Af Christopher Arzrouni
Christopher Arzrouni er særlig rådgiverPræsident Sarkozy. Valgt med 53 procent af stemmerne. Tænk, at det kunne lade sig gøre i et land som Frankrig.
Sarkozy har haft alle odds imod sig. Hans kvindelige socialistiske modkandidat var kønnere og mere glamourøs. Hans politiske "venner" - præsident Chirac og premierminister de Villepin - foragtede ham og gjorde, hvad de kunne, for at hindre hans kandidatur. Hans "franskhed" var oven i købet diskutabel, al den stund Sarkozys far var ungarer, og hans mor var græsk jøde.
Men det mest påfaldende handicap var Sarkozys holdninger. Han blev "beskyldt" for at være skydegal, brutal og endnu værre: liberal, noget af det farligste man kan være i det statsdyrkende Frankrig. Sarkozy gjorde ikke noget for at skjule det, selvom han nedtonede sit ideologiske udgangspunkt. Og dog.
Jeg var til stede i Paris for ét år siden, da Sarkozy for alvor lancerede sin kampagne. Jeg skulle holde en opvarmningstale foran 1.500 ledende partifolk fra det borgerlige parti UMP i en stor sal under Museet Louvre. Selvom min tale i al beskedenhed blev pænt modtaget, var det selvfølgelig intet at regne for Sarkozys store tale. Han var ganske enkelt overvældende, nok en af de mest veltalende politikere i nyere tid. Ærgerligt, at så få danskere er i stand til at nyde den formfuldsendte franske retorik.
Men det væsentlige var da også budskaberne. De var enkle og slagkraftige. Sarkozy ville "décomplexer la droite" - fjerne højrefløjens selvbebrejdelser og mindreværdskomplekser. Han ville gøre op med venstrefløjens monopol på at fortolke samfundet. Sarkozy ville genrejse Frankrig, øge den økonomiske vækst, øge købekraften ved at belønne arbejdsomhed, afskaffe 35 timers ugen og nedsætte marginalskatten til maksimalt 50 procent. Og Sarkozy ville skabe en nation af ejere, mennesker der ejede deres egen bolig.
Når man skal vurdere omfanget af Sarkozys sejr, må man hæfte sig ved det program, han gik til valg på. Det var klart borgerligt. Ingen knæfald for tanker om at fordele sig ud af arbejdsløsheden. Ingen undskyldninger over at være borgerlig eller over at ønske skattelettelser. Sarkozy tog kulturkampen alvorligt.
Under den afsluttende tv-debat mellem Nicolas Sarkozy og Ségolène Royal var han ganske vist blevet instrueret i at lægge en dæmper på sit temperament. Derfor virkede han en lille smule defensiv, mens Royal afbrød, angreb og erobrede taletid. Men når endelig Sarkozy fik muligheden for at svare, var han bestemt ingen undskyldning for sig selv.
Det så man tydeligt, da de debatterede skat. Royal angreb for eksempel Sarkozy for hans tid som minister i den borgerlige regering, og nævnte et eksempel på en rig dame, som havde fået 7 millioner euro tilbage i skat i kraft af regeringens skatteloft på 60 procent. Til det replicerede Sarkozy bare, at han ville sætte skatteloftet ned til 50 procent. "Jeg betragter et frit land som ét, hvor man kan disponere frit over halvdelen af det, man har tjent." Og han slog fast, at "man må på en eller anden måde reducere den statslige levefod, de offentlige udgifter, være mere produktiv".
Tænk, sådan sagde han, oven i købet i et land, som dyrker staten endnu mere, end man gør i Danmark!
Det ville selvfølgelig være naivt at tro, at en politiker vægter principper over stemmer. Og Sarkozy er da heller ikke mere liberal end, at han vil gøre livet sværere for virksomheder, der importerer udenlandske varer. Men Sarkozy virker oprigtig i sit frihedsbudskab. Han fastholdt sine kontroversielle synspunkter om lavere skat, lavere offentlige udgifter og mere frihed til at arbejde, selv i den afgørende fase af valgkampen.
Selvom Sarkozy var i defensiven under det meste af den afsluttende tv-debat, fik han afsløret, at Ségolène Royal ikke er nogen blød, venlig socialdemokrat, sådan som hun fremstilles i de danske medier. Royal er en rigtig venstreorienteret gimpe bag sin glamourøse facade. Royal sagde i ramme alvor, at loven om en maksimal arbejdstid på 35 timer havde skabt mere end én million nye arbejdspladser. Hun forsøgte at bilde franskmændene ind, at hun med statslige investeringer kunne løfte væksten. Og hun indrømmede, at hun ville indføre nye skatter - uden at fortælle, hvor høje, de skulle være. "Så høje som det er nødvendigt for at sikre den sociale retfærdighed".
Den franske valgkamp er ganske interessant set fra et dansk perspektiv. Hér stod en principfast borgerlig mand overfor en glamourøs socialdemokratisk kvinde. Hvor må de være skuffede - alle dem, der regnede med, at den kvindelige socialistiske kandidat Ségolène Royal ville bane vejen for den danske version: Helle Thorning-Schmidt. Så kan de lære det.
Men også borgerlige danske politikere burde tage ved lære: Når en kandidat både er veltalende, velargumenteret og klar, når en kandidat vitterlig tager kulturkampen alvorligt, er det faktisk muligt at overbevise vælgerne om at støtte en decideret liberal politisk dagsorden.
