Leder: Enhedslistens skrækkelige menneskesyn

Slettet Bruger,

17/08/2007

Det har i efterhånden noget tid været moderne at tale om et såkaldt "menneskesyn". Hvad det helt dækker er ikke lige til at finde ud, men det handler oftest om, at venstrefløjen hævder, at Dansk Folkeparti har et dårligt et af slagsen, hvilket i følge argumentationen gør hele Foghs regering illegitim, da den jo støtter sig til Dansk Folkeparti inklusive dets elendige menneskesyn.

Lad os tage venstrefløjen lidt på ordet og se på Enhedslisten, et parti som Socialdemokraterne håber at have flertal sammen med efter det kommende folketingsvalg. Hvad er Enhedslistens menneskesyn - bedømt på dets velfærdsudspil med forslag om ekstra 136 mia. kr. i offentligt forbrug?

Partiet vil bruge de 60 mia. kr. på at hæve overførselsindkomsterne. Alle som modtager en overførselsindkomst - fra SU-modtagere til pensionister - skal sikres mindst 13.500 kroner månedligt fra det offentlige. Enhedslisten vil desuden forhøje den maksimale dagpengesats til 30.000 kroner månedligt. Resultatet vil være, at massivt flere mennesker vil gå fra arbejde til offentlig forsørgelse. Det er ikke en politisk påstand, det er et anerkendt faktum hos alle med blot den mindste ekspertstatus på området - og i øvrigt også hos helt almindelige, snusfornuftige danskere. Enhedslistens menneskesyn indbefatter altså, at det er bedre, at mange mennesker går ledige på en høj offentlig ydelse end at betydeligt færre mennesker går ledige med et lavere beløb fra statskassen.

Enhedslistens menneskesyn tillader de asociale, de der ikke vil yde noget, at leve et rigt og materielt sorgfrit liv, ved at andre, som gerne vil yde, tvinges til at arbejde for dem. Det er en moderne form for slaveri. Det foregår ikke ved, at pisken svinges i bomuldsmarkerne, men ved at man med trussel om fængselsstraf presser de arbejdende til at betale en betydelig del af deres indkomst til de ikke-arbejdende.

Enhedslistens menneskesyn vil også bilde mennesker ind, at de intet værdifuldt kan, og at der slet ikke er brug for dem. "Værs'go' her er 25.000, dem kan du leve fint af resten af dine dage, og vi er faktisk så ligeglade med det, du kan, at vi ikke engang vil kræve noget til gengæld," siger Enhedslisten. Intet andet sted i samfundet opfører folk sig sådan. Alle andre steder forventer man noget til gengæld, selv i familierne, hvor børn fra en tidlig alder får at vide, at de også skal bidrage til fællesskabet med det, de kan, f.eks. at klare opvasken, slå græsset eller skrælle kartofler - ellers er der ingen lommepenge. At kræve noget til gengæld er at anerkende, at den anden har noget værdifuldt at bidrage med. At stille enorme summer til rådighed for ingenting er det samme som at sige, at den anden er så uduelig, at man end ikke kerer sig om, hvad man ville kunne få ud af en god byttehandel.

Det menneskesyn, som hersker hos Enhedslisten, er dybt usympatisk. Det er et menneskesyn, som tillader de asociales udbytning af de produktive, og det er et menneskesyn, som vil fratage store dele af landets indbyggere deres værdighed, fordi man vil lade som om, de ikke er i stand til at yde noget som helst, som der er grund til at efterspørge.

Tænk hvis det menneskesyn skulle danne grundlag for en kommende regering!

Kilde: