Af Lennart Kiil
Det kan være interessant at diskutere velfærdsstaten med familie, venner og bekendte. Meget ofte vil blot den mindste kritik resultere i beskyldninger om ekstremisme. I Danmark lever en stor ærbødighed omkring velfærdsstaten - nærmest som var dens status som overlegen statsform hævet over al kritik.Helligbrøde er det at kritisere den nordiske model. Intet mindre.
Beskyldningen om ekstremisme ved kritik af velfærdsstaten er dog egentlig ganske løjerlig. Særligt hvis man vælger at se tingene i et lidt større perspektiv: Vi har verdens højeste grad af lighed. Verdens højeste! Det må da siges at være ekstremt. Vi har også verdens højeste samlede skattetryk. Er det ikke ekstremt?
Ellers giver ordet 'ekstrem' jo ikke længere nogen mening. Ekstrem betyder vel bare 'at ligge ude i enden af en fordeling'. Det gør de nordiske lande jo i den grad. Det er altså den omvendte verden, når vi, der går ind for mere frihed, beskyldes for at være ekstreme. I virkeligheden er det jo fortalere for det velfærdsmæssige status quo (som sjovt nok reelt altid viser sig at være mere, mere, mere velfærd), der er ekstreme.
Et tilbagevendende emne, når jeg diskuterer velfærdsstaten med venner, er, at de næsten altid peger på, 'hvor godt det går'. Hvor stor velstand vi nyder. At vi er et af verdens rigeste folk. Det faktum, som jeg anerkender, tilskriver de uden videre velfærdsstaten. Det gør jeg ikke. For den simple sandhed er, at vi har vores velstand på trods af og ikke i kraft af velfærdsstaten.
Det bliver klart, når man indser, at det er dyder, der skaber velstand. Det er så igen velstand, der muliggør velfærd. Det forholder sig således og ikke omvendt. Tværtimod undergraver velfærd - og endda i nogen grad velstand - dyderne.
Der er intet nyt i dette paradoks. Materiel velstand har altid og vil altid lede til hedonisme, der igen leder til dekadence.
Desværre forstærkes denne tendens mangefold i en velfærdsstat. For en velfærdsstat er dårlig til at reproducere dyder og god til at reproducere laster. Det er den, fordi den isolerer adfærd fra succes. I et frit samfund uden en velfærdsstat er der omvendt en mekanisme på spil, der modvirker velstandens undergravende effekt. Bliver folk for dekadente som følge af overflod, så mærker de snart konsekvensen af, at lasterne overtager, der hvor dyderne tidligere regerede. (På den måde ligner velfærdssamfundet mere de gamle feudalsamfund, hvor der var en klasse, der kunne tillade sig dekadence på andres regning. Historisk kan man sige, at nytænkningen ikke ligger i velfærdssamfundet, men i det åbne og frie samfund.)
I velfærdsstaten isoleres vi fra konsekvenserne af vores valg. De, der korrumperes mest af velstanden, mærker ikke, hvilke konsekvenser deres adfærd har, fordi de kompenseres gennem omfordeling, hvor man tager fra dem, der stadig bidrager til velstanden, fordi de - endnu en stund - ejer dyder som flid og iværksætterånd.
Velfærdsstaten stiller altså en dynamik op, hvor man ikke belønnes for at skabe noget. Tværtimod bliver det, man skaber, taget fra en og givet videre til folk med en krævementalitet eller det, der er værre.
Efterhånden som folk får øjnene op for, hvordan systemet arbejder, opgiver de at ville skabe og bruger i stedet tiden på at finde ud af, hvordan de kan leve et komfortablet og risikofrit liv på andres regning. Det kan fungere i et stykke tid, men eftersom velfærdsstaten over tid øger antallet af nydere og reducerer antallet af ydere, fordi det ikke kan reproducere en kultur af flid og risikovillighed, men tværtimod en af tilskudssøgen, så bliver velfærdsstaten en kolos på lerfødder.
Kolossen vokser konstant, men de fødder, der skal bære den, bliver mindre og mindre.
Den velstand vi nyder nu, den er altså ikke produktet af velfærdsstaten, men derimod produktet af værdier og dyder, der allerede nu tilhører en svunden tid. Værdier som velfærdsstaten ikke formår at overbringe til næste generation. Når samfundet på den måde skal sørge for flere og flere, og vi hæfter solidarisk, vil Staten også blande sig i mere og mere. Ikke kun som omsorg, men også som adfærdsregulering.
I et frit samfund kan en ryger ryge så tosset, han vil. Han må selv bære konsekvenserne af denne last. Han afgør dermed med sig selv om nydelsen ved rygningen overstiger de negative konsekvenser. I hvert fald hæfter andre ikke for hans last.
Omvendt er det i velfærdssamfundet: Fordi vi hæfter kollektivt, vil Staten naturligvis 'beskytte folk mod dem selv'. Det vil sige, når vi nu er kommet frem til, at laster som umådehold - folk der æder sig fede og syge - koster samfundet, så begynder samfundet til gengæld at blande sig i, hvad folk skal spise. Omsorg fra statens side medfører langsomt - men sikkert - tabet af privatliv.
Klassiske liberale ved godt, at dyder og laster har deres naturlige fortjenester og omkostninger. De regulerer fint - og fører til at flid og omtanke nyder udbredelse.
I et sådant frit samfund, hvor der er en sammenhæng mellem dyd og succes, ville f.eks. ungdomshuse kun være en mulighed, hvis de unge faktisk deltog på en konstruktiv måde. Det er kun i et velfærdssamfund, hvor man har skilt den gode adfærd fra privilegier, at man kan få en situation, hvor unge belønnes for vold og laster.
Lennart Kiil er freelance-videnskabsjournalist og selvstændigt erhvervsdrivende, zensci.dk. Han blogger på forsker.net/blog/lennart-kiil/
