Leder: &AElig;rligt talt, Claus Hjort - tror du virkelig, at vi er <i>s&aring;</i> dumme?

Slettet Bruger,

06/10/2007

Kære Claus Hjort Frederiksen,

I fredagens udgave af Børsen siger du, at hvis regeringen i næste valgperiode finder et økonomisk råderum, så vil der blive givet skattelettelser. Du siger også, at det skal stå i et kommende regeringsgrundlag. Det skal vist betragtes som et slags løfte til de traditionelle borgerlige vælgere, som det endnu ikke er lykkedes for dig og dit parti at omvende til renlivet socialdemokratisme.

Men ærligt talt, Claus Hjort - tror du virkelig, at vi er dumme? Tror du, at vi allerede har glemt, at sidst I havde et økonomisk råderum - så sent som for halvanden måned siden - da bekendtgjorde I, at alle pengene, hver og én af de 51.000.000.000 (51 mia.) kroner, skulle fyres af i den offentlige sektor? Tror du virkelig, Claus Hjort, at vi har glemt, at I nød at markedsføre jer på, at ikke en eneste af de mange kroner skulle gå til at lette skatten?

Tror du oven i det, at vi ikke ved, at I gjorde det til trods for, at I også i denne valgperiode har et regeringsgrundlag, hvor der står, at hvis der opstår et økonomisk råderum, så skal det bruges på skattelettelser? Vi er da udmærket klar over, at uanset hvad I skriver i det papir, så det kan se ud som om, Bendt Bendtsen har fået noget, så vil I gøre lige præcis, hvad der tjener jer selv bedst, når I står med råderummet: Nemlig at købe socialdemokratiske stemmer med et endnu større overforbrug af jeres kernevælgeres penge.

Vi er helt med på, at I er fuldstændig ligeglade med de mennesker, som har stemt på jer hele livet i håb om, at I faktisk ville bruge regeringsmagten til at gennemføre mærkbare reformer og påvirke samfundsdebatten i en mere borgerlig-liberal retning, fremfor bare at mele jeres egen kage. Og ved du hvad, Claus Hjort, efterhånden har vi endda vænnet os til det. Vi er ikke skuffede over jer længere, for vi forventer ikke noget af jer.

Men Claus Hjort, vi kan stadig godt blive stødte over, at du har så lille tiltro til vores intelligens, at du tør gennemføre det stunt i Børsen.

Kilde: