Den liberale debattør, skribent og særlige rådgiver for fødevareminister Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, er kommet i voldsom unåde, fordi han i en anmeldelse i Weekendavisen af Naomi Kleins bog
Chokdoktrinen har lånt flere fremragende pointer fra svenskeren Johan Norbergs nedsabling af bogen. Det er Information, der har startet det hele, og Politiken følger naturligvis op. Der er det ene saglige forhold i kritikken, at det naturligvis ville have været på sin plads, hvis Christopher Arzrouni havde skrevet, at han i stor udstrækning var blevet inspireret af Norberg. Men det ændrer dog ikke en tøddel ved, at Arzrounis anmeldelse er den klokkeklart mest oplysende om bogen, som er blevet bragt i hele den danske dagspresse.
Helt modsat Informations og Politikens omtale og anmeldelse af bogen, tør man roligt fastslå! Læserne af anmeldelsen i Weekendavisen er faktisk blevet klogere på, hvilket produkt Chokdoktrinen er, nemlig et enten utroligt dumt eller utroligt underlødigt produkt fra en utroligt overvurderet venstrefløjsforfatter.
I Information har læserne i stedet fået et interview med Klein af Jørgen Steen Nielsen, som fuldstændig ukritisk gengiver hendes pointe om, at "neoliberale" med den afdøde nobelprisøkonom Milton Friedman som ideologisk indpisker bl.a. starter krige for at fremprovokere kriser, da det angiveligt skulle være den eneste måde, man kan få befolkninger til at sluge liberale økonomiske reformer på. I det lys skal også Irak-krigen ses, hævdes det, men hvad hverken Klein eller hendes mikrofonholder på Information fortæller er, at deres hovedskurk, Milton Friedman, sandelig var imod Irak-krigen. I stedet bygges påstanden op om en total forvanskning af et Friedman-citat, som, når man læser det, intet siger om, at beslutningstagerne bør fremme kriser, men som blot konstaterer, hvad der er fakta, nemlig at når der er kriser, så er befolkningerne mere lydhøre overfor idéer om ændringer i samfundsstrukturerne for at løse kriserne. Og at det i en sådan situation derfor gælder om at have gjort sit forarbejde - arbejdet for sine idéers udbredelse. Fordi alternativet ellers er, at andre udnytter situationen til at vinde gehør for deres idéer.
Kan Information virkelig stå ved, at avisen helt ukritisk gengiver en så fantastisk teori, at liberale skulle starte krige med det formål at skabe økonomiske kriser, så de kan gennemføre deres upopulære liberale reformer, når den ikke underbygges af meget andet end en åbenlyst ondsindet og fejlagtig udlægning af et citat fra en enkelt fremtrædende økonom?
Politikens anmeldelse, som er skrevet af Lasse Horne Kjældgaard, er ét langt hyldesskrift for Chokdoktrinen, der slutter med denne anbefaling: "Pak den ned i rygsækken, list den ned i Louis Vuitton-kufferten eller tag den med i sommerhuset - men læs endelig Naomi Kleins alarmerende mammutværk i løbet af sommeren!" Kjældgaard videreformidler undervejs i anmeldelsen løgnen om, at Pinochet-kuppet i Chile skulle være sat i gang for at kunne gennemføre liberale reformer, selvom virkeligheden er, at styret fra begyndelsen forsøgte at gennemtrumfe en korporatistisk økonomisk politik og først senere fik øjnene op for fordelene ved en mere fri økonomi. Kjældgaard genfortæller også løgnen om, at Milton Friedman var "rådgiver" for Augusto Pinochet, selvom sandheden er, at han i 1976 holdt en foredragsrække i Chile over seks dage, og at han i den forbindelse mødte Pinochet i blot 45 minutter. Hos Kjældgaard får Politikens læsere endvidere besked om, at Verdensbanken og Den Internationale Valutafond spiller sin rolle i den "neoliberale" konspiration, selvom sandheden er, at Milton Friedman, som jo ifølge Naomi Klein - og Kjældgaard - er de dystre kræfters überideolog, foreslog begge dele nedlagt.
Kan Politiken stå inde for viderebringelsen af disse løgne og dumheder og skamrosningen af den bog, som forsøger at udsprede dem?
Christopher Arzrouni beklager episoden og har undskyldt overfor Johan Norberg, men han siger også til Politiken: "Jeg har det sådan, at jeg til enhver tid hellere vil skrive af efter nogen, der siger sandheden, end jeg vil opfinde mine egne løgne, som Naomi Klein gør." Herfra skal lyde en tilføjelse: Det er også bedre at skrive af efter nogen, der siger sandheden, end at skrive af efter nogen der lyver, som Information og Politiken gør.
P.S. Denne leder er i høj grad inspireret af Christopher Arzrounis anmeldelse, og flere af argumenterne er direkte snuppet derfra. Der fandtes intet mere troværdigt produkt på det danske avismarked.
Helt modsat Informations og Politikens omtale og anmeldelse af bogen, tør man roligt fastslå! Læserne af anmeldelsen i Weekendavisen er faktisk blevet klogere på, hvilket produkt Chokdoktrinen er, nemlig et enten utroligt dumt eller utroligt underlødigt produkt fra en utroligt overvurderet venstrefløjsforfatter.
I Information har læserne i stedet fået et interview med Klein af Jørgen Steen Nielsen, som fuldstændig ukritisk gengiver hendes pointe om, at "neoliberale" med den afdøde nobelprisøkonom Milton Friedman som ideologisk indpisker bl.a. starter krige for at fremprovokere kriser, da det angiveligt skulle være den eneste måde, man kan få befolkninger til at sluge liberale økonomiske reformer på. I det lys skal også Irak-krigen ses, hævdes det, men hvad hverken Klein eller hendes mikrofonholder på Information fortæller er, at deres hovedskurk, Milton Friedman, sandelig var imod Irak-krigen. I stedet bygges påstanden op om en total forvanskning af et Friedman-citat, som, når man læser det, intet siger om, at beslutningstagerne bør fremme kriser, men som blot konstaterer, hvad der er fakta, nemlig at når der er kriser, så er befolkningerne mere lydhøre overfor idéer om ændringer i samfundsstrukturerne for at løse kriserne. Og at det i en sådan situation derfor gælder om at have gjort sit forarbejde - arbejdet for sine idéers udbredelse. Fordi alternativet ellers er, at andre udnytter situationen til at vinde gehør for deres idéer.
Kan Information virkelig stå ved, at avisen helt ukritisk gengiver en så fantastisk teori, at liberale skulle starte krige med det formål at skabe økonomiske kriser, så de kan gennemføre deres upopulære liberale reformer, når den ikke underbygges af meget andet end en åbenlyst ondsindet og fejlagtig udlægning af et citat fra en enkelt fremtrædende økonom?
Politikens anmeldelse, som er skrevet af Lasse Horne Kjældgaard, er ét langt hyldesskrift for Chokdoktrinen, der slutter med denne anbefaling: "Pak den ned i rygsækken, list den ned i Louis Vuitton-kufferten eller tag den med i sommerhuset - men læs endelig Naomi Kleins alarmerende mammutværk i løbet af sommeren!" Kjældgaard videreformidler undervejs i anmeldelsen løgnen om, at Pinochet-kuppet i Chile skulle være sat i gang for at kunne gennemføre liberale reformer, selvom virkeligheden er, at styret fra begyndelsen forsøgte at gennemtrumfe en korporatistisk økonomisk politik og først senere fik øjnene op for fordelene ved en mere fri økonomi. Kjældgaard genfortæller også løgnen om, at Milton Friedman var "rådgiver" for Augusto Pinochet, selvom sandheden er, at han i 1976 holdt en foredragsrække i Chile over seks dage, og at han i den forbindelse mødte Pinochet i blot 45 minutter. Hos Kjældgaard får Politikens læsere endvidere besked om, at Verdensbanken og Den Internationale Valutafond spiller sin rolle i den "neoliberale" konspiration, selvom sandheden er, at Milton Friedman, som jo ifølge Naomi Klein - og Kjældgaard - er de dystre kræfters überideolog, foreslog begge dele nedlagt.
Kan Politiken stå inde for viderebringelsen af disse løgne og dumheder og skamrosningen af den bog, som forsøger at udsprede dem?
Christopher Arzrouni beklager episoden og har undskyldt overfor Johan Norberg, men han siger også til Politiken: "Jeg har det sådan, at jeg til enhver tid hellere vil skrive af efter nogen, der siger sandheden, end jeg vil opfinde mine egne løgne, som Naomi Klein gør." Herfra skal lyde en tilføjelse: Det er også bedre at skrive af efter nogen, der siger sandheden, end at skrive af efter nogen der lyver, som Information og Politiken gør.
P.S. Denne leder er i høj grad inspireret af Christopher Arzrounis anmeldelse, og flere af argumenterne er direkte snuppet derfra. Der fandtes intet mere troværdigt produkt på det danske avismarked.
