Af Niels Westy Munch-Holbek
Er Vestens rigdom blot resultatet af vores udnyttelse af resten af verden? Har vi ansvaret for fattigdommen i verdens fattige lande? Skyldes kriminalitet, dårlig uddannelse og arbejdsløshed blandt visse indvandrergrupper danskernes diskriminering? Skyldes det kvindeundertrykkelse, at andelen af kvinder i topstillinger ikke er højere?Det gør det i hvert fald, hvis man skal tro på den offerdyrkelse, der har været fremherskende, ikke hun herhjemme, men også i andre dele af den vestlige verden i det sidste halve århundrede. Udover at svælge i offerdyrkelsen er man også altid rask til at fordømme dem, der ikke lever op til deres rolle som offer; kvinder, der kommer til tops, løber jo altid risikoen for at blive beskyldt for at være "mandlige", ligesom indvandrere, der klarer sig godt, altid løber risikoen for at blive beskyldt for at være blevet for "hvide". Eller med et eksempel fra udviklingsøkonomien, hvor de asiatiske tigre tilbage i 1960'erne blev omtalt som "vestens dikkende lammehaler", alene fordi de ikke levede op til offerrollen, og i stedet udnyttede de globale markeder til egen fordel.
Det er næppe heller en tilfældighed, at UNESCO i samarbejde med OAU (Organization of African Unit) for et par år siden valgte netop den 23. august til "International Day for the Remembrance of the Slave Trade and its Abolition", fordi det er årsdagen for slaveoprøret i det nuværende Haiti, der startede natten mellem den 22. og 23. august 1791. Oprøret er bestemt værd at huske. Det førte til oprettelsen af staten Haiti og ophævelse af slaveriet. Men nogen afgørende betydning fik det ikke for ophævelsen af slaveriet. Mon ikke valget af denne dato primært er dikteret af mere nutidige behov som for eksempel behovet hos OAU's medlemsstater for at finde eksterne forklaringer på dets medlemslandes fejlslagne økonomiske og sociale udvikling - og sikre fortsat vestlig bistand. Det kunne forklare, hvorfor man stort set ensidigt fokuserer på den transatlantiske slavehandel.
Historisk var slaveriets afskaffelse ikke primært resultatet af slavernes egen kamp for frihed, men derimod af vestlig - og især angelsaksisk imperialisme. Og fordi det er en ofte gentaget myte, at brugen af afrikanske slaver kun var mulig på grund af europæisk racisme, er det vanskeligt forståeligt, idet ideen om at én race er andre overlegen først opstod i midten af det 19. århundrede, efter at slaveriet var afskaffet de fleste steder i den vestlige verden, inklusiv deres kolonier.
Hvad fortalerne for racismeforklaringen glemmer er, at der slet ikke var behov for den slags (bort)forklaringer, da slavehandlen tog fat efter opdagelsen af Amerika. At handle og bruge slaver har indtil for få hundrede år siden været et normalt træk ved alle civilisationer. Vores egne forfædre, vikingerne, tjente f.eks. godt på slavehandel i sin tid. At den intereuropæiske slavehandel forsvandt skyldes primært fremkomsten af egentlige samfundsstrukturer, der kunne forsvare sig selv og gøre gengæld. En anden årsag var brugen af livegne. At Afrika, især syd for Sahara, endte som storleverandør af slaver til resten af verden var primært et resultat af den manglende eksistens af stærke samfund, der kunne forsvare sig selv, og at der allerede eksisterede en struktur for slavehandel, som europæerne kunne udnytte. Araberne havde for øvrigt i århundreder, før europæerne begyndte deres handel, hentet slaver op fra kontinentet - en praksis der fortsatte også efter, at europæerne indstillede deres handel. Ikke før 1873 opgav Zanzibar efter massivt engelsk pres denne lukrative handel, og vi skal langt op i det 20. århundrede, før de sidste arabiske og afrikanske lande forbød selve slaveriet.
Mens det primært var engelsk imperialisme, der sikrede den globale afskaffelse af slaveriet, var besindelsen på det forkerte ved slaveriet først og fremmest konsekvens af oplysningstidens erkendelse af det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder, liberalismens fødsel og en religiøs overbevisning hos visse protestantiske trosretninger. Kvækernes tidlige modstand mod slaveriet tager således afsæt i, at det var i strid med biblens ord om, at man skal gøre mod andre, som man ønsker, de skal gøre mod en selv. En lang række af oplysningtidens store tænkere argumenterede også mod slaveriet i det 18. århundrede. Modstandens styrke i slutningen af århundredet kan illustreres med, at 2/3 af Manchesters mandlige befolkning på et tidspunkt underskrev en erklæring vendt mod slavehandlen
England var hverken det første land, der forbød handlen med slaver (det var Danmark), eller det første der afskaffede slaveriet i kolonierne (det var Holland), men det var det vigtigste. Efter at englænderne forbød slavehandlen i 1807 indledtes en internationale kampagne mod først handlen med slaver og, efter selve slaveriet blev afskaffet i hele imperiet, mod slaveri. Ofte blev kampen ført med hjælp af den britiske hær og flåde. Det kan vist kun betegnes som rendyrket imperialisme. Med andre ord: Man kan stille spørgsmålstegn ved, om man kan/skal påtvinge andre kulturer og samfund ens egne normer og love, men man kan ikke komme uden om, at især engelsk imperialisme var afgørende for slaveriets ophævelse.
I et brev, dateret den 13. december 1843, skriver min tiptiptipoldemor, født som slave på St. Croix i 1796 og frikøbt i 1813, et brev til datteren Margaret, hvori hun beder hende om at blive i Europa. Dels på grund af den diskrimination også frie farvede blev udsat for på øerne, men nok så interessant, fordi en tilbagevenden vil indebære, som Lucretia skriver, at "Det samfund, som du nu lever i (som jeg regner med består af respekterede og veluddannede mennesker), vil blive skiftet ud med halvstuderede eller nærmest uvidne (voksne) mænd og kvinder". Hun var ikke i tvivl om, hvad der var bedst for datteren, og her handler det ikke om race, men om kulturelt niveau.
Lad mig understrege, at jeg med denne klumme ikke plæderer for, at egen kulturel, teknisk og uddannelsesmæssig overlegenhed bærer retten til særlige privilegier, men nok til at man erkender, at visse kulturelle mønstre er andre overlegne.
Denne klumme er heller ikke skrevet for på nogen måde at forsvare den behandling, slaverne blev udsat for. Men når vi ser på Vesteuropas fortsat faldende globale betydning og manglende evne til at sikre fortsat stigende velstand (ikke mindst her i landet), er det bestemt ikke urealistisk at forestille sig, at når historien om Europas storhed og fald skal skrives, så vil oplysningstiden og det 19. århundredes ophævelse af slaveriet stå som højdepunktet, mens det 20. og 21. århundrede vil være fortællingen om, hvorledes kollektivisme, arvesynd og offerdyrkelse førte til, at vi gik i stå i forhold til andre mere dynamiske dele af verden.
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
