Leder: Bryster og sex

Slettet Bruger,

20/12/2007

Kan man tage kvinder, som spankulerer topløse rundt i en svømmehal i protest mod, at deres bryster opfattes som "seksuelle", seriøst? Det har vi her på siderne uendeligt svært ved! Derfor kom vi til at gøre grin med optrinnet i gårsdagens afstemning, hvilket er blevet taget ilde op af enkelte læsere. Vi siger som Jyllands-Posten, da Muhammed-feberen rasede på sit højeste: Vi beklager, at nogen blev såret, men vi undskylder ikke.

Visse synspunkter i den offentlige debat fortjener bare ikke andet end latterliggørelse, og det gælder også dem, der kommer fra feminister, som velvidende, at de kan takke deres brysters sexappeal for al den mefølgende medieomtale, går i svømmehallen kun med bikinitrusser på for at protestere mod det forhold, som skaffer dem opmærksomheden.

"Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal, og derfor skal de heller ikke dækkes til," udtaler en Astrid Vang Hansen fra det ufrivilligt komiske show. Lad os indvi feministerne i lidt fakta, som alle andre er helt på det rene med, men som åbenbart er gået de unge kvinders næse forbi: Jo mindre I dækker jeres bryster til, jo mere "seksuelle" er de.

I kan gå topløse rundt fra nu til Dommedag, og det vil ikke ændre på det. Jeres bryster - i den velvoksne størrelse som de har hos Homo Sapiens - blev simpelthen tildelt jer af den gode Moder Natur for at gøre mænd seksuelt interesserede I jer. Det er ikke noget, der er udtænkt af snedige reklamefolk for at sælge materielle goder, det er ikke en mærkelig tradition fra forlængst svundne tider, eller en hobby som mænd selv har fundet på for at have noget at holde tankerne beskæftiget med. Det er med andre ord ikke noget, som bare kan slukkes med et tryk på en knap, end ikke med en beslutning hos samtlige mænd om, at de nu vil holde op med at tænke på sex, når de ser bare bryster.

Budskabet i feministernes aktion er lige så hovedrystende dumt, som hvis konditorer beklagede sig over, at folk kigger lækkersultent på deres kager. Kan man som konditor ikke tåle det, så må man trække sig ud af branchen. Kan man som kvinde ikke tåle, at blive eftertragtet for sine bryster, så må man dække dem så godt til, som det lader sig gøre. Er det ikke godt nok for enkelte sarte typer, så må man flytte permanent i ølejr med adgang forbudt for mænd.

Så kom vi alligevel til at tage de gakkede feminister seriøst nok til at skrive en leder om dem ...

Kilde: