VKO-flertallet har et problem. De liberale og med dem CEPOS har løsningen.
Problemet består i, at regeringens stramme udlændingepolitik er blevet undermineret af en dom fra EF-Domstolen, som betyder, at enhver ikke-EU-borger, som har lovligt ophold i et andet EU-land, har ret til at bosætte sig i Danmark også. Altså, farvel til de stramme danske udlændingeregler - goddag til de lempeligere regler som Danmark bliver påført via den frie indvandring fra andre EU-lande til Danmark.
Løsningen er at lukke de offentlige kasser, som gør, at Danmark fungerer som en magnet på indvandrere, der ikke kommer hertil for at bidrage til det danske samfund med det, de kan - om ikke med andet så i det mindste med den flittighed, som efterspørges i ufaglærte job.
Forud for 2001 konkurrerede to løsninger på indvandrerproblematikken om det borgerlige Danmarks gunst: Der var løsningen med at lukke grænserne. Og der var løsningen med at lukke de sociale kasser. Grænselukkerne vandt, kasselukkerne tabte, men nu er situationen en anden. Grænserne kan ikke holdes lukket, fordi det strider mod idéen i EU om den frie bevægelighed mellem landene. Men kasserne kan fortsat lukkes, fordi socialpolitik er og vedbliver at være et nationalt anliggende.
Nu skal den liberale løsningsmodel så stå sin prøve i den politiske virkelighed, hvor det især bliver spændende at følge Dansk Folkepartis stillingtagen, når det for alvor går op for de herboende indvandrere, at de kan få deres familiemedlemmer til Danmark via andre EU-lande. Problemet for Dansk Folkeparti er, at de lukkede kasser kollidererer med den danske velfærdsstatsmodel, for man kan - igen i henhold til EU - ikke kun holde kasserne lukkede for udefra kommende. Alle må være omfattet, altså også de indfødte danskere.
Så hvad betyder mest for Dansk Folkeparti? Socialdemokratismen eller kærligheden til et fædreland uden for stort et indtag af udlændinge, der ikke vil integreres?
Problemet består i, at regeringens stramme udlændingepolitik er blevet undermineret af en dom fra EF-Domstolen, som betyder, at enhver ikke-EU-borger, som har lovligt ophold i et andet EU-land, har ret til at bosætte sig i Danmark også. Altså, farvel til de stramme danske udlændingeregler - goddag til de lempeligere regler som Danmark bliver påført via den frie indvandring fra andre EU-lande til Danmark.
Løsningen er at lukke de offentlige kasser, som gør, at Danmark fungerer som en magnet på indvandrere, der ikke kommer hertil for at bidrage til det danske samfund med det, de kan - om ikke med andet så i det mindste med den flittighed, som efterspørges i ufaglærte job.
Forud for 2001 konkurrerede to løsninger på indvandrerproblematikken om det borgerlige Danmarks gunst: Der var løsningen med at lukke grænserne. Og der var løsningen med at lukke de sociale kasser. Grænselukkerne vandt, kasselukkerne tabte, men nu er situationen en anden. Grænserne kan ikke holdes lukket, fordi det strider mod idéen i EU om den frie bevægelighed mellem landene. Men kasserne kan fortsat lukkes, fordi socialpolitik er og vedbliver at være et nationalt anliggende.
Nu skal den liberale løsningsmodel så stå sin prøve i den politiske virkelighed, hvor det især bliver spændende at følge Dansk Folkepartis stillingtagen, når det for alvor går op for de herboende indvandrere, at de kan få deres familiemedlemmer til Danmark via andre EU-lande. Problemet for Dansk Folkeparti er, at de lukkede kasser kollidererer med den danske velfærdsstatsmodel, for man kan - igen i henhold til EU - ikke kun holde kasserne lukkede for udefra kommende. Alle må være omfattet, altså også de indfødte danskere.
Så hvad betyder mest for Dansk Folkeparti? Socialdemokratismen eller kærligheden til et fædreland uden for stort et indtag af udlændinge, der ikke vil integreres?
