndtagende offentligt frådseri."

I dag udtrykker de Konservative sig mere i stil med det her:

Vi må udtrykke ønske om en nedsættelse af skatten, men vi skal endelig ikke antyde, at der bliver brugt for mange penge i det offentlige, for det gør der ikke, tværtimod, der skal bruges endnu flere penge, og vi bakker fuldt ud op om den udvidelse af det offentlige forbrug, som hvert år finder sted, det manglede da bare, vi konservative er jo ikke modstandere af en stærk stat.

Kristian Mogensens syvende bemærkning var denne: "Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, men afskaffe den bestikkelses- og fordelingspolitik, som samfundets socialpolitik efterhånden har udviklet sig til."

Konservative anno 2007 formulerer sig noget anderledes:

Vi vil føre en ansvarlig og human socialpolitik, og den finder sit fornemste udtryk i den fordelingspolitik, som er blevet opbygget igennem de seneste 45 års fordobling af skattetrykket i Danmark, en fordelingspolitik som vi konservative elsker mindst lige så højt som Villy Søvndal, hvorfor vi selvfølgelig ingen intentioner har om at ændre den, tværtimod foreslår vi på stedet at udvide den med en kommunal babysitterordning, bedstemorfri på barnebarnets første sygedag og indførsel af en tvungen barselsfond, hvis ikke arbejdsmarkedets parter gør det "frivilligt", for mor og far kan ikke tiltros at fordele pengene selv derhjemme, det kræver et indgreb.

Kære konservative! I undrer jer ofte over, at det er så svært at vinde gehør for skattelettelser - og med den seneste skattepakke har I heller ikke fået nogen, kun en skatteomlægning - men I er selv skyld i det. I er jo holdt helt op med at argumentere ordentligt for sagen. Ikke engang jeres egne vælgere vil have skattelettelser, hvis de alternativt kan vælge at lade flere penge blive formøblet i den offentlige sektor. Årsagen er, at jeres vælgere aldrig hører jer - som de ellers har tillid til og stoler på - forfægte det synspunkt, at det er bedre med skattelettelser, end at politikerne bruger endnu mere bevidstløst af skattekronerne.

I har medvirket til, at det ikke længere er i orden at sige, at man gerne vil beholde sine penge, fordi man ærligt og redeligt har tjent dem ved at yde en indsats i arbejdslivet. I dag må man kun tale om skattelettelser, hvis man kan argumentere for, at det på en eller anden teoretisk måde vil komme de offentligt ansatte og offentligt forsørgede til gode. Borgerlige mennesker går i dag rundt som skygger af sig selv og siger ikke deres ærlige mening, fordi de er bange for at blive udskreget som ekstremister, hvilket de bliver, fordi intet parti på Christiansborg taler skatteydernes sag, men evindeligt kun taler på skattenydernes vegne.

I bærer en stor del af skylden for, at den socialdemokratiske velfærdsstat med hele omfordelingscirkuset fra de 90 procent rigeste til de 90 procent fattigste og de dertil hørende høje skatter i dag står stærkere end nogensinde, for I er holdt op med at undsige denne omfordelende og skatteopkrævende velfærdsstat. Som Bendt Bendtsen sagde på jeres landsråd før det sidste valg: "Vi har en klar holdning til, hvor meget staten skal fylde i Danmark. Lige præcis så meget, at staten kan støtte de svage uden at knække de stærke. Derfor skal skattelettelser finansieres af øget vækst og ikke af nedskæringer."

Hvis I vil have danskerne til at bakke op om skattelettelser, så må I begynde at argumentere for, at det er muligt og endda ønskeligt at have et samfundssystem, som ikke kræver så mange skatter som det nuværende. For som Poul Schlüter sagde i december sidste år til Berlingske Tidende:

"Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, 'når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem'."

Kilde: