Leder: Danske værdier mod ytringsfrihed

"Det er et af de oplagte midler til at få folk til at drikke mindre

Slettet Bruger,

30/06/2009

"Det er et af de oplagte midler til at få folk til at drikke mindre."

Sådan lyder begrundelsen for at forbyde alkoholreklamer fra SF's sundhedsordfører, Karl Bornhøft. Gad vide om han selv tror på det. Begyndte han mon selv at drikke alkohol, fordi han blev lokket til det af reklamer? Kender han nogen, der gjorde det? Selvfølgelig ikke. Alkohol begynder langt de fleste at drikke som teenagere, fordi vennerne "reklamerer" for det: "Prøv det, det er sjovt," siger de f.eks. Og så gør man det og finder ud af, at det faktisk kan være sjovt at løsne op med lidt hjælp. Især i festligt selskab hvor andre også gør det.

Reklamerne har til formål at få os til at lægge vores alkoholforbrug på bestemte mærker. Det er først og fremmest dér, de rykker.

Men uanset det, hvad blev der så egentlig af det højt besungne danske forsvar for ytringsfriheden. Er det kun et princip, som skal forsvares mod muslimer? Og hvor har vi egentlig Trykkefrihedsselskabet henne i denne sag, hvor ytringsfrihedens modstandere ikke er marginaliserede imamer uden nogen som helst opbakning i Folketinget, men politikere som kan være på vej mod ministerkontorerne efter næste valg?

Reklamer har længe været i modstrid med venstrefløjens reklame-"sharia", og modsat den rigtige sharia finder den faktisk støtte hos vore herskere på Christiansborg. Derfor må man allerede i dag ikke reklamere for receptpligtig medicin og cigaretter, udsende reklamer med politiske synspunkter på tv eller bruge letpåklædte kvinder som blikfang i reklamer for f.eks. herreundertøj.

Ytringsfriheden i Danmark er forbeholdt kunstnere og journalister, der har deres egne kanaler at kommunikere fra. Vil man gerne betale for at få sit budskab ud, så er ytringsfriheden underlagt tidens modeluner. Og de "danske værdier" har intet at udsætte på det.

Kilde: