Danmarks Radio vil gerne fremstå som hele Danmarks leverandør af elektronisk nyhedsformidling. Det er på den måde, man forsøger at retfærdiggøre licensopkrævningen: man tager fra alle, men man giver også til alle. Det sidste er bare ikke rigtigt, for Danmarks Radio er fortsat en bastion for udbredelse af venstreorienterede holdninger i samfundsdebatten, mens borgerlige synspunkter har det anderledes svært i mediemastodonten. Tag bare en mand som Orienterings såkaldte Sydamerika-ekspert, Niels Lindvig. De holdninger om lukningen af den venezuelanske tv-station RCTV, som han lufter her på 180Grader.dk, har han tidligere præsenteret som en "analyse" på Orientering. Her fortalte han, at man ikke kan fortænke den socialistiske præsident Hugo Chavez i at ville lukke oppositionens tv-station som hævn for dårlig omtale. Han retfærdiggjorde lukningen med påstande om, at stationens journalistik var købt og betalt. Og han undsagde organisationen Reportere uden grænser ved at kalde den "selvbestaltet" og ved at hævde, at den har "sære standpunkter" i forhold til Cuba og Venezuela - to lande som først og fremmest Niels Lindvig har meget sære standpunkter om, idet han bruger enhver lejlighed til at forsvare deres despotiske regeringsledere. For Cubas vedkommende er diktator endda en bedre betegnelse.
Det er okay, at Niels Lindvig har de holdninger, han har, og det er også helt fint, at Danmarks Radio bruger ham til at fortolke begivenheder i Sydamerika. Nyhedsformidling og nyhedsfortolkning er ikke en objektiv disciplin på linje med atomfysik og brobyggeri. Udvælgelse af døgnets mest væsentlige nyheder må nødvendigvis ske med et standpunkt, det lader sig ikke gøre at opstille en objektiv formel for det. Og fortolkning, som skal hjælpe seere og lyttere med at forstå begivenhederne i relevante sammenhænge og gennemskue mulige baggrunde for dem, er i mindst samme omfang afhængig af øjet, der ser. Men Danmarks Radio fejler i sine ofte fremhævede bestræbelser på, at være organ for hele befolkningen, når der i helt centrale og meningsdannende programtyper ikke findes personer med de modsatte synspunkter af Niels Lindvigs. Hvor er f.eks. den borgerlige journalist på Orientering? Hvor er den journalist, som konsekvent forfølger dagsordner, som borgerlige mennesker interesserer sig for, på samme måde som Lindvig forfølger venstreorienterede menneskers dagsordner? Han eller hun findes simpelthen ikke.
Der skal ellers ikke så meget til for at stille borgerlige danskere tilfredse: En mand som Martin Krasnik som USA-korrespondent ville gøre underværker. Christopher Arzrouni på Deadline ville også være skønt. Og hvis Flemming Rose så kunne få et ugentligt program, hvor han interviewede internationale meningsdannere, så behøvede vi slet ikke mere. Borgerlige danskere forlanger så lidt af Danmarks Radio. Bare en smule pluralisme. Men det ligger åbenbart institutionen meget på sinde, at vi ikke skal have det.
Det er okay, at Niels Lindvig har de holdninger, han har, og det er også helt fint, at Danmarks Radio bruger ham til at fortolke begivenheder i Sydamerika. Nyhedsformidling og nyhedsfortolkning er ikke en objektiv disciplin på linje med atomfysik og brobyggeri. Udvælgelse af døgnets mest væsentlige nyheder må nødvendigvis ske med et standpunkt, det lader sig ikke gøre at opstille en objektiv formel for det. Og fortolkning, som skal hjælpe seere og lyttere med at forstå begivenhederne i relevante sammenhænge og gennemskue mulige baggrunde for dem, er i mindst samme omfang afhængig af øjet, der ser. Men Danmarks Radio fejler i sine ofte fremhævede bestræbelser på, at være organ for hele befolkningen, når der i helt centrale og meningsdannende programtyper ikke findes personer med de modsatte synspunkter af Niels Lindvigs. Hvor er f.eks. den borgerlige journalist på Orientering? Hvor er den journalist, som konsekvent forfølger dagsordner, som borgerlige mennesker interesserer sig for, på samme måde som Lindvig forfølger venstreorienterede menneskers dagsordner? Han eller hun findes simpelthen ikke.
Der skal ellers ikke så meget til for at stille borgerlige danskere tilfredse: En mand som Martin Krasnik som USA-korrespondent ville gøre underværker. Christopher Arzrouni på Deadline ville også være skønt. Og hvis Flemming Rose så kunne få et ugentligt program, hvor han interviewede internationale meningsdannere, så behøvede vi slet ikke mere. Borgerlige danskere forlanger så lidt af Danmarks Radio. Bare en smule pluralisme. Men det ligger åbenbart institutionen meget på sinde, at vi ikke skal have det.
