Af Mikael Jalving
Advarsel: FN's Menneskerettighedsråd er netop nu i færd med at begrænse retten til at tænke, tro og tale frit. Fremover skal det være en forbrydelse mod menneskerettighederne at kritisere religion, ideer og kulturer.-----
Hvad er det mest vidunderlige ved at bo i et nogenlunde frit samfund?
Er det de materielle goder, den kulinariske overflod, de bugnende boghandler, foreningslivet, den fri debat, privatlivet, cafeer, lighed for loven eller den lejlighedsvise oplevelse af, at enhver har ansvar for sit eget liv?
Jeg har svært ved at vælge mellem disse og flere andre goder, kropslige såvel som intellektuelle; ideer og fænomener, de fleste af os tager for givet i vores daglige liv, så mit svar er, at jeg ikke vil undvære noget af ovenstående.
Sagen er blot, og her bliver det en anelse mere kompliceret, at det liv, jeg og mange andre mennesker gerne vil leve i fred og frihed med andre, bygger på, at vi hver især har ret til at tænke, tro og tale uden censur og frygt for andre repressalier, end hvad der måtte høre under gældende injurielovgivning.
At tænke, tro og tale frit er selve fundamentet. Jorden under vores fødder. Uden det kan vi ikke skabe vækst - og dermed de materielle goder, de fleste stræber efter, og fortære, hvad vi måtte have lyst til. Det skyldes ganske simpelt, at disse rettigheder er årsagen til, at vi har det, som vi har det, åndeligt såvel som materielt.
Foruden disse rettigheder ville demokrati ikke være demokrati, men autokrati, og boghandler ikke være boghandler, men afdelinger for propaganda og løgn. Samtidig ville foreningslivet dø ud; det ville gå som i Hitlers Tyskland med Hitlerforeninger overalt, og privatlivet, ja, det ville pludselig blive offentligt, for så vidt alle skal være enige om alt, tro på de samme guder, myter eller feberfantasier og bevise det overfor alle andre. Og ligheden for loven? Loven, dikteret af de stærkeste i troen, ville se det som sin naturligste opgave at udrydde den politiske lighed mellem mennesker.
Fjerner man et eneste bogstav i ordet ytringsfrihed, introducerer man tankekriminaliteten. Ytringsfrihed står slet ikke til debat. Den er der bare - eller er der bare ikke. Ytringsfrihed reduceret til Y*ringsfrihed giver knap nok mening, eller kun den at det skamferede ord nu snarere konnoterer frihed fra bestemte ytringer.
Det sidste er tilfældet i FNs Menneskerettighedsråd. Her er en fraktion under ledelse af magthaverne i bl.a. Libyen og Iran på foranledning af Organisation of the Islamic Conference (OIC) i gang med at undergrave FNs menneskerettigheder, herunder tanke-, tros- og talefriheden.
Det gør disse landes magthavere ved at forberede en konference i Genève i april næste år, en konference der skal følge op på en tidligere FN-konference imod racisme i Sydafrika. Målet er en samlet FN-erklæring, der definerer religionskritik som racisme.
Denne slutning er ikke blot galimatias, den undergraver de universelle menneskerettigheder. Kritik af religion er ikke racisme, men kritik af religion, og det er noget helt andet.
Religionskritik og ytringsfrihed er menneskerettighedernes alfa og omega. Disse dyder vendes nu til laster, som der skal skrives erklæringer imod - og i bedste fald lovgives imod. Det lyder måske akademisk. Det er det ikke. Det er ramme alvor. Ramme alvor, fordi en FN-sanktioneret begrænsning af ytringsfriheden er en stor symbolsk sejr for dem, der vil friheden til livs, hvor end den findes eller stikker sit menneskelige ansigt frem.
Mikael Jalving har netop taget initiativ til en dansk aktion til forsvar af menneskerettighederne i FN. Initiativet kan besøges på www.durban2.dk
