Af Morten Messerschmidt
Morten Messerschmidt er EU-ordfører for Dansk FolkepartiGiscard D'Estaing, der var formand for forfatningskonventet, glæder sig i disse dage over, at den nye traktat kun afviger minimalt fra forfatningen. At forfatningens fædre jubler, kan ikke komme som en overraskelse - men desværre må man se i øjnene, at hverken den hedengangne forfatning eller den nye miniforfatning gør op med EU's afgørende problemer. Det skyldes, at den gældende traktat - ligesom de foregående traktater - er en videreudbygning af Romtraktaten fra 1957. For 50 år siden så Europas magtpolitiske realiteter væsentligt anderledes ud end i dag. Den geopolitiske situation, landenes produktionsapparater og relative størrelser er i dag afgørende anderledes end i 1957.
Det er derfor min påstand, at Romtraktaten grundlæggende er forældet. Dens udgangspunkt er efterkrigstidens Europa. At tro, at man kan bygge et moderne, demokratisk og velfungerende europæisk samarbejde ved at lave små reformer af de gamle traktater, er naivt. Særligt på tre områder er den gamle traktat helt ude af trit med nutidens politiske og demokratiske forhold.
De tre områder handler om: 1) Det indre markeds funktion på ikke-harmoniserede områder. 2) Det indre markeds funktion på harmoniserede områder. Og endelig: 3) EF-domstolens aggressive magtudøvelse. Der kunne utvivlsomt peges på en lang række andre forhold, herunder Kommissionens enevældige status, stemmevægtene, Europaparlamentets struktur, Coreper og meget andet som områder, der er tåbelige og udemokratiske. Men lad os nu fokusere på disse tre.
Ikke harmoniserede områder:
Store områder inden for den frie bevægelighed af varer, kapital, arbejdstagere og tjenesteydelser er fortsat ikke reguleret i direktiver og forordninger. Det betyder, at man falder tilbage på traktatens grundlæggende regler, når der opstår tvister. Særligt i fokus er art. 28, som siden 1974 (Dassonville-dommen) har bestemt, at alt, hvad der aktuelt, potentielt, direkte eller indirekte hindrer den frie varebevægelighed, er i strid med traktaten. Alle varer lige fra affald, energi over spiritus og grøntsager er omfattet, og mulighederne for landene til at fastholde særregler til beskyttelse af højere forbrugerforhold, bedre sundhedsstandarder eller bedre miljøregler begrænser sig i vidt omfang til EF-domstolens mere eller mindre arbitrære forgodtbefindende. Art. 30 opremser en række undtagelsesbestemmelser, hvor landenes hindring af den frie varebevægelighed kan tåles. Men bestemmelsen dækker ikke spørgsmål om eksempelvis miljø, forbrugersikkerhed eller andre almene hensyn. Lever det virkelig op til de politiske realiteter anno 2007, at den frie bevægelighed skal stå over eksempelvis forbruger- eller miljøhensyn?
Totalharmoniseringen:
På en lang række områder findes der som bekendt forordninger og direktiver, der regulerer samhandlen. Også her bærer traktaten præg af at være skrevet i en helt anden politisk tidsalder, hvor tungindustri og produktionstempo stadig gik forud for sundhed og miljø. Det indre marked bygger nemlig grundlæggende på idéen om totalharmonisering. Landene forpligtes altså til at fastholde et bestemt niveau - til ugunst for de lande, hvis regler i forvejen var bedre. Tag blot markedsføringslovens forbud mod vildledende og urigtig reklame, der for nylig blev udvandet som konsekvens af, at Danmark er forpligtet til at totalharmonisere på området. Tilsvarende blev produktansvarslovens ansvarsregler mellem forbruger og producent for et års tid siden forringet til forbrugerens ugunst, fordi Danmark havde givet forbrugerne bedre vilkår end totalharmoniseringsdirektivet tillod. Og på en række love om fødevarers indhold af fedtsyrer, medicin eller vitaminer er Danmark - ligeledes pga. princippet om totalharmoniseringen - blevet tvunget til at forringe sine regler.
Naturligvis giver det mening at totalharmonisere, når det kommer til beregning af moms eller harmonisering af stikkontakter. Men for mig er det svært at forstå, hvorfor hensynet til disse rent tekniske områder skal overføres til bløde områder, hvor der kan være menneskeliv på spil. Et europæisk samarbejde anno 2007 bør tage højde for, at forbrugersikkerhed, miljø mv. spiller en fortsat større rolle - og følgelig bør regelgrundlaget også muliggøre disse hensyn og ikke tvinge de fremsynede lande til forringelser.
EF-domstolen:
Siden 60'erne har EF-domstolen betragtet sig som ikke bare en juridisk enhed, men i ligeså høj grad som en afgørende medspiller i den politiske integration. Efter forfatningens fald i Frankrig og Holland så vi den overraskende miljødom, hvor domstolen tog skridt til at gennemføre forfatningens ophævelse af søjlestrukturen. Med dommen blev det muligt inden for indre marked (søjle 1) at regulere medlemslandenes strafferegler. Det har hidtil været forbeholdt det mellemstatslige samarbejde, hvor landene havde initiativ- og vetoret. Men miljødommen er langt fra den første af sin art.
Særligt siden Maastrichtraktatens indførelse af loyalitetspligten og unionsborgerskabet har integrationen mellem medlemslandene taget fart. EF-domstolen har slået fast, at sociale rettigheder kan opnås uden videre tilknytning til medlemslandene, hvilket eksempelvis blev slået fast i C224/98 D'Hoop, hvor domstolen udtaler, at EU-borgerskabet tilsigter at udgøre borgernes grundlæggende - af EU-retten afledte - personlige adkomst til inden for traktatens anvendelsesområde, men uanset deres nationalitet, at nyde samme rettigheder som alle andre personer i samme situation. Det centrale her i ordene "uanset deres nationalitet", hvilket dommene C209/03 Dany Bidar og C184/99 Grzelzcyk konkretiserede ved at tillægge studerende en række sociale rettigheder i lande, hvor de ikke oppebærer statsborgerskab.
Særligt på spørgsmålet om opholdstilladelse har EF-domstolen spillet en helt afgørende rolle. I C456/02 Trojani fik en EU-borger alene i kraft af unionsborgerskabet opholdsret i alle medlemslande - uanset om vedkommende kunne anses som arbejdstager eller ej, hvilket er en klart mere vidtgående fortolkning af arbejdstageres fri bevægelighed, end det nogensinde har været tilsigtet politisk. Og tilsvarende udgør C200/02 Cathrine Zhu endnu en landvinding for europæisk integration, idet domstolen her indrømmede kinesiske forældre opholdstilladelse i EU, alene fordi deres barn, Cathrine Zhu, blev født i Irland og dermed i kraft af det irske territorialprincip fik irsk statsborgerskab.
Der er derfor - både når det kommer til konstitutionelle forhold som til spørgsmål om sociale rettigheder og opholdsbetingelser - grund til at tøjle EF-domstolen. Det kunne med fordel indskrives direkte i domstolens statut, at den kun skal træffe juridiske afgørelser.
Konklusion:
Med få ændringer kunne EU-samarbejdet bringes både tættere på borgerne og skabe langt mere mening i dagligdagen. Naturligvis møder det modstand, når vi skal forringe vore forbruger- eller sundhedsregler. Og naturligvis mødes det af hovedrysten, når EF-domstolen træffer afgørelser, som burde høre til på politikernes bord. Og derfor gør ja-partierne sig en bjørnetjeneste ved at stikke hovedet i busken, hver gang disse temaer kommer til diskussion.
