Republikaneren Ron Paul, der byder sig til i kampen om at blive sit partis kandidat ved præsidentvalget i 2008, er et fantastisk fænomen. Der skal ske større mirakler for hans kampagne, end vi allerede har set, hvis han skal ende med at vinde over modkandidater som Mitt Romney, Mike Huckabee, Rudy Giuliani og John McCain, men det er betyder ikke så meget - Ron Paul har allerede sat sig afgørende spor i den amerikanske politiske debat. Spor som sandsynligvis ikke vil kunne overgås af den kandidat, der vinder.
Ved primærvalget i Iowa fik Ron Paul, der går til valg på en tilbagerulning af den amerikanske welfare og warfare stat næsten 10 procent af sit partis stemmer. Det er et overvældende godt resultat for en mand med så radikale standpunkter som Ron Paul, herunder at det føderale skattesystem, IRS, skal afskaffes. Men den væsentligste sejr for hans kampagne er alle de mange unge amerikanere, som med Ron Pauls kampagne er blevet overbevist om, at vejen frem for USA er en statsmagt, der begrænses i sine udfoldelser både indenrigs og udenrigs, og et USA der vender tilbage til sine historiske rødder som the land of the free, hvor individet styrer sit eget liv i et aktivt civilsamfund.
Det er en virkelig stor bedrift af Ron Paul. En bedrift som borgerlige herhjemme også kan lære noget af. Den viser, at det ikke er ligegyldigt, hvad politikere går til valg på. Det har konsekvenser, hvilke værdier man i sit forsøg på at tilrane sig den formelle magt og de fine poster promoverer.
Man kan som Ron Paul melde rent flag og kæmpe for det, man står for, og hvis man gør det dygtigt og troværdigt, så kan man vinde nye tilhængere for sin sag, som gør det mere sandsynligt, at man i fremtiden kan gennemføre sin politik. Eller man kan som Anders Fogh Rasmussens regeringer opgive det meste af det, man hidtil har stået for i nogle af samfundsdebattens vigtigste spørgsmål, fordi man er mere fokuseret på at vinde valg end at gøre en forskel, og som konsekvens kan man se, hvordan tilslutningen til ens idéer svinder stadig mere ind i befolkningen.
Ron Pauls strategi vinder ikke valg på kort sigt, men den vinder den politiske dagsorden - kulturkampen - på længere sigt. For dem, der virkelig vil gøre en forskel og ikke vil lade sig nøje med at administrere magten med andres holdninger som rettesnor, burde valget mellem de to strategier ikke være svært: Kun den langsigtede duer til noget.
Ved primærvalget i Iowa fik Ron Paul, der går til valg på en tilbagerulning af den amerikanske welfare og warfare stat næsten 10 procent af sit partis stemmer. Det er et overvældende godt resultat for en mand med så radikale standpunkter som Ron Paul, herunder at det føderale skattesystem, IRS, skal afskaffes. Men den væsentligste sejr for hans kampagne er alle de mange unge amerikanere, som med Ron Pauls kampagne er blevet overbevist om, at vejen frem for USA er en statsmagt, der begrænses i sine udfoldelser både indenrigs og udenrigs, og et USA der vender tilbage til sine historiske rødder som the land of the free, hvor individet styrer sit eget liv i et aktivt civilsamfund.
Det er en virkelig stor bedrift af Ron Paul. En bedrift som borgerlige herhjemme også kan lære noget af. Den viser, at det ikke er ligegyldigt, hvad politikere går til valg på. Det har konsekvenser, hvilke værdier man i sit forsøg på at tilrane sig den formelle magt og de fine poster promoverer.
Man kan som Ron Paul melde rent flag og kæmpe for det, man står for, og hvis man gør det dygtigt og troværdigt, så kan man vinde nye tilhængere for sin sag, som gør det mere sandsynligt, at man i fremtiden kan gennemføre sin politik. Eller man kan som Anders Fogh Rasmussens regeringer opgive det meste af det, man hidtil har stået for i nogle af samfundsdebattens vigtigste spørgsmål, fordi man er mere fokuseret på at vinde valg end at gøre en forskel, og som konsekvens kan man se, hvordan tilslutningen til ens idéer svinder stadig mere ind i befolkningen.
Ron Pauls strategi vinder ikke valg på kort sigt, men den vinder den politiske dagsorden - kulturkampen - på længere sigt. For dem, der virkelig vil gøre en forskel og ikke vil lade sig nøje med at administrere magten med andres holdninger som rettesnor, burde valget mellem de to strategier ikke være svært: Kun den langsigtede duer til noget.
