Det er befriende, at Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, tager bladet fra munden og siger lige ud, at Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens politik er blevet for stor. De sædvanlige typer vil naturligvis galpe op om "DF-bashing", men der er ikke noget odiøst i, at et liberalt parti udpeger et antiliberalt parti som modstander.
Og i øvrigt er der god grund til, at borgerlig-liberale danskere bør være på vagt over for Dansk Folkeparti:
Dansk Folkeparti udgør en kedelig proletarisering af den danske borgerlighed. Hvor det tidligere var et klart element i en borgerlig opdragelse, at man lærte at se op til dem, der havde gjort det bedre end en selv, så repræsenterer politikken fra Dansk Folkepartis ledelse helt omvendt et vammelt fedteri for folk, der ikke udretter eller har udrettet noget nævneværdigt, og nu sidder på bodegaen eller i spillehallen og kræver, at "de rige svin f.... ikke skal have det for godt".
Rigtig borgerlighed er elitær, fordi den anerkender, at nogle mennesker er mere værdifulde samfundsborgere end andre. Dansk Folkeparti er derimod et pøbelparti, fordi det hævder bodega-Bennys ligeværd med Mærsk Mc-Kinney Møller. Sådan ser ordentlige, borgerlige mennesker ikke på det. De erklærer sig tværtimod enige med afdøde Kristian Mogensen, der i 1974 udtrykte det således: "Det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen". Omsat til 2009-sprog er det de vælgere, som Dansk Folkeparti angler efter med dets overbudspolitik for folke- og førtidspensionister og modstand mod topskattelettelser, som Kristian Mogensen omtaler.
Der er stadig masser af gode, borgerlige mennesker, som stemmer på Dansk Folkeparti, men det er ikke dem, som partiet med Pia Kjærsgaard i spidsen fører politik for. Her satser man i stedet på, at evindelig snak om muslimer vil kunne holde sammen på en unaturlig koalition af gamle vælgere fra dagene med skatteoprør og Fremskridtspartiet, og de nye vælgere som samles op på landets socialkontorer med løfter om rundhåndet offentlig forsørgelse til evig tid.
Gid bukserne må revne!
Og i øvrigt er der god grund til, at borgerlig-liberale danskere bør være på vagt over for Dansk Folkeparti:
Dansk Folkeparti udgør en kedelig proletarisering af den danske borgerlighed. Hvor det tidligere var et klart element i en borgerlig opdragelse, at man lærte at se op til dem, der havde gjort det bedre end en selv, så repræsenterer politikken fra Dansk Folkepartis ledelse helt omvendt et vammelt fedteri for folk, der ikke udretter eller har udrettet noget nævneværdigt, og nu sidder på bodegaen eller i spillehallen og kræver, at "de rige svin f.... ikke skal have det for godt".
Rigtig borgerlighed er elitær, fordi den anerkender, at nogle mennesker er mere værdifulde samfundsborgere end andre. Dansk Folkeparti er derimod et pøbelparti, fordi det hævder bodega-Bennys ligeværd med Mærsk Mc-Kinney Møller. Sådan ser ordentlige, borgerlige mennesker ikke på det. De erklærer sig tværtimod enige med afdøde Kristian Mogensen, der i 1974 udtrykte det således: "Det er ikke de værdifuldeste samfundsborgere, som forlanger, at de stegte duer af sig selv skal komme flyvende ind i munden på dem, og som samtidig har travlt med at føre misundeligt kontrol med, om der kommer flere stegte duer til naboen". Omsat til 2009-sprog er det de vælgere, som Dansk Folkeparti angler efter med dets overbudspolitik for folke- og førtidspensionister og modstand mod topskattelettelser, som Kristian Mogensen omtaler.
Der er stadig masser af gode, borgerlige mennesker, som stemmer på Dansk Folkeparti, men det er ikke dem, som partiet med Pia Kjærsgaard i spidsen fører politik for. Her satser man i stedet på, at evindelig snak om muslimer vil kunne holde sammen på en unaturlig koalition af gamle vælgere fra dagene med skatteoprør og Fremskridtspartiet, og de nye vælgere som samles op på landets socialkontorer med løfter om rundhåndet offentlig forsørgelse til evig tid.
Gid bukserne må revne!
