Valget (og 180Grader) beviser, at Venstre stadig er liberalt

Slettet Bruger,

11/11/2007

Af Thomas Banke

Sidst jeg skrev en klumme til 180Grader, affødte det en heftig debat. Mit ærinde dengang var at forsøge at argumentere for, at selvom Venstre og de Konservative som regeringsbærende partier ikke på alle politikområder har ført en ambitiøs liberal politik, så er alternativet yderst uheldigt.

Jeg må konstatere, at en række af debattørerne her på sitet og jeg selv aldrig bliver enige. Jeg kan i hvert fald ikke forstå de synspunkter, der baserer sig på, at Danmark bliver mere liberalt efter en periode hvor Anders Fogh er erstattet af Helle Thorning, Thor Pedersen af Henrik Sass Larsen og Kristian Jensen af Villy Søvndal. Nok om det.

Vi er nu sidst i en valgkamp, som i høj grad har været præget af bogstavkombinationer, Khaders stakit, og spørgsmålet om hvem der peger på hvem. Jeg synes faktisk, at det er sørgmodigt, at vi ikke har diskuteret flere værdier og mere politisk substans. Jeg tror at mange vælgere er trætte af det store fokus på bogstaver og hypotetiske regeringskombinationer, fordi det dermed bliver sværere at forholde sig til partiernes politik. Det fylder nemlig mindre og mindre, hvad vi vil med Danmark. Det er en uheldig tendens. For en valgkamp bør naturligvis handle om politiske holdninger og visioner og ikke om bogstavrim og regeringsgætterier.

Selvom der har været for lidt fokus på holdningerne, er noget af det, jeg og mange andre VU'ere har fået bekræftet endegyldigt i denne valgkamp, at vi hører til hos Venstre. Det er i Venstre, at Danmarks liberale politikere findes og virker. Det er i Venstre, at vi vil en friere og rimeligere Danmark. En del af den bevisførelse findes faktisk her på siden.

180Grader har været så venlig, at udarbejde en stemmeguide, som for en gangs skyld har nogle spørgsmål, som man som liberal kan forholde sig klart til. Her kan man se, hvem af de opstillede kandidater man er mest enig med. Jeg har selvfølgelig taget testen. Resultatet er at jeg er mest enig med Kasper Krüger (jeg ved ikke, om det er en fordel eller ulempe for Kasper, det afhænger vist af øjnene der ser!). Nummer to er i øvrigt Anders Basbøll, og så følger ellers en enkelt konservativ, men derefter overvejende V-kandidater.

Der er faktisk Venstrefolk, der går til valg på lavere skat. Der er Venstrefolk, som mener, at private hospitaler er bedre. Der er Venstrefolk, som i 180Graders test sikkert og vist holdningsmæssigt ligger meget tæt op ad Venstres største kritikere fra det borgerlig-liberale Danmark. I Venstre er der mange forskellige holdninger, og der idéudvikles hele tiden.

Min pointe er, at Venstre er fyldt med gode liberale politikere - det er hos os, de er. Ikke hos hverken Det Radikale Venstre eller Ny Alliance. Det er hos os, der bliver udviklet liberal politik. Det er der mange, der synes at glemme mellem valgene, og det fører helt naturligt til kritik af det daglige politiske håndværk. I en valgkamp - selv når den er præget af alt andet en politisk substans - bliver man gennem tæt samarbejde med Venstres kandidater og organisation bekræftet i, at her er skaberne af fremtidens liberale Danmark.

Min gode kollega, Rune Kristensen, opfordrede for nylig på nærværende sider til at stemme på de Konservative, hvis man vil have mere borgerlig-liberal politik. Den opfordring vil jeg ikke anfægte. Jeg vil til gengæld benytte lejligheden til at opfordre alle - unge som ældre - liberale kritikere af Venstre til at tage stemmeguiden, og overveje, om det nu virkeligt er fornuftigt at konkludere, at vi får et mere liberalt Danmark uden Anders Fogh Rasmussen.

For vi er et hold i Venstre og VU. På vores hold er der masser af forskellige holdninger. Der er kandidater som f.eks. Kasper Krüger, der går til valg på, at vi skal have en flad skat på 40 procent. Og sådan kan vi hele vejen rundt konstatere, at Venstre afdækker alle former for liberalisme. Vi har ikke brug for Liberalisterne for at få et mere liberalt Danmark. Vi har heller ikke brug for en periode med et rødt kabinet for at få et mere liberalt Danmark. Vi har brug for, at alle tager stilling og stemmer på en kandidat, som dækker de liberale behov - selv hos de opgivende, frelste og sidste dages hellige!

Thomas Banke er stud. scient. pol. og landsformand for Venstres Ungdom

Kilde: