Af Morten Messerschmidt
Den sidste uges oplevelser har været noget for sig. Først vaklede integrationsministeren over at udvise to udenlandske statsborgere, der har forsøgt at tage livet af en dansk kunstner. Og mens landets gader blev hærget af vrede muslimer, var landets jurister og politikere mere optagede af, om man nu skulle støtte integrationsministerens geleagtige knæ eller den § 25 i udlændingeloven, som et bredt flertal i Folketinget stod bag, da den i sin nuværende form blev vedtaget i 2002.Heldigvis har nogle jurist kunnet se igennem den politisk korrekte fernis. Eksempelvis formanden for de danske dommere, Jørgen Lougart, der med befriende klarsyn gjorde det klart, at sager om statens sikkerhed afgøres af regeringen og ikke domstolene. Af ukendte årsager har forvirringen om disse ret enkle principper bredt sig som en steppebrand. At de evige grædekoner på venstrefløjen mere bekymrer sig om terroristernes retssikkerhed end danskernes tryghed, kan ikke overraske. Men at forargelsen har bredt sig selv til liberale kredse, som blandt andre her på 180Grader har beklaget sig over den administrative udvisningspraksis, må grundlæggende vise, at man ikke har forstået den måde, som udlændingeloven fungerer på i et ordentligt samfund.
Alle internationale og folkeretlige principper giver et land adgang til selv at vurdere, hvem man ønsker at have i sit land. Sagen er, at ikke-danske statsborgere efter ganske nøje regler kan udvises, såfremt betingelserne for deres opholdstilladelse falder bort. Det samme gælder reglerne for visum, som også tildeles administrativt - og hvor der næppe er nogen, som vil råbe på domstolsprøvelse, når visumet løber ud. At udvisning kan være en sanktion for straffelovsovertrædelser, er ikke et udtryk for, at udvisningen er undergivet domstolskontrol. Domstolene konstaterer blot i disse sager, at der er begået forbrydelser af en sådan grovhed, at en del af sanktionen skal være udvisning.
Det er der ikke tale om i sagerne om de to tunesere. Her har efterretningsvæsenet vurderet, at de udgjorde en fare for statens sikkerhed. Udvisning er med andre ord ikke en sanktion for en strafferetsovertrædelse, men en konsekvens af, at betingelserne for deres opholdstilladelse er faldet bort. Og det leder os direkte ind i den anden vildfarelse, som har kendetegnet debatten - nemlig spørgsmålet om offentlighed. Administrativ udvisning og offentlighed er to helt adskilte forhold. At de begge i den konkrete situation har fundet anvendelse, understøtter blot, at PETs, integrationsministerens og justitsministerens afgørelse var den rette.
§ 25 gør det klart, at det er hævegrund for en opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding er til fare for statens sikkerhed. § 45b, stk.2 giver hjemmel til, at integrationsministeren kan beslutte, at oplysningerne efter udlændingeloven kan holdes hemmelige. Loven siger altså ikke, at ikke-danskerne skal udvises uden at få klar besked. Nej, den siger, at ikke-danskerne kan udvises administrativt, mens oplysningerne i særlige tilfælde af sikkerhedsmæssige grunde, som går ud over § 25, kan holdes hemmelige. Dette er ikke et brud på retsprincipper - det er en nødvendighed for netop at sikre retssamfundet imod de kræfter, som i stigende grad ønsker at omdanne Vesten til muslimsk overherredømme.
Er manglende domstolskontrol da noget, som helt særegent knytter sig til § 25? Næ, det kendes fra en række felter i dansk ret, at den administrative rekurs er endelig. Tag blot regler om behandling af sager ved Flygtningenævnet (udlændingelovens § 56, stk. 8), som også slår fast, at nævnets afgørelser er endelige. Det er muligt, at de verdensfjerne globaliseringsromantikere, for hvem alle kulturer og alle mennesker er lige gode og lige rare, ikke ser nogen grund til at skelne mellem danske og ikke-danske statsborgere. Det vil blot føre til den endelige kapitulation over for dem, der ønsker vor kultur og samfundsmodel hen, hvor peberet gror.
Vi må forstå, at vor verden er under pres. Delstatsregeringen i Nordrhein-Westfalen har udarbejdet en omfattende rapport blandt 2. generations-tyrkere i Tyskland. Og rapporten, hvis navn er "Verlockender Fundamentalismus", er foruroligende. På spørgsmålet "Når det tjener det islamiske samfund, er jeg parat til at sætte mig igennem med fysisk magt mod de vantro", da svarer 18,3 % af de unge tyrkere "helt enig" og 17,4 % svarer "enig". Over 35 % af tyrkerne i Tyskland er altså villige til at bruge vold for islams skyld.
Til udsagnet "Vold er retfærdiggjort, når det drejer sig om at gennemføre den islamiske tro", svarer 10,9 % "helt enig" - og 17,9 % "enig". Igen ligger tallet meget højt - over hver fjerde accepterer vold. Og næsten ligeså mange - 23,2 % - erklærer sig i rapporten enig i, at "hvis nogen kæmper imod islam, må man slå ham ihjel".
Analyser fra 2006 viser, at 28 % af unge muslimer i England ønsker, at England skal være islamisk. 30 % vil hellere leve under shariaen end under engelsk lov. Og 19 % sympatiserer med Osama bin Laden.
Store befolkningsgrupper i Europa går altså ind for sharia. Selv højtuddannede tilslutter sig dette krav. Vi ved, at det var højtuddannede, der stod bag 11. september. Højtuddannede muslimske piger forsvarer i Danmark mordet på Theo van Gogh. He had it coming, synes de at mene. Og under den danske tegningsag, hvor et dagblad bragte 12 billeder af profeten Muhammed, oplevede vi store demonstrationer, nedbrændte ambassader og et stort flertal af muslimer i Danmark, der krævede indgreb i ytringsfriheden.
Dette er, hvad vi er oppe imod. Og vore regler må derfor indrettes derpå. Eller som Weekendavisens jævnligt gode Anne Knudsen udtrykte det forleden: "Ubehageligt virker det muligvis, at man ikke har samme rettigheder alle vegne, men borgere er ikke verdensborgere. Vi er altid konkrete borgere i bestemte lande; det er en del af den statslige suverænitet, vi i andre sammenhæng sætter stor pris på. I den foreliggende sag bruger Danmark en lovgivning, der er identisk med lovgivningen i de lande, vi plejer at holde af at sammenligne os med". Jeg er enig med Anne Knudsen - der er og skal være forskel på at være dansk og være udlænding. Og det gælder både, når det kommer til rettigheder og til pligter.
Enhver udlænding, der får ophold i Danmark, kender betingelserne. Udlændingelovens § 25 er ikke ny. Ej heller er § 45b, stk.2. § 25 har i kodificeret form eksisteret siden 1983 - men reelt går den administrative udvisningspraksis endnu længere tilbage. Det er et velkendt retsprincip, at man ikke kan sanktioneres for noget, som ikke var kendt på det retsstiftende tidspunkt. Dette essentielle grundprincip gælder også i Danmark. § 25 var der, da de kom - og den er der følgelig også, når de opfylder betingelserne om at være til "fare for statens sikkerhed". Alt andet ville være absurd.
Men hele denne debat har været absurd. Mine tanker er først og fremmest gået til Kurt Westergaard, hvis sikkerhed er gledet fuldstændig i baggrunden, mens de politisk korrekte har set en retfærdig sag i at forsvare de uretfærdige.
Den momentane opportunist, som i dag kan kalde sig integrationsminister, må indse, at hun ikke længere kan optræde som et vildtfarende missil i Venstres folketingsgruppe, men i dag skal varetage andre end blot sine egne interesser.
Og danskerne må vågne op og indse, at vi ikke kan kæmpe mod terrorister med bambiblik og ønsker om dialog.
Westergaard har siden sin rigtige og modige tegning af Muhammed følt, hvordan det er at måtte ofre sig for vore dyrebareste idealer. Var det ikke på tide, at vi også mandede os op og gjorde klart, at der er noget, der er sandt og noget, der er forkert? Mens terroristerne og islamismens fortalere tager fejl, har vi og vor kultur sejret. Og skulle nogen være i tvivl, kan man ved et hurtigt vue over klodens tilstand konstatere, hvorfra terrorismen kommer, hvor demokratiet blomstrer, hvorfra væksten stammer, og hvor frihedsidealerne gælder. Det gør de ikke i de lande, hvor terroristerne råder. Det gør de hos os, og det skal ingen ændre på - hverken den lalleglade godhedsindustri eller de vanvittige terrorister.
Morten Messerschmidt er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
