Af Christian Bjørnskov
Nyhedsavisen og TV 2 har i den seneste uge afsløret, hvor skidt det står til med opsynet med den danske ulandshjælp. Revisor Arthur Andreasen vurderer, at alene i Tanzania, der gennem mange år har været den største modtager af dansk ulandshjælp, forsvinder der op mod 300 millioner kroner i korruption og anden svindel. Det vil sige, at cirka halvdelen af hjælpen aldrig når dens mål, et tal der svarer ganske godt til revisorens officielle vurdering sidste år af korruptionsproblemer i norsk bistand. Denne vurdering er endda sandsynligvis ret konservativ, når man for eksempel ved, at 87 procent af Verdensbankens uddannelsesstøtte til Uganda for nogle år siden viste sig at "forsvinde" som dug for den østafrikanske sol.For de af os, der kender lidt til ulandsarbejde og -forhold, er problemerne bestemt ikke overraskende, men for en offentlighed, der gennem mange år er flasket op med flotte billeder i Danidas årsrapporter, og fra barnsben har hørt om hjælpens nødvendighed gennem Børnenes Ulandskalender - det officielle navn for det vi normalt kalder julekalenderen - er oplysningerne chokerende. Men det virkeligt chokerende er udviklingsministeren og embedsværkets reaktion på afsløringerne, også selvom man fra et videnskabeligt synspunkt slet ikke burde være overrasket.
Sagen er, at ministeriet er blevet advaret gentagne gange, men har syltet advarslerne. Der er ingen lyst - og skal jeg argumentere for i det følgende - intet incitament til overhovedet at indrømme, at der kunne være problemer forbundet med den danske ulandshjælp. Udviklingsminister Ulla Tørnæs har, konfronteret med de elendige erfaringer fra norsk ulandshjælp, blot vurderet, at "man ikke helt kan sammenligne" sagerne. Og direkte forespurgt hvorfor man har fortiet denne type problemer og ikke fortalt offentligheden om de mindre heldige erfaringer, svarede kontorchef i Danida Mette Melson, at "Danidas opgave er at fortælle de positive historier".
Der er et ord for den slags offentlig information, og det er propaganda. Det er ikke blot umoralsk og helt uacceptabelt - danske statslige organer har pligt til at oplyse klart og upartisk om deres virke - men desværre er det også fuldstændigt rationelt.
Siden den amerikanske økonom William Niskanen i 60'erne opdagede, at bureaukrater generelt ikke ligefrem opfører sig ideelt, men derimod søger at maksimere deres budget og beskytte deres egen stilling, har det også været kendt, at man behøver at holde bureaukrater i kort snor. Man når man har med et så politisk følsomt område som ulandshjælp at gøre, og et område der er så store følelser forbundet med, bliver det pludseligt meget svært at holde embedsmænd under kontrol. Vi vil så gerne gøre noget godt for verdens fattigste, og lukker derfor mere eller mindre med vilje øjnene for, at de, der konkret arbejder på området, ikke altid har de reneste motiver.
Hele dette problem bliver endnu værre af de overvejelser, Udenrigsministeriets ansatte helt uformelt må gøre sig. Når mikrofonen er slukket fortæller stort set alle, at det værste, man kan gøre, er ikke at bruge sit budget. Med andre ord er det en klar succesparameter, at man bruger alle de midler, man har fået allokeret. Hvis man graver en korruptionsskandale op, bliver pengene altså ikke brugt. Læg oveni det hvor upopulære whistleblowers er, og man får et klart billede af, hvor små incitamenterne er for overhovedet at stille spørgsmål om korruption og svindel på ens eget område.
Det samme gør sig gældende for hele ministeriet og for ministeren selv. Den danske ulandsbistand beløber sig næste år til ikke mindre end 15,3 milliarder kroner, eller tæt på en procent af Danmarks samlede indkomst. En offentlighed, der begynder at stille ubehagelige spørgsmål ved bistandens moralske aspekter, er derfor en trussel mod ministeriet selv, og mod en ministers politiske liv. Og lad os bare indrømme, at Ulla Tørnæs ikke har haft det let som udviklingsminister - ikke mindst fordi hun i praksis deler embedsmænd med Per Stig Møller, og fordi hun dagligt skal bakse med et af de mest lukkede embedsværk i den danske centraladministration. Det er den logiske baggrund for, at Tørnæs slipper af sted med at tale med uld i munden om et massivt problem i dansk ulandsarbejde, ligesom det er baggrunden for, at Melson kan slippe af sted med at indrømme ministeriets ublu brug af propaganda. Misinformation er ganske enkelt det, Danida lever af i sit politiske liv.
Den sidste tids mildt sagt uheldige afsløringer afdækker dermed et større problem i det danske ulandsvirke. Man er - under bordet og ude i korridoren - udmærket klar over de massive problemer, man har. Milliardbeløb forsvinder sandsynligvis i korruption og ren svindel, og rapport på rapport peger klart på, at ulandshjælp slet ingen virkning har, bortset fra en række fortvivlende bivirkninger. Reaktionen er svimlende umoralsk, men fuldstændigt rationel fra systemets og den enkelte medarbejders egen side: Man fortier problemerne, ser den anden vej, og gør hvad man kan for at "fortælle de gode historier". Mens befolkningen holdes i uvidenhed, støtter den "ulandssagen" og dermed ministeriets egen overlevelse.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
