Leder: Efter 10 års ørkenvandring

I 10 år har Danmark ikke haft et liberalt parti, efter at Venstre i 1998 kastede håndklædet i ringen og overgav sig til socialdemokratismen

Slettet Bruger,

29/08/2008

I 10 år har Danmark ikke haft et liberalt parti, efter at Venstre i 1998 kastede håndklædet i ringen og overgav sig til socialdemokratismen. Der gik lidt tid, inden det gik op for alle, men i hvert fald de seneste tre-fire år har kun tungnemhed kunnet bruges som undskyldning for dem, der fortsat har troet, at Venstres top ville noget liberalt med magten.

Nu er det anderledes. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen kan ikke længere sige til utilfredse liberale danskere, at de rager ham en høstblomst, fordi de alligevel ikke har noget andet parti at stemme på. Med fødslen af Liberal Alliance er der et alternativ til at stemme på Venstre og dets "kors og bånd og stjerner"-fokuserede vedhæng, Det Konservative Folkeparti.

Liberal Alliance har fremlagt et klokkeklart liberalt principprogram. Hvis vores hukommelse ikke snyder os, er det endda mere helhjertet fokuseret på personlig frihed og ansvar, begrænset statsmagt, fri økonomi og vestlige værdier end Venstres principprogram i 90'erne under Uffe Ellemann-Jensens lederskab. Og det siger faktisk ikke så lidt, for det var en god tid i Venstre, dengang. Man rykkede ved den almindelige mening ved højt og klart at argumentere for sine synspunkter.

Nu er det Liberal Alliances tur til at gøre det samme. Det borgerlig-liberale Danmark må have et liberalt parti i Folketinget, som vil sige højt, at pengene fosser ud af statskassen, at flere politiske beslutninger kun sjældent er løsningen på vores problemer, men oftere årsagen til dem, og at danskerne i stedet må have friheden og ansvaret tilbage på egne hænder, så de selv kan klare ærterne - både fordi de har krav på det, men også fordi de gør det bedre end politikere og embedsmænd på Slotsholmen.

Nu er chancen der, kære liberale. Hvis I ikke tager den, så er I selv ude om, at I fremover kun har Socialdemokraterne version 1, 2, 3, 4, 5 og 6 at stemme på igen og igen og igen og igen.

Kilde: