Leder: En illegal indvandrer er en god indvandrer

784 udlændinge fra tredjeverdenslande, som i 2007 angiveligt kom til Danmark for at studere, studerer slet ikke og er i det hele taget forsvundne f...

Slettet Bruger,

17/08/2008

784 udlændinge fra tredjeverdenslande, som i 2007 angiveligt kom til Danmark for at studere, studerer slet ikke og er i det hele taget forsvundne for myndighedernes vagtsomme øje. Det bekymrer politikere fra alle sider af folketingssalen for tænk sig, disse udlændinge må jo nu være - gys! - illegale indvandrere, og den slags er farlige, det ved alle. Eller er de?

Nej, faktisk ikke. En illegal indvandrer er som hovedregel en person, der gør nytte i samfundet. I sagens natur kan han ikke gå på socialkontoret og bede om en kontanthjælp, så i stedet må den illegale indvandrer yde en arbejdsindsats for andre for at tjene til føden. Som Leif Randeris, leder af Indvandrerrådgivningen siger: "Der er nok arbejde for dem at få, særligt med rengøring. Arbejdsgiverne er fuldstændigt ligeglade med, om de er her ulovligt."

På den måde bidrager den illegale indvandrer til øget økonomisk velstand i det samfund, som han opholder sig i, for velstand skabes ved arbejdsindsats, og jo flere der arbejder, jo mere velstående er samfundet alt andet lige.

Modsat den legale indvandrer trækker den illegale heller ikke en øre ud af de offentlige kasser. Han kan hverken benytte det offentlige sundhedsvæsen, modtage en overførselsindkomst eller få assistance af politiet, hvis han skulle have behov for det. Formentlig opfører han sig oven i købet bedre end de fleste, for hvis den illegale indvandrer bliver taget for selv den mindste lovovertrædelse, så kan han være sikker på, at ryge ud af landet øjeblikkeligt.

Den illegale indvandrer passer med andre ord sit eget og ligger ingen til last. De problemer, som Danmark har med indvandrere, er derimod med nogle af dem, som er her helt legalt. Dem har vi til gengæld rigeligt bøvl med, for politikerne overøser dem med penge fra de offenlige kasser, så de legale indvandrere slet ikke har nogen grund til at tilpasse sig vilkårene i det samfund, de nu lever i, men tværtimod kan te sig som kriminelle eller religiøse tosser uden at mærke forskel på pengepungen.

Problemstillingen er sigende. Politik skal gøre dette samfund bedre, det er i hvert fald teorien bag hele menageriet. I stedet må vi konstatere, at jo mere indvandringen er styret og understøttet af politikernes beslutninger, jo større er risikoen for, at den kommer til at udgøre et problem i samfundet. Den indvandring, som derimod finder sted, uden at politikerne kan gøre deres magt gældende overfor den, den kører fint og gnidningsløst og gør ingen fortræd.

Kilde: