Puha, så slap vi da af med dét dommedagscenarie: Nej, skeletterne fra vore børn, børnebørn og oldebørn vil ikke blive stablet langs Roskildevej, nedhakkede af muslimske horder med krumsabler, sådan som afdøde Mogens Glistrup forestillede sig, at det ville ske, hvis man ikke deporterede enhver borger, hvis forældre eller bedsteforældre var født i et muslimsk land, ud af Danmark. Selv de, der i enhver muslim ser en potentiel Osama bin Laden, kan nu glæde sig, for så mange muslimer bliver der aldrig her til lands. I 2040 vil der kun bo 330.000 personer i Danmark med en ikke-vestlig baggrund, svarende til 6,5 procent af befolkningen.
Nye tal fra Danmarks Statistik fortæller nemlig, at fødselstallet hos indvandrere fra tredjeverdenslande og deres efterkommere er faldet markant på blot 14 år, så det nu kun er en anelse højere end hos indfødte danskere. Hos efterkommerne specifikt er fødselstallet endda helt på niveau med gammeldanskernes. Her og nu kan vi så også aflyse den i visse kredse udbredte teori, at indvandringen og de - tidligere - høje fødselstal skulle være et led i en muslimsk konspiration med det formål at erobre Vesten indefra - eller i det mindste kan vi konkludere, at "agenterne" ikke længere føler sig forpligtet til at følge den store masterplan ved at yngle som ... ja, det man nu siger på den fløj.
Udviklingen er sigende og dækker over en tendens, som ikke kun handler om fødselstal: Indvandrerne tilpasser langsomt deres livsstil til forholdene i deres nye hjemland. Første generations efterkommere lever ikke lige som deres indvandrede forældre, anden generation vil ikke leve lige som første o.s.v. Sådan vil det også gå på andre områder. En del unge efterkommeres hang til religiøs fundamentalisme og tørklædetilhylning vil af mange af deres børn blive opfattet som fuldstændig håbløs, for sådan går det ofte med generationerne. Æblet falder måske ikke langt fra stammen, men når stammen står på en skråning, så triller æblet nu alligevel væk.
Vi skal dog ikke forvente, at de nye tal vil få dem, der har gjort det til deres livsmission at forudskikke drabelige civilisationskampe på hjemlig grund, til at dæmpe retorikken. Sådan er menneskets natur ikke. Mennesket har brug for noget at tro på og kæmpe for, og det bruger ofte mange år på at opbygge en identitet på det grundlag, som ikke sådan lader sig ændre, selvom virkeligheden viser sig anderledes end forventet.
Men det bliver selvfølgelig noget sværere for dem at overbevise andre end sig selv om, at de 6,5 procent vil kunne omkalfatre vores samfund og indføre sharialov og talebantilstande i Danmark. Det burde give mere plads til at diskutere de reelle problemer, som opstår, når minoritetens kultur støder sammen med majoritetens. De problemer er ikke aflyst, men de er heldigvis til at håndtere, hvis bare man bærer sig fornuftigt ad.
Nye tal fra Danmarks Statistik fortæller nemlig, at fødselstallet hos indvandrere fra tredjeverdenslande og deres efterkommere er faldet markant på blot 14 år, så det nu kun er en anelse højere end hos indfødte danskere. Hos efterkommerne specifikt er fødselstallet endda helt på niveau med gammeldanskernes. Her og nu kan vi så også aflyse den i visse kredse udbredte teori, at indvandringen og de - tidligere - høje fødselstal skulle være et led i en muslimsk konspiration med det formål at erobre Vesten indefra - eller i det mindste kan vi konkludere, at "agenterne" ikke længere føler sig forpligtet til at følge den store masterplan ved at yngle som ... ja, det man nu siger på den fløj.
Udviklingen er sigende og dækker over en tendens, som ikke kun handler om fødselstal: Indvandrerne tilpasser langsomt deres livsstil til forholdene i deres nye hjemland. Første generations efterkommere lever ikke lige som deres indvandrede forældre, anden generation vil ikke leve lige som første o.s.v. Sådan vil det også gå på andre områder. En del unge efterkommeres hang til religiøs fundamentalisme og tørklædetilhylning vil af mange af deres børn blive opfattet som fuldstændig håbløs, for sådan går det ofte med generationerne. Æblet falder måske ikke langt fra stammen, men når stammen står på en skråning, så triller æblet nu alligevel væk.
Vi skal dog ikke forvente, at de nye tal vil få dem, der har gjort det til deres livsmission at forudskikke drabelige civilisationskampe på hjemlig grund, til at dæmpe retorikken. Sådan er menneskets natur ikke. Mennesket har brug for noget at tro på og kæmpe for, og det bruger ofte mange år på at opbygge en identitet på det grundlag, som ikke sådan lader sig ændre, selvom virkeligheden viser sig anderledes end forventet.
Men det bliver selvfølgelig noget sværere for dem at overbevise andre end sig selv om, at de 6,5 procent vil kunne omkalfatre vores samfund og indføre sharialov og talebantilstande i Danmark. Det burde give mere plads til at diskutere de reelle problemer, som opstår, når minoritetens kultur støder sammen med majoritetens. De problemer er ikke aflyst, men de er heldigvis til at håndtere, hvis bare man bærer sig fornuftigt ad.
