Af Kai Sørlander
For kort tid siden opgav det anerkendte amerikanske forlag Random House i sidste øjeblik at udgive en planlagt roman, fordi man frygtede, at den ville krænke mange muslimer og føre til lignende uroligheder som dem, der ramte Salman Rushdies De Sataniske Vers og de danske Muhammed-karikaturer. Som reaktion på denne selvcensur stod det lille, relativt nystartede forlag Trykkefrihedsselskabets Bibliotek her fra Danmark frem og tilbød at udgive bogen.I den anledning har Trine Pertou Mach, folketingskandidat for SF og formand for Mellemfolkeligt Samvirke, været fremme med en meget stærk fordømmelse af det lille danske forlag (bl.a. fremført i den sene Deadline på DR2 den 28. august). For hende er forlagets tilbud alene udtryk for en anti-islamisk holdning og for en utilstedelig fjendtlighed imod almindelige muslimer. Hun bebrejder forlaget, at det graver grøfter i stedet for at vise hensyn og bygge broer. Heroverfor svarer folkene fra Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, at de ikke er specielt anti-islamiske eller anti-muslimske, men at de kun forsvarer de menneskerettigheder, som vi har antaget i vor del af verden, og som indbefatter værdier som ytringsfrihed og religionsfrihed. Og at det tværtimod er Trine Pertou Mach, som med sit krav om hensyntagen til muslimernes krænkede religiøse følelser sætter disse fundamentale værdier på spil.
Her er tale om en klar politisk konflikt. En konflikt, som angår tolkningen af de demokratiske grundværdier. På den ene side står Trine Pertou Mach, som selv hævder at gå ind for ytringsfriheden, men som synes, at det er forkert at bruge denne frihed til at udgive en bog, fordi den kan forventes at krænke mange muslimers følelser. På den anden side står Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, som vil udgive bogen, fordi de mener, at ytringsfriheden undergraves, hvis den kan trumfes af hensynet til religiøse følelser.
Så langt har jeg blot præsenteret konflikten uden overhovedet at tage stilling. Men hvem har egentlig ret? Hvorledes skal vi selv stille os til sammenstødet mellem ytringsfrihed og krænkede religiøse følelser? Hvad skal trumfe hvad? Skal ytringsfriheden trumfe de krænkede religiøse følelser, eller skal det tværtimod være følelserne, som trumfer ytringsfriheden?
For at kunne vurdere, hvor megen vægt der skal tillægges de religiøse følelser, må vi begynde med at se, hvad religionsfriheden indebærer. Religionsfriheden er retten til at bekende sig til, hvilken religion man vil, uden statens indblanding. Men det er også retten til at skifte religion og til at forkaste alle religioner. Det er altså ikke kun friheden fra statens tvang, men også fra religionens tvang. Man får sin religionsfrihed under den forudsætning, at man også anerkender andres religionsfrihed. Ens egen ret til at vælge religion er derfor forbundet med, at man skal anerkende andres ret til at forkaste den selv samme religion. Og når man selv har ret til at give udtryk for, at man tror på en bestemt religion, så må andre også have en tilsvarende ret til at give udtryk for, at de ikke tror på den. Skal man selv have lov til at vise, at man er alvorligt troende, så må andre også have lov at vise, at de ikke kan tage troen alvorligt, og at de finder den latterlig og fordummende. Det er religionsfriheden i sin indre konsekvens.
Således indebærer en konsekvent religionsfrihed, at man ikke bør kunne trumfe ytringsfriheden ved at henvise til sine krænkede religiøse følelser. Det er religionsfriheden selv, som i sin egen konsekvens implicerer, at ytringsfriheden bør trumfe religiøse følelser. At man bør acceptere andres ret til at krænke ens religiøse følelser, er simpelthen bagsiden af ens egen religionsfrihed. Hvis man ikke vil respektere andres ret til at krænke ens religiøse følelser, så respekterer man ikke deres religionsfrihed, og så indskrænker man åndsfriheden. Så indskrænker man i sidste instans det rum, hvor det ikke skal være den fysiske magt, men alene det rationelle arguments tvang, der skal herske.
Det korte af det lange er, at hvis man ikke vil acceptere, at ytringsfriheden skal trumfe religiøse følelser, så er man i færd med at undergrave selve den principielt konsekvente religionsfrihed. Så er denne frihed sat på spil. Og så er man på vej ud i en sump, hvor religionerne skal bestemme, hvad der må siges.
Det er den sump, som Trine Pertou Mach er på vej ud i. Ganske vist uden klar erkendelse af, hvor hun er på vej hen. Trykkefrihedsselskabets Bibliotek handler i overensstemmelse med religionsfrihedens indre logik, når det ikke vil acceptere, at krænkede religiøse følelser skal trumfe ytringsfriheden. Dermed har Trykkefrihedsselskabet sat sig på principperne; og fordi Trine Pertou Mach ikke kan lide folkene bag det selskab, så vælger hun principløsheden og er villig til at bøje sig for en tilstand, hvor krænkede religiøse følelser trumfer ytringsfriheden, og hvor det i realiteten bliver islams bestemmelser om, hvad der må siges og skrives om Muhammed, som skal overholdes af alle - både muslimer og ikke-muslimer.
I sin fordømmelse af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek svigter Trine Pertou Mach principperne om religions- og ytringsfrihed. Hun svigter grundværdierne i et åbent samfund, hvor der er frihed til, at tanker kan brydes, og hvor man møder hinanden med rationelle argumenter. Og som folketingskandidat for SF og formand for Mellemfolkeligt Samvirke trækker hun disse organisationer med i sit svigt. Ja, i grunden står hun som repræsentant for en venstrefløj, som har mistet fodfæstet, og som i sin forvirring kun har ét holdepunkt: Erindringen om, hvem man er uenig med. I sin iver for at tage afstand fra "de onde" - her repræsenteret ved Trykkefrihedsselskabet - nægter man at forstå, at man samtidig svigter principperne om religions- og ytringsfrihed. I sin uselvstændighed forstår man ikke, at når det endelig gælder, så er det vigtigere, hvad man står for, end hvem man står sammen med.
Kai Sørlander er filosof og forfatter. Han har senest skrevet bogen "Forsvar for rationaliteten - religion og politik i filosofisk perspektiv"
