Af Niels Westy Munch-Holbek
Så er vi atter i gang med de tilbagevendende ritualer i forbindelse med et folketingsvalg. Herunder hører efterhånden, at hovedemnerne er velfærd og udlændingepolitik, tilsat et stænk snak om skattelettelser der måske nok mere korrekt burde omtales som skatteomlægninger.At ingen af partierne stiller spørgsmål ved den grundlæggende konstruktion af vores velfærdssystem, som alle påstår, de kan gøre bedre, bør ikke undre nogen. Selv om der måske skulle være en og anden, der vil påstå noget andet, anviser politiske partier sjældent nye og innovative løsninger - det handler primært om at regne ud og tækkes de forestillinger, vælgerne har.
Man vil med andre ord hylde vores velfærdsmodel indtil den dag, det endelig går op for vælgerne, at dens postulerede målsætninger ikke er mulige.
På mange måder kan det undre, at der fortsat er så stor en tro på, at det f.eks. rent faktisk er muligt at opbygge et effektivt fungerende offentlig uddannelsessystem uden radikale ændringer. På trods af at vi har et af verdens absolut dyreste uddannelsessystemer, er det aldrig lykkedes at omsætte de anvendte ressourcer i faglige resultater, hvilket diverse internationale undersøgelser har vist med al ønskelig tydelighed.
Diskussionen om kvaliteten af vores sundhedssystem er heller ikke af nyere dato, og diskussionen om ventelister osv. vil vi komme til at høre om i mange år fremover, uanset hvem der kommer til at danne regering. Ikke nødvendigvis fordi der er en mangel på ressourcer, men fordi de grundlæggende strukturer og rammer omkring sygdomsbehandlingen umuliggør en effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Vi er tilsyneladende også fast besluttede på at fortsætte med en velfærdsmodel, hvis centrale omdrejningspunkt er en fornægtelse af økonomiske incitamenters betydning for vores valg her i livet. Da Socialforskningsinstituttet for et par år siden udsendte en rapport om det forkætrede kontanthjælpsloft og dets evne til at få bistandsmodtagere i beskæftigelse, var konklusionen, at effekten var minimal. Det gav straks anledning til et argument om, at det ikke hjalp at sætte loft over ydelserne. At forklaringen måske snarere er, at loftet er sat for højt, kom man ikke ind på.
Det var der ellers en hel del, der tydede på i omtalte rapport. Hvordan skal man ellers tolke det, når halvdelen af bistandsmodtagerne kun vil acceptere at arbejde, hvis den samlede transporttid er under en time om dagen, og kun 5 procent vil acceptere en transporttid på 2 timer eller mere om dagen?
Hvis man ser på vores velfærdssystems resultater gennem det seneste halve århundrede, må man også spørge sig selv om, hvorfor man fastholder et system, der først og fremmest synes kendetegnet ved at være leveringsdygtig i, at stadigt flere mennesker er blevet parkeret på passiv forsørgelse.
Således er det lykkedes at hæve antallet af passivt forsørgede i den arbejdsdygtige alder fra 200.000 mennesker i 1960 til 900.000 i 2004. Og mens kvinders erhvervsfrekvens er steget kraftigt i samme periode, er den faldet med ca. 10 procent for mændenes vedkommende. Populært sagt kan man sige, at kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, for at (en del af) mændene kunne blive hjemme.
Min undren over at vi holder fast i noget, der åbenlyst ikke virker, skyldes muligvis, at jeg i min naivitet går ud fra, at formålet med at hjælpe folk i nød er at gøre dem i stand til at klare sig selv, at hovedformålet med at sende vores børn i skole er, at de skal lære noget, og at sundhedsvæsenet eksisterer for at behandle folks sygdomme (når det er muligt).
Jeg vil ikke påstå, at der ikke undervises i skolerne, behandles på hospitalerne osv. eller at man ikke gerne vil hjælpe folk i nød. Problemet er bare, at der er så mange andre interesser, der lige skal tages hensyn til.
Det være sig mere eller mindre obskure sociale og pseudo-demokratiske målsætninger i uddannelsessystemet, ideologiske idiosynkrasier der hæmmer en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedssektoren eller prioritering af en særlig ønskværdig (lige) indkomstfordeling, der direkte saboterer målet med at gøre folk selvernærende. Sidstnævnte er samtidig en af de væsentligste årsager til vores manglende evne til at integrere indvandrere fra især 3. verdenslande.
Intet af ovenstående vil være forandret næste gang, vi går til valg, hvorfor det allerede nu er muligt at sige, hvad de(n) kommende valgkamp(e)s hovedtemaer vil være, nemlig velfærd, udlændinge og integration, og diskussionen vil ligne den nuværende og de foregående valgkampe til forveksling
At tro at et kryds på rette sted den 13. november skulle ændre dette er vist at betragte som vælger(selv)bedrag.
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
