Til tider støder man på folk, der i mangel på en
privat kultur, som er værd at fremvise, taler højt og floromvundet om den
nationale kultur, som de helt tilfældigt og uden egen fortjeneste er vokset op i, men som de ikke desto mindre mener, de kan høste ære af. Tag nu f.eks. den konservative folketingskandidat Paula Larrain, der har fået lidt kultstatus hos folk, der benævner sig kulturkonservative, blot fordi hun har foreslået, at skolebørn skal synge gamle danske salmer til morgensang. Hun og hendes mand er også på vej med en bog om
danske værdier, og så bliver det ikke finere i de kredse.
Men hvilke værdier dyrker Paula Larrain i sit private liv? Er det nogle værdier, som gør hende egnet til at belære andre om skidt og kanel i dansk kultur? Er det konservative værdier i nogen som helst traditionel forstand?
Det ser bestemt ikke sådan ud! Alene det forhold, at hun deltager i flirteprogrammet Vild med dans, selvom hun er nygift med en tilsyneladende lidt jaloux mand, er sigende. Måske har han grund til at være jaloux, måske har han ikke, men under alle omstændigheder burde hun have spurgt sig selv: Er det klogt at sige ja til deltagelse i et program, hvor man i mange uger skal danse tæt med en anden mand, og hvor man gennem flere fredagsaftner skal deltage intensivt i den kysse/kramme-kultur, som dansk tv-underholdning har udviklet sig til? Er det konservativt på den måde at sætte muligheden for at blive mere kendt over familiens helbred? Selvfølgelig ikke, og det Larrain'ske ægteskab er ifølge medierne da også det tredje, der har lidt overlast efter blot denne sæsons Vild med dans.
Nu er det hele så endt med en politianmeldelse mod manden, som altså er medforfatter på bogen om danske værdier, men som ifølge anmeldelsen har opført sig på en måde, som nok er mere i overensstemmelse med traditionelle mellemøstlige værdier, idet han angiveligt skulle have truet med at smadre knæskallerne på Paula Larrains dansepartner, såfremt denne ikke meldte afbud til afslutningsballet i Vild med dans.
Dansk konservatisme (ikke i partiforstand) har efterhånden udviklet sig til en konkurrence om, hvem der kan sige national flest gange på et minut, og det kan enhver jo deltage i - selv personer som hr. og fru Paula Larrain. Men der var altså engang, hvor konservatisme var mere end det. Hvor det at være konservativ ikke kun handlede om at aflire uforpligtende lovord om abstrakte værdier, men nok så meget var et spørgsmål om at opføre sig ordentligt og ansvarligt i det konkrete liv, hvor man hver dag må stå til regnskab for sine handlinger.
Men det første er selvfølgelig meget nemmere ...
Men hvilke værdier dyrker Paula Larrain i sit private liv? Er det nogle værdier, som gør hende egnet til at belære andre om skidt og kanel i dansk kultur? Er det konservative værdier i nogen som helst traditionel forstand?
Det ser bestemt ikke sådan ud! Alene det forhold, at hun deltager i flirteprogrammet Vild med dans, selvom hun er nygift med en tilsyneladende lidt jaloux mand, er sigende. Måske har han grund til at være jaloux, måske har han ikke, men under alle omstændigheder burde hun have spurgt sig selv: Er det klogt at sige ja til deltagelse i et program, hvor man i mange uger skal danse tæt med en anden mand, og hvor man gennem flere fredagsaftner skal deltage intensivt i den kysse/kramme-kultur, som dansk tv-underholdning har udviklet sig til? Er det konservativt på den måde at sætte muligheden for at blive mere kendt over familiens helbred? Selvfølgelig ikke, og det Larrain'ske ægteskab er ifølge medierne da også det tredje, der har lidt overlast efter blot denne sæsons Vild med dans.
Nu er det hele så endt med en politianmeldelse mod manden, som altså er medforfatter på bogen om danske værdier, men som ifølge anmeldelsen har opført sig på en måde, som nok er mere i overensstemmelse med traditionelle mellemøstlige værdier, idet han angiveligt skulle have truet med at smadre knæskallerne på Paula Larrains dansepartner, såfremt denne ikke meldte afbud til afslutningsballet i Vild med dans.
Dansk konservatisme (ikke i partiforstand) har efterhånden udviklet sig til en konkurrence om, hvem der kan sige national flest gange på et minut, og det kan enhver jo deltage i - selv personer som hr. og fru Paula Larrain. Men der var altså engang, hvor konservatisme var mere end det. Hvor det at være konservativ ikke kun handlede om at aflire uforpligtende lovord om abstrakte værdier, men nok så meget var et spørgsmål om at opføre sig ordentligt og ansvarligt i det konkrete liv, hvor man hver dag må stå til regnskab for sine handlinger.
Men det første er selvfølgelig meget nemmere ...
