Af Poul Erik Andersen
Poul Erik Andersen er journalist.Som refereret i 180Grader.dk den 5. juli bliver forsøgene på at få klarlagt de rent faktiske kendsgerninger om Lenins påståede gode gerninger og store evner som organisator af Lenin-beundreren og historikeren Kristian Hvidt i Jyllands-Posten samme dag betegnet som et led i en slags reaktionær meningsterror, der med professor Bent Jensen i spidsen udøves af "lænkehundene i Jyllands-Postens hundehus".
I så fald er denne reaktionære meningsterror ikke af ny dato. Den startede allerede i 1920'erne. Ikke i såkaldt liberale kredse, men i den socialdemokratiske bevægelse, hvor man dengang udførte et stort og fortjenstfuldt oplysningsarbejde om både danske og europæiske samfundsforhold.
Det skete bl.a. via tidsskriftet "Socialisten - Udgivet af de socialdemokratiske partiforeninger og diskussionsklubber". Her kan man således i et nummer fra 1922 læse en veldokumenteret artikel af Paul Olberg om Lenins såkaldt gode gerninger og store organisatoriske evner, og hvor Olberg med sovjetbureaukratiet som kilde helt klart dokumenterer, at Lenins organisatoriske evner var katastrofale for både industri- og landbrugsproduktionen med bl.a. en ufattelig hungersnød til følge.
Efter at have refereret fra en artikel i Sovjetregeringens officielle organ, "Ekonomitsjeskaja Shisn" (nr. 108, 1921) om industriens miserable forhold efter omlægningen til Lenins planøkonomi, skriver Paul Olberg bl.a.: "Den ledende bolsjevikiske politiker, E. Varga, betegner på lignende måde industripolitikens følger: "En utålelig båndlægning af produktionen ved den overalt indtrængende politik. Umuligheden af ethvert lokalt initiativ. Storindustriens forfald. Arbejdspræstationens nedgang med 40-30 % af fredstidens. Produktionens nedgang med 30-3 % af fredstidens."
Disse ubestridelige kendsgerninger om Lenins organisatoriske evner sættes i relief af en udtalelse, som den daværende tidligere formand for Sovjetrepublikkens øverste socialråd, A. Ryfyoff, fremsatte på nationalrådets 4. kongres: "Vi havde ingen konkurrenter, vi tålte ingen konkurrenter, og vi bragte dem af vejen, tilintetgjorde dem ved hjælp af rekvisitioner, konfiskationer o.s.v., selv når konkurrenterne var talentfulde og fornuftige. Støttet af statsherredømmets magt havde vi stadig mulighed for at fjerne dem fra den økonomiske virksomheds og det sociale livs marker".
Det gik bl.a. ud over den kooperative bevægelse, som i Rusland var meget udbredt inden Lenins magtovertagelse. Olberg skriver: "I 1917 talte statistikken 25.000 kooperative foreninger. Regner man med gennemsnitlig 600 medlemmer i hver forening, bliver antallet af medlemmer 15 millioner, med hver familie (regnet til 5 personer) svarende til en befolkning på 75 millioner overfor et samlet indbyggertal af 170 millioner. Fuldkommen tilintetgjort. Med disse ord kan man karakteriserer det samlede resultat af Sovjetruslands økonomiske politik".
Der er i det hele taget ingen ende på "den reaktionære meningsterror", som Paul Olberg her baseret på kolde facts fremfører i "Socialisten" i 1922, og som et noget begrebsforvirret socialdemokratisk folketingsmedlem, Ole Vagn Christensen, kalder nyliberalistisk omskrivning af historien. Således oplyser denne historiens lænkehund fra "Socialistens" hundehus bl.a., at "Ifølge sovjetregeringens organ "Ekonomitsjeskaja Shisn" udgjorde det korndyrkede areal i det europæiske Rusland i 1916 (altså midt under Første Verdenskrig, som Rusland deltog i, forf.) 36 millioner desjatiner (1 desjatin = 1.09 ha), i 1919 udgjorde det kun 11 millioner desjatiner. Tilbagegangen var altså fulde 70 %".
Årsagen var den enkle, at bønderne dels blev hjemsøgt af Lenins bevæbnede militære ekspeditioner, som hensynsløst rekvirerede alt spiseligt inklusive den såsæd, bønderne skulle bruge til næste års høst, og dels at de efter Lenins magtovertagelse ikke mere kunne få den kunstgødning, de redskaber og den trækkraft, som de selv midt under Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig havde adgang til. "Den grufulde hungersnød," skriver Olberg videre, "der omfatter et af 40 millioner mennesker beboet landområde, altså en tredjedel af Sovjetruslands samlede befolkning, er hovedsagelig en følge af denne skæbnesvangre politik". Ifølge en senere artikel af Paul Olberg i "Socialisten" i 1925 omkom ca. 7 mill. af bondebefolkningen "af hungersnød og sygdomme under bolschevikherredømmet".
I sin artikel i Jyllands-Posten klamrer Kristian Hvidt sig stadig til påstanden om, at Lenin regerede midt i borgerkrig og hungersnød. Det er korrekt, men det var altså Lenin, som med sin katastrofale politik skabte hungersnøden, og borgerkrigen var ligeledes en følge af Lenins politik. Kampen mod de hvide var i den forbindelse minimal i forhold til den krig, Lenin førte mod den oprørske russiske befolkning.
I "Socialisten" 1922 beskriver Paul Olberg ligeledes med kildehenvisninger den bondeopstand, som i de socialrevolutionæres partiblad, "Volra Rossii", maj 1921, blev betegnet som "en ren og skær folkebevægelse mod sovjetregimet", og denne historiens lænkehund fra "Socialisten"s hundehus fortsætter:
"Mod denne bevægelse, som bragte et overordentligt bevis for, at den såkaldte arbejder- og bonderegering ikke støttede sig til bønderne, viste de regerende i Moskva kun et eneste middel at anvende: den brutale magt. Den måde, på hvilken bondeopstandene blev undertrykt, står som et af de skændigste kapitler i bolschevikregeringens historie: landsbyer og kolonier jævnedes med jorden; uden proces og uden dom blev ikke alene enkelte personer nedslagtede, men også massemyrderier fandt sted; ligesom i de uhyggeligste barbartider blev hver tiende eller tolvte landsbybeboer indenfor opstandens skudt ned, således f.eks. i Kuban. I gourvenementet Poltawa hærgede en straffeekspedition en straffeekspedition, som tre uger igennem daglig nedskød 200 mand ("Volta Rossii", nr. 282, 1921)".
"Alligevel, eller måske netop derfor, lykkedes det ikke Moskva-regeringen at blive situationens herre", konkluderer Olberg.
Og netop derfor blev Lenin nødt til at gennemføre sin NEP-politik. Den var ikke et resultat af organisatoriske evner eller stor statsmandskunst, som Kristian Hvidt fremhæver, men en tvingende og banal markedsmæssig nødvendighed, hvis ikke det russiske folk langsomt skulle dø af sult som følge af Lenins katastrofale planlægningsevner og brutale diktatur. For Lenin selv var det ganske enkelt et spørgsmål om at overleve. Der var oprør overalt. Bondeopstand. Opstand i Kronstadt, massestrejker i Petrograd og Moskva. Arbejderoprør ude i provinserne. Alt i alt regner man ifølge professor Bent Jensen i forskningsverdenen med, at hungersnød og brutal nedslagtning af enhver form for modstand kostede et sted mellem 10 og 20 millioner mennesker livet, inden Lenin fik situationen under rimelig kontrol og kunne overlade til Stalin at fuldføre sit værk.
I sit indlæg i Jyllands-Posten 5/7 bruger Kristian Hvidt 630 spaltemillimeter. Ikke på at dokumentere sine uhyrlige påstande om Lenins gode gerninger og formidable planlægningsevner, men udelukkende på grov tilsvining af historikere og andre, som har kendskab til de rent faktiske forhold under Lenins regime, og som oven i købet er så frække at mene, at historien ikke blot handler om såkaldt statsmandskunst, men også, og måske især, om ofrene for hensynsløse statsmænds blinde fremfærd.
Kristian Hvidt skriver om lænkehunde i Jyllands-Postens hundehus. For nu at blive i denne historikers saglige terminologi, så vil det være særdeles anbefalelsesværdigt, om han som lænkehund i sit eget historiens uvidende hundehus begyndte at gnave nogle ben, der kunne give ham en videnbaseret og noget mere nuanceret tilgang til historien. Især da, når man tager i betragtning, at hans bog skal bruges som undervisningsmateriale i gymnasiet.
